Gjesteskribent

Norsk offentlighet kjenner snart bare navn på en dansk forfatter: Carsten Jensen. Jensen er OK til sitt bruk, men når han snart er den eneste danske forfatter som har uttalerett, er noe galt. Riv ruskende. Det gjør at norsk offentlighet ikke lenger får uhildet informasjon om hva som skjer i det landet som har betydd så mye for Norge.

Det var en annen forfatter som ville vært selvskreven, hvis norske journalister hadde vært litt mer profesjonelle og litt mer hederlige: Kåre Bluitgen. Han er nemlig venstreradikal, men i den gamle kulturradikale ånd: han står ved prinsippene, samtidig er han lun og full av humor. Han ville passet perfekt inn i den mer lune, nasjonale del av venstresiden. At han er nesten ukjent, sier noe om hvor antinasjonal, antivestlig og antiamerikansk de plaprende klasser i Norge er blitt.

Man gidder ikke stifte bekjentskap med noe som rokker ved selvfølgelighetene. Det gjør Bluitgen. Det var jo ham som var foranledningen til Muhammed-karikaturene, da ingen ville illustrere hans bok om Profeten.

Bluitgen er en meget produktiv forfatter. Han kommer nå med en gjendiktning av Koranen på dansk. Personlig lærte jeg mye av boken, Til gavn for de sorte …. , som også omtales i intervjuet Weekendavisen har gjort med ham. De sorte er ikke svarte! Det er den moralske korrupsjon som setter inn når vi svikter våre idealer, og heller lar løgnen råde. De gode kan slik også være de sorte. Dette er venstresidens store feil at de har lært såpass lite av historien, at de fremdeles tror at fienden bare står til høyre. Hvor blinde de er blitt kan avleses av at de ikke ser at deres islamistiske alliansepartnere står for den svarteste reaksjon. Da har man mistet den politiske orienteringsevnen.

Det er noen danske språkproblemer: en perker er slang for pakistaner, hegnspæler er gjerdestaur, og så er det altså den spesielle bruken av ordet «de sorte»

Hvad er ligheden mellem en pik og en perker?
De er begge bedst, når de er rejst.

Er ovenstående vits morsom? Er den særlig dansk? Kan man fortælle den offentligt?
Vittigheden stod for 11 år siden sammen med en række jokes om bonderøve fra Jylland, bøvede svenskere og hånlige mandschauvinister i bogen »Nye Danskere«, der blev udgivet i Gyldendals undervisningsserie Zoom.

Forfatteren og ytringsidealisten Kåre Bluitgens ærinde var at sætte ytringsfrihedens grænser til debat i folkeskolens 7. klasse. I stedet blev bogen efter en vældig furore trukket af markedet i fem dage for derefter at blive frigivet. Oveni fik den en kirkelig fordømmelse ved biskop i Århus Stift, Kjeld Holm, der kaldte materialet uegnet til undervisningsbrug.

Siden har polemikken om religion, blasfemi og ytringsfrihed fulgt i forfatterens fodspor. Han er blevet kaldt alt fra ræverød racist til ytringsfundamentalist, der vil såre og krænke for at få sine budskaber slået fast. Selv anser han provokationsformen som et åbenlyst kald til debat ud fra devisen, at med humor og ytringsfrihed skal land bygges.
Han har det svært med begrebet danske værdier og vil hellere tale om de universelle som demokrati og videnskab. Men det at gøre grin med alt og alle er i Bluitgens optik en særlig dansk stilart i satirens galleri.

En slags respektløshed, der kræver vores beskyttelse mod de ømskindede, som vil indhegne den. Ofte med henvisning til, at deres religiøse følelser er blevet krænket.

Netop kritik af religionens væsen er en altoverskyggende del af forfatterskabet og på det personlige plan uløseligt forbundet med ateisten Kåre Bluitgen.

Senest i P1’s serie »Sommergæsten« gav han religionen som institution og fænomen læsterlige tæsk for at fylde for meget i det offentlige rum og være årsag til alverdens krige. Han ser gerne samtlige religioner og alt deres uvæsen kastet på møddingen, og alligevel skriver han undervisningsbøger om Jesus, Buddha og Muhammed, for det handler om at påvirke fra en ung alder og sætte spørgsmålstegn ved det, man kender.

Til september kaster han sig atter ind i oplysningskampen, når hans gendigtning og hans oversættelse af Koranen udkommer. Ifølge ham selv en naturlig fortsættelse af bogen om Muhammed og hans liv, som udkom i 2006. Den bog, der indirekte førte til den største udenrigspolitiske krise i nyere tid.

Kåre Bluitgen er udmærket klar over, hvad han rører ved.

På forespørgsel om et interview med udgangspunkt i de to nye bøger svarer han ikke: »Nej, ikke mere om den Muham-med-historie,« men i stedet svarer han ja med den begrundelse, at han finder det helt naturligt at stille op, når man udgiver sådanne bøger. Foreløbig har Kåre Bluitgen kredset om figuren Muhammed i fire forskellige bøger, de to seneste uden tegninger.

– Hvad er der med dig og Muhammed?
»Ha, ha. Jeg har arbejdet meget med Den tredje Verden, hvor religion fylder meget. Vil man forstå andre lande og kulturer, må man forstå deres religion. Koranen er virkelighed med stort V for en milliard mennesker. Men den er jo egentlig en god historie, og jeg er blevet grebet af den. Jeg er blevet klogere på Koranen. Kommet ind til stålkonstruktionen i det, som bærer.«

Derinde fandt han en opskrift på, hvad han kalder Koranens projekt: at dele verden op i muslimer og vantro og straffe dem, som ikke retter ind. Gerne ved hjælp af skrækpædagogik: henholdsvis udpenslede beskrivelser af massehalshugninger og det Helvede, der venter kristne og jøder, og det Paradis, som venter de rettroende. Nu kan nysgerrige danskere og indvandrere, der ikke har Koranens oprindelige sprog, arabisk, som modersmål, få syn for sagn.

– Du er meget optaget af at pirke til, hvad der er helligt for andre. Hvad er helligt for dig?
»Der er selvfølgelig værdier, som jeg står for, men jeg er faktisk glad, hvis de bliver udfordret eller krænket. Jeg udvikler mig jo ikke intellektuelt, hvis jeg sætter mig sammen med mine venner, der mener det samme som jeg. Men at intet er helligt betyder ikke, at jeg er holdningsløs. Den frihed, jeg nyder, vil jeg også tilbyde andre. Jeg er modstander af blasfemiparagraffen, men der skal være en injurielovgivning. Så der er grænser, men jeg kæmper for at få dem skubbet længst ud mod den største grad af frihed.«

– Du tager alt fra Sokrates til Heiberg i ed i din kamp for ytringsfrihed, hvor vi skal bringe videnskabens, fornuftens og de-mokratiets fakkel til den uoplyste verden. Er det ikke dogmatisk?
»Jo, du kan godt kalde mig videnskabsfundamentalist. Da jeg skrev om Danmarks historie i Odins Hvisken, opdagede jeg, at jeg havde gjort videnskabsmænd som Stensen, Bohr og Brahe til mine helte. Og du kan da godt kalde mine Koran-bøger for et fakkel-oplysningsprojekt, men jeg mener, der må gælde universelle værdier. Jeg har tænkt meget på kulturimperialisme-begrebet, men jeg synes godt, man kan dele det op i rigtige og forkerte værdier.«

Spørgsmålet er så, om man kan eksportere den skala, eller om de ligger naturligt grundfæstet og bare skal pusles frem. I debatbogen Europas værdier og rolle i Verden (2006) afviser Kåre Bluitgen, at man kan gradbøje værdierne, mens forkvinden for Kritiske Muslimer, Sherin Khankan, føler, at mange muslimer i stedet bliver stillet over for et urimeligt valg. Hvad står højest: Koranen eller demokratiet, Grundloven eller Sharia? Ifølge forkvinden behøver man ikke konstruere den slags modsætninger, hvis man tror på, at den indholdsmæssige definition på demokrati allerede er indeholdt i Koranens budskab.

– En af hendes centrale pointer er, at integrationen af muslimer i Europa ikke er afhængig af, at islam afpolitiseres og defineres som en privatsag. I stedet bør vi have et opgør med det monopol, som definerer, hvad der skal gælde som universelle principper i et samfund.
»Jeg er uenig i det første af pointen, men ikke i det sidste. Lad os endelig diskutere de universelle principper, men jeg vil ikke være med til at pille ved dem, når det drejer sig om demokratiet og ytringsfriheden.«

Fra flere sider sættes især de to værdier under pres, og derfor skrev Kåre Bluitgen Til gavn for de sorte (2002).
Her slår han sine teser om indvandrerdebatten op på venstrefløjens hellige porte. Nu skulle idealerne stå deres prøve ud fra den forudsætning, at al sand værdikamp begynder til venstre for midten. Ifølge bogens hovedtese har venstrefløjen lidt et knæk og frivilligt opgivet at markere sig. Væk er visionerne, den historiske ballast og et klart defineret religionsbillede. Tilbage står en lille håndsky flok kulturradikale og politisk korrekte, der viger, og hver gang de rykker hegnspælene tilbage, sker det til gavn for de sorte.

»Hvis vi ikke udfordrer eller lader os udfordre, bliver det til gavn for de sorte og de reaktionære på alle fløje. De, som ikke tør bryde konventionerne. Nu er dele af venstrefløjen blevet reaktionær og konserverende. Det er venstrefløjen, som har valgt islam som den religion, der ikke må krænkes, men det er jo omkring islam, at der er et problem. Vi har ingen med buddhister og hinduer. Rigtig mange folketingsmedlemmer og lokalpolitikere pådutter os andre, at vi på Nørrebro ikke har de rigtige holdninger, men det er os, som har valgt at bo her. Vi bliver belært, at vi ikke er helt så gode mennesker. Det blev jeg rigtig træt af at høre på.«

– Det provokerende budskab er, at hver gang et kultursammenstød er under opsejling, får man læst og påskrevet, hvis man kritiserer muslimer. Og når ytringsfriheden græder, ler de sorte…
»Det er det største svigt, at vi ikke har støttet de verdslige muslimer. En politisk holdning, som i dag accepterer kvindeundertrykkelse. Det er at køre historisk baglæns. Jeg var fuldstændig rystet, da Enhedslisten opstillede en religiøs fundamentalist. Man ville aldrig have opstillet et Jehovas Vidne. Det er en nedgørelse af, hvad venstrefløjen har stået for. Der er altså steder, hvor et kompromis ikke er muligt, og jeg vil kæmpe for de hegnspæle.«

Denne augustdag virker Blågårds Plads i hjertet af Nørrebro fredelig. Hvor burkaklædte kvinder passerer to lyshårede piger i små nederdele, og en gruppe indvandrerunge hygger sig med kaffen ved nabobordet. Når Kåre Bluitgen ser ud over pladsen, ser han en fredelig hverdag, men også en bagside. At kvinder på en nærliggende græsplæne ikke kan solbade uden tilråb, at visse gæster på pladsen kan blive passet op af små bander, og – i den mindre afdeling – at han selv må ud af det centrale Nørrebro for at finde et sted, hvor han kan købe flæskesvær.

Kampen om hegnspælene kan virke som en kamp mod vindmøller. En kamp, andre kalder et korstog mod spøgelser og fatamorganaer, der med urealistiske skræmmebilleder vender tingenes orden på hoved, men som Kåre Bluitgen finder er 100 procent reelt funderet i hans egen hverdag på Nørrebro. Hellere fire timer i strid modvind i stedet for at køre i flok. Så har jeg det bedst, siger han og klapper sin sorte cykelsadel.

– Skal det ses som et mønster, at du har valgt at gendigte historierne om de klassiske antihelte eller tabere som »Erasmus Montanus« og »Don Quixote« og fået oversat »Jeppe på Bjerget« til blandt andet urdu og tyrkisk?
»Hm – der ligger måske et mønster, når jeg ser tilbage. Man møder kritik som politisk aktiv, men vi begår for pokker alle sammen fejl. Jeg har mere respekt for de mennesker, som handler og begår fejl, end for dem, der sidder med hænderne i skødet og accepterer tingenes tilstand.«

– Hvem skal så handle i dag?
»I gamle dage var der et skarpt skel mellem venstre og højre, men med Muhammed-krisen blev det fuldstændig rodet rundt. Nu gælder det i stedet om at slibe sine argumenter finere og finere. En religion er jo en utrolig konservativ institution, og derfor skal den først og fremmest udfordres fra venstrefløjen.«

– Jamen, den har jo spillet fallit?
»Det er ikke hele venstrefløjen, som har spillet fallit i religionskritikken. Vi er mere på ret kurs i dag, når Villy Søvndal går ud og kalder Hizb-ut-Tahrir for mørkemænd. Jeg tror da godt, at jeg kunne finde allierede ateister på højrefløjen, men det ville være naturligt, om politiske og religiøse flygtninge var allierede med venstrefløjen. De burde være socialister, men det politiske og ideologiske er i dag udslettet til fordel for bevægelser som Hamas. Man glemmer, at de unge i Mellemøsten også vil ud af Mellemøsten. De vil have cowboybukser og rockmusik.«

– Hvad ville du gøre, hvis du boede i et land, hvor cowboybukser og rockmusik var påbudt?
»Så ville jeg omgående vandre rundt i burka!«

Når de sorte ler…