Sakset/Fra hofta

En av tingene vi kan misunne danskene, er det rikholdige utvalget av politikere og kommentatorer som – deres eventuelle mangler til tross – er rede til å insistere på forrangen av landets nasjonale kultur og sedvane.

Parlamentarisk nestleder og integrasjonspolitisk talskvinne Inger Støjberg i Venstre, det ledende partiet på borgerlig side i Danmark, tar i dag et kraftig oppgjør med islamister som nekter å tilpasse seg dansk levemåte i et (riktignok ikke helt bullshit-fritt) innlegg i Politiken – altså det nærmeste man kommer Dagbladet i Norge. Vil man ikke tilpasse seg, skriver hun, bør man overveie å finne seg et annet land.

Støjberg illustrerer innledningsvis noe av det hun har på hjertet med å fortelle om et fremmedgjørende møte:

Tidligere på året besøgte jeg og tre af Venstres medarbejdere på invitation Islamisk Trossamfund på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter. Vi blev budt på både mad og drikke i trossamfundets store samlingslokale, der var rigt udsmykket i mellemøstlig ornamentik. En sirligt udskåret bogreol løb lokalet rundt.

Den var spækket med bøger, hvis rygge var pyntet med arabiske guldbelagte tegn. Ikke én eneste bog på hverken dansk, engelsk eller fransk fandt jeg. For enden af det lange mødebord sad fem kvinder. Alle danske konvertitter. To af dem undlod at give hånd til de mandlige gæster, som fulgtes med mig.

Av diskusjonen forstod hun, ikke akkurat i forkant av begivenhetene, at religionen og hellige skrifter spiller en større rolle i mange muslimers hverdag enn de gjør for henne.

Umiddelbart var den åbne diskussion på Dortheavej givende for alle parter, men en række udtalelser har sat sig dybe spor hos mig: Som f.eks. da debatten faldt på stening, og svaret var det chokerende, at man, fra Islamisk Trossamfunds side, kun stort set tager afstand fra stening. Deres begrundelse for ikke fuldt og helt at tage afstand fra denne modbydelige form for henrettelse var, at stening optræder to steder i Koranen, og at de, der blev stenet, i øvrigt selv ønskede det.

For mig er det en fuldstændig håbløs tilgang til tilværelsen i et moderne Danmark at argumentere for og imod sådanne modbydelige middelalderlige handlinger på baggrund af religiøse tekster, der er nedskrevet for mange hundrede år siden. Det hører ganske enkelt ikke hjemme i Danmark i 2013.

På den ene siden skal Støjberg ha ros for så klar tale, på den annen side har kun kanskje en smule sviktende realitetsorientering dersom hun ikke forstår at slike oppfatninger har fått permanent fotfeste i Danmark (hun vet jo hvor presset ytringsfriheten er). Det er ikke noe som kan gjøres om.

Besøket i trossamfunnet var uansett instruktivt, for integrasjonstalskvinnen fikk høre flere grunner til at mange muslimer ikke blir integrert i det danske samfunnet (selv om hun kanskje burde ha visst det før hun fikk et sådant embede):

Besynderlige var også argumenterne for, hvorfor man som muslim ikke deltager i f.eks. sportsaktiviteter på lige fod med alle andre danskere. Debatten handler ofte om muslimske kvinder, der ønsker særlige hold oprettet af religiøse blufærdighedshensyn, som afskærmer dem fra alle andre danskere. Men denne aften stod det også klart, at mændene bestemt foretrak kun at svømme eller styrketræne sammen med andre muslimske mænd og ikke på hold, hvor alle andre også har adgang.

Da der som bekendt ikke findes en særlig form for islamisk fitness, kan det kun være ønsket om at bevare et egentligt religiøst parallelsamfund, der ligger bag.

Om fenomener som manglende håndhilsing har Støjberg gjort seg tanker:

For sagen er jo ikke alene, at én mand har et problem med at give hånden til en kvindelig studerende, når han eksaminerer på VUC i Herning. Problemet er det kvindesyn, det repræsenterer.

Det er det, debatten først og fremmest burde handle om. Vi må aldrig lade det komme dertil, at vi i en misforstået tolerance accepterer handlinger, værdier og menneskesyn, alene fordi de personer, der indtager synspunkterne, repræsenterer en minoritet.

Problemet er, igjen, at det forlengst er «kommet dertil». Det innser da også Støjberg:

Det er en konflikt mellem dem, der forstår, at man aldrig må tvinge sine egne religiøse overbevisninger ned over andre via social kontrol eller sågar lovgivning. Den afgørende sondring – det fuldstændig afgørende fundament for et frit vestligt samfund – tilsluttede repræsentanterne for Islamisk Trossamfund sig ikke. Desværre er det et udbredt problem blandt muslimer i Danmark og resten af Europa.

Ikke desto mindre imponerer hun med kampviljen:

Derfor er der behov for en debat om islams rolle i det danske samfund. Helt grundlæggende må det være sådan, at når man kommer til et nyt land, må man tage kulturen til sig og indpasse sig bedst muligt de normer og værdier, der præger det samfund, man nu skal være en del af. Jeg forlanger ikke, at muslimer i Danmark skal tage alle vore traditioner samt gode som dårlige vaner til sig, men man skal udvise respekt for – og ønske om inddragelse i – vores måde at leve på.

Danmark er danskernes land, og man er hjertelig velkommen til at blive dansker og tage del i arbejdet og fællesskabet.

Mine religiøse normer skal ikke begrænse andres frihed. Og andres religiøse normer skal ikke begrænse min frihed. Det er en balance, jeg oplever være under pres i disse år

Men til de muslimer, der konstant modarbejder, konstant sætter spørgsmålstegn, er utilfredse, opfordrer til at drage i hellig krig i Syrien, begår æresvold eller -drab, nedgør vore værdier, flag og måde at leve på. Til alle jer: Find et andet sted at leve og bo.

Ikke at dette får noen til å flytte, selvsagt, men når det sies – uten vulgariteter eller overtramp – av en ledende moderat folketingspolitiker, legitimerer det i alle fall den utvilsomt utbredte tanken at personer som lever på den skisserte måten, ikke har noe i Danmark å gjøre. Og de viktigste slagene står som kjent i sinnet.

Selvmotsigelsene og den forsinkede responsen til tross, ville det derfor ha vært befriende med noen politikere av denne støpningen i Norge.

 

Jeg maler gerne profeten på min husmur