Gjesteskribent

Hvis du synes, at dansk politik er præget af klumpspil på midten – og åndslivet (hvis man overhovedet kan anvende dét ord om de sørgelige rester) bader i konformitet – så skal du bare skrue tiden tilbage til slutningen af 1950’erne. Da var det endnu værre.

Det mente i hvert fald den eksklusive litterat og digter Bjørn Poulsen (1918-2000).

Bjørn Poulsen var en af de første redaktører af det litterære tidsskrift Heretica, som udkom fra 1948-53 med berømtheder som Ole Wivel, Martin A. Hansen og Thorkild Bjørnvig i spalterne.

Syv år senere holdt Bjørn Poulsen, nu forlagskonsulent hos Gyldendal, et foredrag for landets absolutte kulturelite på Krogerup Højskole og Louisiana i Humlebæk. Foredraget blev udbygget til en bog med titlen Ideernes krise i åndsliv og politik, og den bog snakkede man meget om dengang. Ikke mindst fordi mødet, bogen og diskussionen – med statsminister Viggo Kampmanns deltagelse og billigelse – førte til oprettelsen af Kulturministeriet året efter.

Det er egentlig paradoksalt. Bjørn Poulsen havde som en af de første netop advaret mod den nye tro, at velfærdsstaten med alle dens godgørende formål var en evighedsmaskine, og at demokratiets idé var blevet ”det konstituerende element i vor kulturelle tænkning”.

Hvad Poulsen mente, var, at velfærdsstaten og den nærmest sakrale henvisning til demokrati, demokrati og atter demokrati var blevet uofficiel statsreligion i Danmark.

Kristendommen var mere eller mindre borte. Nu troede danskerne i stedet på demokrati og velfærdsstat. Det var selvindlysende og underforstået, og akkurat derfor mødte den glidende socialisering, politisering og centralisering af borgernes liv ingen nævneværdig modstand.

Der er gået en lille menneskealder siden. Men vurderingen holder stadig. Der er ikke noget som demokrati og velfærd, der kan få danskernes hjerter til at banke. Where Are We Now, spørger David Bowie således på sit nye singleudspil, hvortil svaret for danskernes vedkommende er: same shit, different day.

Henning Fonsmark – ham med Historien om den danske utopi – skærer det i sin sønderlemmende kritik af den danske velfærdsutopi ud i pap, når han fremhæver, at den ”solidaritet”, som skulle binde velfærdsstaten sammen, omvendt bidrog til dens opløsning.

Bjørn Poulsen var inde på det samme – 30 år forinden. De velvilliges forestilling om velfærdsstatens universelle ydelser til alle hvilede på en prekær præmis om, at borgerne kendte til selvbegrænsning. Men da de op gennem 60’ern, 70’erne, 80’erne og 90’erne blev til klienter, svandt deres hæmninger.

Solidariteten blev med andre ord underløbet af den menneskelige skrøbelighed og magelighed. Folkestyre kræver selvstyre, skrev Poulsen. Korrekt. Men hvad, hvis det personlige selvstyre svigter? Ja, så klasker folkestyret også sammen. Folket var simpelthen kommet på forsorg.

I takt hermed fik vi som bekendt et styre for, af og ved bureaukratiet. Som forleden udmøntede sig i en grotesk besked fra skattevæsenet om, at teenagere skam skal betale skat af deres lommepenge.

Fra denne moderne form for økonomiske forfølgelse er der milevidt til den Bjørn Poulsen, der fremhævede den enkeltes personlighed som demokratiets kerne:

”Personligheden, ikke dens sociale placering, men i dens indre egenskaber, i sandfærdighed, oprigtighed og ansvarsfølelse.”

Tja. Too little, too late.

Det, der for Poulsen var demokratiets inderste kerne, har for længst udviklet sig til dets største problem. Alt, alt for længe har vi set, at det ikke kan betale sig at tage ansvar for sin egen skæbne. Så tror da pokker, at resultatet bliver derefter.

P.S. Bjørn Poulsen skrev op igennem 1970’erne en lang række kronikker i JP. Ville det ikke være noget for JP Forlag at finde dem frem og udgive de bedste?

 

Første gang i Jyllands-Posten 9. januar 2013