Nytt

Hvis den røde blokk vinner skyldes det to faktorer: To av tre dansker får lønn eller ytelser av det offentlige, og journalister og høyskoleutdannede er indoktrinert av venstresiden og det politisk korrekte.

Disse to forhold sørger for at den røde blokk vinner frem, uten at årsaker og konsekvenser kommer klart frem.

Det virker som en åpen demokratisk debatt, men i virkeligheten stiller Løkke Rasmussen og den blå bokk med et handikap: velgerne setter egeninteresse foran fellesskap, og journalistene sørger for propagandaen, dvs. at realitetene ikke kommer frem.

Ordet fellesskap betyr fortsatt offentlig, men det er da et helt annet fellesskap enn det borgerlige og demokratiske. Det er det sosialistiske fellesskap, som aldri kan bli stort nok. Best hadde det vært om det omfattet hele samfunnet, slik Enhedslisten går inn for.

To klummer som belyser dagens Danmark. Ralf Pittelkow trekker frem det sosiologisk oppsiktsvekkende faktum:

To av tre dansker lever av og på det offentlige.

Skaffedyrene taber valget

For første gang i historien får to ud af tre danske vælgere i dag deres indkomst fra det offentlige – i form af ydelser eller løn.

Samtidig udgør den arbejdende del af befolkningen nu et mindretal. Man taler om en voksende velfærdskoalition af grupper, der økonomisk afhænger af det offentlige.

Denne velfærdskoalition vil formentlig på torsdag bære socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt frem til statsministerposten.

Men hvordan kunne blå blok regere i 10 år med den voksende velfærdskoalition? Det skyldtes især, at den fortsatte med at øge det offentlige forbrug, og at den førte en værdipolitik, som trak en del vælgere, der økonomisk set var røde.

Men værdipolitikken blev mindre eksplosiv, og den økonomiske politik måtte lægges om. Da mange vælgere samtidig vil se nye ansigter, bliver det nok farvel til statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Velfærdskoalitionen vinder.

Skaffedyrene bliver valgets tabere. Det vil sige de mennesker ude i virksomhederne, der skaber den rigdom, som føder det offentlige system. De vil miste yderligere indflydelse på de politiske prioriteringer.

Der er ikke noget galt i at være offentligt ansat. Der er heller ikke noget galt i at modtage offentlige ydelser. Men der er grænser for, hvor mange af samfundets ressourcer den offentlige sektor må lægge beslag på, hvis vi ikke skal ryge ud i alvorlige problemer.

Kendsgerningen er, at vores samfund har skabt en farlig ubalance mellem den private og den offentlige sektor. Siden 1960 er der gået 75.000 private arbejdspladser tabt i Danmark, mens der er skabt 554.000 flere offentlige arbejdspladser!

Denne problemstilling har ikke just stået øverst på valgkampens dagsorden. Der har været en masse snak om nogle ”vækstplaner” af fuldkommen underordnet betydning. Men især i rød blok har tavsheden været larmende omkring vores største økonomiske problem, som hænger sammen med ubalancen mellem det offentlige og det private:

Det er simpelt hen blevet for dyrt at producere i Danmark.

Lønningerne er for høje sammenlignet med andre i Europa. Vi har verdensrekord i offentligt forbrug og skattetryk. Produktiviteten er ringe. De høje skatter og det store offentlige forbrug af arbejdskraft sender lønningerne i vejret.

Det danske samfund begår organiseret massemord på arbejdspladser. Virksomhederne får stigende vanskeligheder med at klare den globale konkurrence. Presset for at sende arbejdspladser ud af landet vokser. Udenlandske virksomheder har kun ringe lyst til at investere i Danmark.

Ubalance mellem det private og det offentlige.

Ubalance mellem arbejde og forsørgelse. Tilbagetrækningsreformen (efterløn og pensionsalder), som Thorning vil blive tvunget til at æde, hjælper en hel del på det sidste. Men der skal mere til. Vi arbejder klart mindre end de lande, vi normalt sammenligner os med.

Kan befolkningen få den nødvendige bevidsthed om problemerne og den nødvendige vilje til forandring

Den andre klummen er av Henrik Gade Jensen. De handler om at eliten stemmer rødt. Etter ti år med en borgerlig koalisjon, stemmer fortsatt et stort flertall av folkeskolelærere, universitetslærere, studenter og særlig journalister, – på venstrepartiene og sosialdemokraterne.

Det er et misforhold mellom stemmegivningen blant folket og eliten som er frapperende. Misforholdet omtales nesten ikke i mediene. Mon hvorfor ikke?

Eliten stemmer rødt

”Udfaldet af kultur-kampen afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomiske politik. Ikke teknokratiske ændringer af lovgivningssystemer”. Sådan sagde Anders Fogh Rasmussen kort efter sin tiltræden som statsminister i 2001, og det er ofte blevet citeret som udtryk for Anders Foghs ønske om at føre kulturkamp. For det er kulturen i bred forstand, der er afgørende for fremtiden.
Hvis vi i dag 10 år efter skulle ”teste” Anders Foghs udsagn, kan det ikke siges at være en sejr for den borgerlige lejr.

For nylig viste en meningsmåling blandt højskolelærere, at blå blok kun ville få 10 % af stemmerne, hvis de skulle sammensætte folketinget. Enhedslisten ville være større end VKO til sammen. De Konservative ville ikke klare spærregrænsen og SF og Radikale ville kunne regere enevældigt.

En tilsvarende undersøgelse fra 2009 blandt læsere af Universitetsavisen (Københavns Universitets ansatte og studerende) viste samme tendens. SF er klart største parti og større end VKO-partierne til sammen, der kun vil få 13 % af stemmerne.

Skolelærere stemmer også rødt. Her vil VKO kun få 12 % af stemmerne, mens S og SF vil kunne regere med et solidt flertal på 69 % og med SF som det største på 41 % af stemmerne. Så hvis dansk politik skulle styres fra lærerværelserne, ville rød blok kunne regere med et næsten folkedemokratisk flertal på 84 % af stemmerne.

Universitetslærere er også røde. En undersøgelse fra 2003 viser, at 15 % ville stemme på VKO-partierne, mens SF ville få 20,7 pct. af stemmerne, Enhedslisten 9,0 pct. og Socialdemokratiet 23,3 pct. Så Danmarks mest veluddannede elite ville også give et klart rødt flertal (Kilde: Magisterbladet 11, 2003).
Journalister viser samme tendens. Her stemte journalister ingen ved valget i 1998 ud af 349 adspurgte på DF, mens De Radikale fik fem gange flere stemmer end på landsplan og SF og Enhedslisten fik tilsammen 33 % af stemmerne. Resultatet igen: solidt rødt/radikalt flertal.
En nyere undersøgelse blandt journaliststuderende i Århus viste også, at 72 % ville stemme rødt (JP 13/11 2007).

Alt i alt er den meningsdannende elite helt overvejende røde eller radikale. De lærere, der fra folkeskolen og universitet skal sørge for, at Danmark også i fremtiden kan leve af sine veluddannede unge mennesker, stemmer til venstre for midten.

Og de børn og unge mennesker, som om en generation skal føre Danmark videre økonomisk, kulturelt og politisk, går i skoler, hvor lærerkorpset helt overvejende støtter venstrefløjen og radikale.

Lars Løkke har et problem. VK-regeringen har et problem. Og det borgerlige Danmark har et kæmpeproblem. For efter 10 års VK-regering og solidt borgerligt VKO-flertal er den veluddannede elite i Danmark lige så rød og radikal, som den altid har været.