Gjesteskribent

Seks gange i løbet af sidste weekend blev der begået gaderøverier i København. Den slags uhyggelige overfald er desværre blevet mere og mere almindelige. I 2011 blev der anmeldt hele 841 gaderøverier i København. Det var en stigning på næsten 30 procent i forhold til året før. Som leder af røverigruppen ved Station Bellahøj, Brian Belling, har formuleret det: På trods af et målrettet arbejde fra politiets side er antallet af gaderøverier eksploderet de seneste år, og de er tilmed blevet grovere. De fleste gerningsmænd truer deres ofre med kniv, men også skydevåben er brugt.
Oplysningerne fra politiet svarer også til oplysningerne fra Københavns dommervagt. Hele 2.099 personer blev sidste år fremstillet i grundlovsforhør og sigtet for grov kriminalitet. Det er det højeste antal i fem år og 202 personer flere end i 2010.
Danmark har hidtil været et særdeles fredeligt land. Er det ved at ændre sig? Det ville i så fald være et enormt samfundsproblem. For vold virker dybt traumatiserende, og ofre for vold må ofte i årevis leve med både fysiske og psykiske ar.
Gaderøverier og hjemmerøverier var stort set ukendte fænomener for få år siden. En hovedårsag er den svækkede grænsekontrol. For gerningsmænd til hjemmerøverier er ofte østeuropæere, og udenlandske statsborgere står ifølge Rigspolitiet bag hvert femte drab i Danmark.
En anden hovedårsag er den fejlslagne integration. Det eneste signalement i alle seks sager fra weekenden er f.eks., at gerningsmændene er arabiske eller afrikanske af udseende. Og det er meget symptomatisk.
BT og Ekstra Bladet har i den seneste tid haft fokus på vold og kriminalitet blandt udlændinge, dvs. typisk efterkommere af indvandrere. Politiets døgnrapporter viser således en markant overvægt af gerningsmænd med anden etnisk herkomst end dansk, når det gælder gaderøverier.
Tilsvarende er omkring to tredjedele af de sigtede, der fremstilles i Københavns dommervagt med krav om varetægtsfængsling, personer af udenlandsk herkomst. Det gjaldt 1.422 af de 2.099 sigtede i 2011, og det er en stigning på 139 personer fra året før. 245 blev fremstillet for vold, hvilket er en kraftig stigning fra 191 i 2009. Antallet af sigtede personer med udenlandsk herkomst har faktisk været konstant stigende i fem år.
Tallene fra dommervagten bliver endnu mere uhyggelige, når man ser på de 15-17-årige. Her er cirka tre fjerdedele af de unge kriminelle af udenlandsk herkomst. Ser man på oplysninger fra Danmarks Statistik, så viser de, at efterkommere står for mere end 3 gange højere (volds)kriminalitet. Generelt er der en klar overkriminalitet blandt ikke-vestlige efterkommere. Næsten hver fjerde af de 20-29-årige mandlige efterkommere blev fundet skyldige i et eller flere forhold i 2010. For personer med dansk oprindelse var den tilsvarende andel otte procent.
Hertil kan man for det første sige, at der skal altså meget til, før man overhovedet får en dom. For det andet bliver rigtig megen kriminalitet især i udlændingedominerede områder overhovedet ikke anmeldt. I visse bydele er det op mod hele 70 procent, hvad angår vold. Der er altså et enormt mørketal. For det tredje: Samtlige ikke-vestlige grupper tæller med. Men f.eks. kinesere har det laveste kriminalitetsniveau blandt udlændinge. Så vi kan kun gisne om, hvad det reelle tal er for de efterkommere, der er mest kriminelle, dvs. dem fra Afrika og Mellemøsten. Det samme mønster ser vi overalt i Europa.
Multikulturalismen er slået fuldkommen fejl. Kristeligt Dagblad kastede for nylig lys over det forhold, at i Danmark udgør muslimer 4,1 procent af befolkningen, men ifølge tal fra Kriminalforsorgen udgør de 19 procent af de indsatte i fængslerne. Omtrent samme tal gør sig gældende i bl.a. Holland, Belgien og England. I Frankrig er det forbudt at lave statistik baseret på etnicitet og religion. Men ifølge eksperter optager muslimer nu 60 procent af fængselscellerne, selvom de kun udgør 12 procent af befolkningen.
Det siger sig selv, at denne overrepræsentation er ekstremt ødelæggende for de mange borgere med udenlandsk herkomst, der bidrager positivt til landet.
Hvad gør man så ved denne uhyggelige udvikling? Enhedslisten har fremsat et udmærket forslag om oprettelsen af en offerfond, der skal hjælpe ofre for grov vold. Det er fint i en tid, hvor man som Claus Meyer mere tænker på at hjælpe gerningsmænd end ofre. Modellen indebærer, at gerningsmanden bliver tvunget til at bidrage til en fond, som skal betale for psykologbistand, mentorordninger og forskning.
Ellers er det betegnende, at politikerne ikke vil lave et effektivt forebyggende arbejde. Københavns Kommune har helt kapituleret. Det er de sociale forhold, der er afgørende, ikke de kriminelles indvandrerbaggrund, som Lea Bryld fra kommunens ’Center for Sikker By’ har udtalt til Den Korte Avis. Det er mærkeligt. For der er en massiv overrepræsentation af kriminelle blandt efterkommere, selv når man korrigerer for sociale og økonomiske forhold.
Og regeringen? Den burde indføre minimumsstraffe for grov vold. Men det gør den næppe. Regeringens retspolitik er nemlig utrolig slap. Regeringen synes også, at det er forfærdeligt, at kriminelle udlændinge bliver udvist.
Derfor ændrer den nu reglerne, så forhærdede kriminelle som Vollsmose-bandelederen Fiz-Fiz ikke udvises. Når regeringen samtidig lemper udlændingepolitikken, så flere vanskeligt integrerbare kan komme til landet, er dens handlinger direkte skadelige.
Det kunne tyde på, at volden og kriminaliteten vil blive ved med at stige i de kommende år.
Artikkelen sto i Berlingske 19. april. Document takker Støvring hjertelig for hans generøse tillatelse til gjenbruk.