Gjesteskribent

Liberalisternes sagnomspundne helt nummer et, Adam Smith, er ikke helt så liberal, som han gøres til. Faktisk tog Adam Smith et alvorligt forbehold for fuldkommen frihandel på et så stort marked som muligt. Som en mand, der tilsyneladende kendte til virkeligheden, så Adam Smith, at frihandel i bestemte tilfælde kan være skadelige for det land, der går ind på denne grænseløse handel.

I dag har den vestlige verden overgivet sig til tanken om mest mulig frihandel med den ganske verden. Ikke bare med de vestlige lande indbyrdes, men med Kina, Indien, Vietnam, Indonesien og så videre. Målet for især World Trade Organisation, WTO, er uafladeligt at fjerne toldmure og andre tiltag, der bremser grænseløs handel.

Resultatet kan ses uden videre ved at se på Kina. Ca. 80 procent af alt legetøj, der sælges i EU, er produceret i Kina. Frimarkedstænkerne jubler, idet de hæfter sig ved, at man som forbruger kan købe billigere legetøj, end tilfældet ellers ville have været. Listen over produkter, der engang blev lavet i Danmark og andre europæiske lande, kan udvides efter behov: Syning af tøj, bygning af skibe, produktion af fodtøj og fortsæt selv listen.

Men hvad nu, hvis den lavere pris er for høj, når man medtænker de samlede omkostninger? Hvad nu, hvis det er den grænseløse globalisering, der holder mellem 500.000 og 600.000 danskere uden for arbejdsmarkedet, fordi der ikke længere er brug for mennesker med stærkt begrænsede kvalifikationer? Hvad nu, hvis den zambiske økonom og forfatter Dambisa Moyo har ret, når hun bl.a. siger, at

De [i de vestlige lande], som har fået stor fordel af globaliseringen, er kapitalejerne. Men reallønnen er faldet. Levestandarderne er gået ned. Uligheden vokser. Og de står nu med en stor gældsbyrde.

Hvad nu, hvis også liberalisternes ikon Adam Smith giver Dambisa Moyo ret?

Adam Smith i Nationernes velstand

Informations Forlag genudgav i 2013 Adam Smiths monumentale værk fra 1776, An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations.  Der er artige sager at finde på side 481, hvor Adam Smith er kommet til det andet tilfælde, hvor frihandel ikke er tilrådelig. Det første tilfælde drejer sig om produktion af vigtighed for landets forsvar. Temmelig indlysende. Liberalisterne har imidlertid glemt det andet tilfælde, så her følger et uddrag fra side 481:

Det andet tilfælde, hvor det generelt vil være fordelagtigt at lægge en vis afgift på den fremmede industri for at opmuntre den hjemlige, er, hvis der lægges en skat på den hjemlige industris produktion. I dette tilfælde forekommer det rimeligt, at en skat af tilsvarende størrelse lægges på den fremmede industris produktion. Hjemmemarkedet ville ikke af den grund få monopol på den hjemlige industri. Det ville heller ikke i højere grad omdirigere en større del af landets kapital og arbejde til en bestemt beskæftigelse, end hvad der normalt ville tilflyde denne. Det ville alene forhindre, at en del af, hvad der naturligt ville tilflyde landet på grund af skatten, blev dirigeret i en mindre naturlig retning og efterlade konkurrencen mellem den hjemlige og den fremmede industri efter skat på stort set samme niveau som tidligere.

Hvad Adam Smith siger her, er en bombe under ideen om, at Danmark og Europa skal handle med alverden. Hvis der nemlig ikke eksisterer en reelt nogenlunde lige konkurrence mellem producenterne i to forskellige lande, vil det ene af landene få en unaturlig fordel. Når Adam Smith taler om en skat pålagt den hjemlige industri, kan vi oversætte det til en vifte af forhold, der stiller Danmark fundamentalt anderledes i forhold til f.eks. Kina. Danmark har et højere skattetryk end Kina, og Danmark har et højere lønniveau end det kinesiske. Tilsammen gør disse to ting, at kinesiske virksomheder ikke konkurrerer på fair betingelser med danske virksomheder. Kinesiske virksomheder kan groft underbyde danske virksomheder, og resultatet er blevet, at danske virksomheder har måttet enten lukke eller flytte produktionen til Kina (eller et andet ikke-vestligt land), hvorefter danske arbejdspladser i den produktive sektor er gået tabt.

Adam Smiths medicin mod dette onde var klar: Udenlandske virksomheder, der (uden for Europa, kan vi tilføje) vil ind på det danske marked, skal stilles reelt lige med danske virksomheder. Det bliver de ofte kun, hvis der opsættes toldmure, fordi de udenlandske virksomheder ellers vil få en urimelig konkurrencefordel. Eftersom Danmark har mere end en halv million ledige i den arbejdsdygtige alder, der sagtens kunne påtage sig ufaglært arbejde i den produktive sektor, ville der ifølge Adam Smith ikke være noget at betænke sig på. Arbejdspladserne skal tilbage til Danmark.

Med hvem og med hvad skal Danmark handle?

Danmark skal først og sidst handle med de europæiske lande. Selv her kan frihandel være problematisk for Danmark, idet f.eks. Rumænien og Bulgarien har meget lavere lønninger og skatter, end tilfældet er i Danmark. På den anden side kan man sige, at der er oplagte fordele ved, at de fleste lande i Europa har en udstrakt grad af frihandel, fordi nærområder altid naturligt vil handle med hinanden. Dette gælder særlig, hvis et område er kulturelt indbyrdes forbunden.

Hvad gælder lande uden for Europa, bør Danmark og andre europæiske lande kun handle med disse, når det er nødvendigt. Vil og kan de købe noget af os, som vi er dygtige til at fremstille, skal de være velkomne. Og mangler vi noget, i Europas tilfælde særligt energi, indkøber vi det selvsagt gerne.

Adam Smith oversat til år 2014 ville sige, at Danmark og Europa ikke må være rigtig kloge, når vi udflager industrier, som tidligere skabte velstand for os. I stedet importerede vi billige varer fra alverden, og med i handlen fik vi arbejdsløshed, stigende splittelse mellem befolkningsgrupper og dermed et ringere samfund.

Jeg synes, at liberalisterne skulle læse side 481 i Nationernes velstand.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 13. februar 2014.