Gjesteskribent

Først kom tyskerne, så kom kommunisterne og derefter muslimerne. Muslimsk terror i Danmark er ikke noget, Ulrik Høy frygter. Det er noget, han regner med.

ulrik.hoy

Ulrik Høy, født for 70 år siden og opvokset i Silkeborg, er sin generations bedste avisskribent. Han blev kulturredaktør på Weekendavisen ved et tilfælde i 1984 og boltrede sig dér indtil 2012 inden for et væld af genrer: ledere, klummer, interviews, reportager, nekrologer, bog- og koncertanmeldelser, essays, evangeliske sidebemærkninger og rejsebreve fra den danske provins, som han foretrækker for København, der i hans øjne er grim, rodet, tilsvinet og urimeligt opreklameret. Og rød. Så stoppede han efter 28 år i pressens svinestald, for som han noterer i forordet til den netop udgivne samling af klummer med titlen ”Høy på ord – 70 perler og platugler”, så var han blevet pensionist med »kemo i blodet, laser på øjet, porcelæn i hoften«.

Selv et overfladisk kendskab til Ulrik Høys skriverier er nok til at forstå, han ikke er nogen fan af de moderne tider, slet ikke de seneste med iPads til toårige og en folkeskole, som hellere er et værested end et lærested for slet ikke at tale om islam og EU her, der og allevegne garneret af såvel den folkelige velfærdsklynk som de etablerede eliters evindelige pludren og en generel samfundsudvikling, som han karakteriserer med den tyske betegnelse ”Verschlimmbesserung”, da vi mødes på en hipstercafé i den urimeligt opreklamerede hovedstad. På dansk: forbedring til det værre.

Hvordan vil du beskrive forfaldet kronologisk?

»Det skal jeg sige dig: Da først tyskerne var rejst efter krigen, kom kommunisterne. Efter kommunisterne kom muslimerne. Jeg opfatter islam som en tyrannisk religion, der snylter på religionsfriheden i Danmark. Danske muslimer burde i stedet bruge religionsfriheden til at blive fri for islam, og Danmark er et storartet land til netop den idræt.

Vi fik en forprøve på tingenes tilstand i 1987 med Salman Rushdie-sagen, hvor folk også blev bange. Ja, ikke kun folk, men folkets ledere. Bladfolk, politikere. Islam er en tyrannisk religion, og politikere og medier lod sig tyrannisere. Tv turde ikke vise billeder, skønt mediet har særlige forudsætninger for netop det, skulle man synes, og sådan er det åbenbart stadig. Hvad vi ser, er et knæfald for tyrannerne, på hjemmebane, i gamle Danmark. Muslimsk terror i Danmark er ikke noget, jeg frygter. Det er noget, jeg regner med. Og så håber jeg, at de ansvarlige har taget deres forholdsregler. Efter massakren på Charlie Hebdo er der jo ingen, der er i tvivl om, at det vil ske igen. I Danmark er der 100 Syrienkrigere, dvs. potentielle, religiøse mordere, og 3.000-4.000 sympatisører og masser af våben i omløb. PET er omkring 800 mand. Alene dét gør det fuldstændig uoverkommeligt at standse.«

Hvad er din analyse af det, der bliver kaldt ”det nye højre” i Danmark?

»Det er da kun godt, at der opstår grupperinger af nationalkonservativ tilsnit. Det trækker ikke fra, men det lægger heller ikke meget til, for dansk politik er pragmatisk fra ende til anden. Danske politikere hader idéer og ideologier.

Allerede Bjørn Poulsen skrev i den berømte og nu glemte klassiker ”Idéernes krise i åndsliv og politik” fra 1960, at tænkere, idéfolk og ideologer marginaliseres i de store partier. De opfattes som nørdede og nærmest skadelige. 85 pct. af finansloven nyder bred opbakning, resten kan diskuteres, et par procent skændes man om. Ren symbolpolitik.«

»Anders Fogh Rasmussen snød os allesammen, og det er trist at tænke på. Som statsminister førte han overbudspolitik for at kapre stemmer, og mange lagde ikke rigtig mærke til det, fordi de var så fikserede i deres had til ham i værdidebatten og den med smagsdommerne. Fogh løb fra alle løfter og principper i sin bog ”Fra socialstat til minimalstat”, og i dag har vi så en maksimalstat af den bløde type, hvor alle er på statens side. Hvorfor? Fordi vi er gift med staten. Den ene part i et ægteskab/parforhold er ansat i det offentlige, ofte er det begge parter, og det gør os venlig stemt over for staten. Vi har statsmentalitet i Danmark.«

»Derudover føres vores børn og børnebørn gennem et skoleforløb, der gør dem systembevarende fra vugge til universitet, og politikerne tager pejling af det. I dag er vælgerne stærkere end politikerne. I min tid var det omvendt. Skiftet kom i løbet af 1960’erne, hvor Krag gik til valg på sloganet ”gør gode tider bedre”. Materielt, altså. Partiet forsøgte sig med en vis åndeliggørelse, uden held. »Det er godt, vi har fået det bedre. Det var bedre, om vi have fået det godt”, skrev den kvikke Villy Sørensen.«

Ulrik Høy, du har henrettet mange socialdemokrater i årenes løb. Men pludselig sprang du ud som Helle Thorning-Schmidts væbner. Hvorfor?

»Når vi nu har syv-otte partier i dette land, som træder hinanden over tæerne for at være mest socialdemokratisk for at tækkes hr. og fru Sovs, så siger jeg: Hvad med at vælge en rigtig socialdemokrat, én der selv kalder sig det?

Jeg er ikke socialdemokrat og har aldrig været det. I en bestemt situation, som du gengiver udmærket, pegede jeg på Helle Thorning-Schmidt.

Mit stunt var ren Ridder Rap. Du ved, tegneserien fra Jyllands-Posten, hvor den smukke prinsesse Pomona forulempes af stympere og sorte riddere. Ridder Rap kommer den skønne til undsætning, og sådan galopperede jeg ind på scenen uden dog at drage bort med den udkårne.

Bortset fra det synes jeg stadig, at kampagnen mod hende osede af kvindeforagt og grov nedladenhed. I øvrigt har HT-S vist sig både slidstærk og driftssikker i de forløbne år.«

Les også

-
-
-
-