Sakset/Fra hofta

Sverige er på vei mot store problemer, men hva gjør partiene? De øker farten. Dagens svenske ledelse er en psykologisk gåte. Snaphanen forsøker å forstå. Hva er det som driver dem?

Den privata säkerhetsbranschen, till exempel, har under decennier varit en av Sveriges snabbast växande industrier. 1974 uppskattades antalet väktare i Sverige till 6900, idag är de 20000. Det är fler än antalet poliser. Sett per antal invånare har vi betydligt mer uniformerad säkerhetspersonal omkring oss i dag än för fyra decennier sedan.

Enligt en studie från Stockholms universitet fick 94 procent av lågstadiebarnen gå ensamma till skolan i början av 1980-talet, jämfört med 47 procent i dag. Andelen barn som får föräldrars tillåtelse att gå till affären utan vuxen har sjunkit från 82 till 24 procent.

En fjärdedel av unga kvinnor anger att de låtit bli att gå ut på kvällen av rädsla för våld. Det är en fördubbling jämfört med 1980, enligt SCB. Andelen villor med inbrottslarm har också fördubblats sedan SCB började med sina mätningar i början av 1990-talet. Antalet övervakningskameror i storstäderna har tredubblats bara de senaste tio åren. Alla dessa säkerhetsåtgärder borde, allt annat lika, få brottsligheten att sjunka. Det har den inte gjort. Andelen svenskar som anger att de har utsatts för våld ärenligt SCB påtagligt högre i dag än den var år 1980. Oron för brott är inte ogrundad

voi sacre

Paulina Neuding spørger sig, hvor lodrette kriminalitetskurverne ville være, hvis svenskerne ikke var blevet så forsigtige. Hvis mange kvinder ikke holdt sig indendørs om aftenerne. Katastrofen har noget med Schengen, og alt med multikulturen at gøre. Århundreders opbygget tillid siver ud af Sverige som fra undervognen af en rusten Volvo.

Der er mange, der ikke begriber, hvordan ser ser ud inde i 90 procent af svenske politikeres hoveder. De er ikke nær så dumme, som de lyder, de ser hvad de har gjort ved landet og hvad de fortsætter med at gøre. Hvorfor skifter de ikke spor, men tværtimod accelererer, er de vanvittige? Jeg har en delforklaring.

Jeg så en lang dokumentar om første verdenskrig for nylig. Allerede i 1916 ved Slaget ved Somme og Verdun senere samme år, var så mange millioner døde til ingen verdens nytte, at det blev politisk og psykologisk umuligt at sige: “Så stopper vi slagteriet her.” Alt for meget var investeret, alt for mange var døde, krigen, kødhakkeren var blevet selvkørende af prestigegrunde. I 1917 og 1918 fortsætter de ufortrødent ved Ypres, Passchendaele, Cambrai, Aisne og Marne. (foto: Voie sacrée (fra Bar-le-Duc til Verdun, kilometersten.)

I 1975 under regeringen Palme vedtog en enig Riksdag – uden folkelig debat, naturligvis – Regeringens proposition 1975:26– heri lovfæstes multikulturen. I 1996 satte regeringen Persson trumf på med Regeringens proposition, 1997/98:16, Sverige, framtiden och mångfalden, igen uden at konsultere befolkningen.

 

Hvis man vil prøve at krybe ind i en svensk politikers hoved, kan man sammenligne ham med politikere og generalstaber i Frankrig og England i 1916. Al prestige er sat på ét kort, milliarder af skattekroner er brugt, en hel generations politiske kongstanke er ved at forlise, volds- og dødsofrene begynder at hobe sig op, grove voldssager er fuldstændigt eksploderet på en generation. Presse og politikere har løjet for folket og er sluppet afsted med det. De kan bare ikke stille sig op og sige: “Vi har forfulgt en katastrofe i 38 år, vi har skadet det land vi har arvet, det folk som har valgt og betalt os og som havde tillid til os – undskyld, vi skifter kurs med det samme.”

Med andre ord: De skal stoppes, og desværre er der ikke nogen folkelig majoritet til at stoppe dem, og der er fremfor alt knapt nok nogen kritisk presse til at mobilisere den. Derfor fortsætter Sveriges vej mod afgrunden uden nogen kursændring eller improvisation.

Man – og især svenskerne – må forstå, at de gamle partier i Sverige har låst deres hænder på ryggen og er uden fri vilje. Det er al deres prestige,der er på spil. Moderaterna kan ikke tranformere sig til danske Venstre overnight, selvom flere og flere af deres medlemmer er ved at ankomme til smertegrænsen med tyve års forsinkelse. De er låste af vedtagne love og årtiers tyrkertro på at have ret, der er ingen vej tilbage for dem udover total fallit. De er, som hvis Columbus sejlede ud imod Amerika, han var bundet til masten på Santa Maria og Amerika slet ikke fandtes. Desværre er hele Sverige ombord. Vores naboland vil forsvinde ud over den afgrund, Columsbus’ sømænd var panisk angste for. –  Se en kort sammenfatning af de to fatale love: Mångkulturens historia i Sverige