Mens myrderierne fortsætter planmæssigt i den arabiske verden, og mellemøsteksperterne utroligt nok bliver ved med at håbe det bedste, skrider det kulturelle fundament lige så forudsigeligt under velfærdsstaten dag for dag herhjemme.

Begge dele har pågået de seneste mange år, kan man tilføje, og det er jo rigtigt.

Ergo er der intet nyt under den danske sensommersol, når formanden for Dansk Socialrådgiverforening Majbrit Berlau, der tidligere repræsenterede Enhedslisten, ligesom hendes far sad i folketinget for Fælles Kurs, er stjerneglad for, at stadig færre danskere skammer sig over at tilrane sig andre folks penge via offentlig overførsler.

Skam er jo noget forældet bras. Sådan må man jo næsten tænke, når man er socialrådgiver samt socialist, det ligger til både hvervet og overbevisningen at være social på andres regning.

Som Majbrit Berlau ræsonnerer, efter at det i den forløbne uge kom frem, at sølle 27 pct. hellere vil klare sig selv end at være på offentlig forsørgelse, er det kun godt, at folk går rundt med hatten i hånden og er stolte af det. Socialrådgiversocialistens fortolkning af undersøgelsens resultat er lutter røde roser i torsdagens JP:

“Færre danskere skammer sig over offentlige ydelser, og det føles naturligt at få den hjælp, som man kan ifølge loven.”

Sagde hun “naturligt”?

Ja, det gjorde hun.

Ude i den rigtige natur ville disse mennesker enten dø af sult eller overleve det bedste, de havde lært, i henhold til naturloven og egne talenter.

Men ikke her. I Danmark er velfærdssystemet naturaliseret, og borgeren fritaget for ansvar. Herregud, ansvar, det har vi folk til henne i kommunen. Gammeldags selvopretholdelse handler om at fremstå så tilpas svag, at man har krav på kontanter fra vugge til grav.

Berlaus “natur” er med andre ord blevet så meget norm og kultur, at hun ikke selv kan se det. Vi har jo ret til at få kassen ved kassen, det siger den politiske naturlov her i landet, som er ved at gå grassat i den anden retning.

Majbrit Berlau er den klassiske stemme fra det ræverøde Danmark – og tro mig, det eksisterer i bedste velgående – til trods for blå bloks aktuelle succes i meningsmålingerne. Målinger, som mest af alt afspejler socialdemokraternes elendighed, som ikke er til at overse, selv for folk med grå stær.

I gamle dage havde selv socialdemokrater blik for det latente misbrug af de stadig mere generøse velfærdsordninger, f.eks. da K.K. Steincke ifølge dagens udgave af Weekendavisen skelnede mellem ”den hæderlige trængende” og ”den mindre hæderlige, den påtrængende eller den mere durkdrevne”. Sidstnævnte forsøgte typisk at slippe af sted med ”plattenslageri og misbrug”. Det var dengang, man stadig var på det rene med, at mennesker var – mennesker. Der rådede en vis realisme over det politiske landskab.

Da var båndet mellem rettigheder og pligter endnu ikke kappet over. Men det blev det – man kan strides om hvornår – men en skønne dag var det allerede fortid og vi kunne – vistnok – købe hele verden.

Det Ræverøde Danmark er efterhånden ved at blive vor slægtshistorie. Knap trefjerdedele af danskerne vil hellere forsørges af den sidste fjerdedel end selv gå på arbejde. Det er kleptomani sat i system. Velfærdsmentaliteten udhuler os stille og roligt moralsk indefra. Der er tale om en historisk forråelse iklædt røde gevandter. De svage æder de mindre svage.

Det er fandeme uhyggeligt: Vi graver vores børns grav. Mens vi synger de gamle sange om social retfærdighed og solidaritet.

Opprinnelig i Jyllands-Posten 23. august 2013.