Søndagsskolen: Omkring kl. 23 nytårsaften indgik jeg et væddemål om en god flaske champagne med en begavet mand, der sympatiserer med regeringen.

Optændt af den gode stemning var jeg sikker i min sag, men da jeg vågnede under transmissionen fra skihoppet i Garmisch-Partenkirchen, begyndte jeg pludselig at tvivle. Førend nordmanden Anders Jacobsen havde vundet, måtte jeg sande, at jeg havde tabt.

Væddemålet gjaldt det faktuelle antal af asylsøgere i 2012 vs. året forinden med afsæt i en uenighed om regeringens lempelser af udlændingepolitikken. Der er ingen reelle lempelser, mente min bordherre. Regeringen viderefører den tidligere regerings kurs, der var skrap over for udlændinge, som vil hertil. Jeg kom vist til at le. Så satte han tal på. Han ville vædde på, at der kun var kommet 2.000 flere asylsøgere til landet i 2012. Dér begik jeg min fejl, sagde top og tilføjede overmodigt, at der bestemt var kommet nogle tusinder flere.

Min fejl bestod i, at jeg gik ind på hans præmis: At 2.000 ikke er særligt mange. Idet jeg glemte, at knap 4.000 personer søgte asyl i Danmark i 2011. En stigning på 2.000 personer ville med andre ord repræsentere en stigning på mere end 50 pct., som man ikke blot kan tilskrive de aktuelle uroligheder i Syrien eller andre steder.

Ifølge seneste skøn blev det samlede antal asylsøgere 6.000 i 2012, hvilket indebærer en stigning i nærheden af 60 pct. Det kan man så synes er fint – À la »vi har brug for arbejdskraften« – eller det modsatte. Men man kan ikke affeje stigningen med, at regeringens politik ingen reel betydning har. Uanset hvordan man ser på sagen, er en stigning på mere end 50 pct. en markant forøgelse.

Når den i selskabelig sammenhæng ikke opleves sådan, hænger det sammen med, at udlændingepolitik efter mange års ballade er blevet tabuiseret af den siddende regering – og såmænd også af oppositionen. Det går jo fint, slap af. Thorning er en lille dukke med en Fogh i maven, så ingen grund til panik. Udlændingepolitik er blevet til lutter tal, der flimrer forbi på skærmen og ikke syner af meget.

Præcis som når nærværende avis på sin forside (3/1) forkynder, at migrationen skifter spor i disse år. Det er de unge, de dygtige og de velhavende, der forsvinder. Ikke overraskende vil ambitiøse mennesker hen, hvor den økonomiske udvikling giver dem lysere fremtidsmuligheder.

Når nyheden og den bagvedliggende analyse alligevel fremstår forkyndende, skyldes det, at den ikke skelner mellem immigranter. Den er kulturblind, hvilket længe har været populær sport blandt akademikere og journalister, men det bliver det jo ikke bedre af, heller ikke når den ledsages af et udsagn om, at »Europa kan blive tvunget til at ændre sin indvandringspolitik og negative retorik«.

Hvad Europa behøver, er kvalificeret indvandring, ikke den altruistiske indvandring; vi har tilladt os i en generation. Desuden er der ingen som helst sandsynlig grund til, at indvandrere, der kommer her uden brugbare færdigheder, ser noget incitament til at vende tilbage til den arabiske sump af sharia og analfabetisme. De vil tværtimod være tilskyndet til at fortsætte deres vandring til den del af Europa, som stadig mener at have råd til universelle velfærdsrettigheder og generøs forsorg af folk, der kommer langvejs fra og gerne lever i små antisamfund.

Kære venner i den journalistiske vindmølleindustri: Europa har ikke mistet sin tiltrækning på mennesker fra dysfunktionelle muslimske stater – og kommer ikke til det, før end Europa er brudt sammen. Dét vil jeg godt vædde på.

Første gang i Jyllands-Posten