Gjesteskribent

Så er det ned til boghandlen. Salman Rushdies erindringer fra to årtier som kældermenneske alias Joseph Anton efter De sataniske vers udkommer i dag på flere sprog, herunder dansk, og de skulle ifølge de første forlydender bl.a. indeholde elegante nedsablinger af kone nr. 1, 2, 3 og 4, og se – det er jo ikke til at stå for.

Det synes de heller ikke I Iran, hvor en vis sheik Hassan Sane’ei netop har hævet prisen på Rushdies hoved – 23 år efter ayatollah Khomeinis første fatwa, som kom sig af, at præstestyret stod og manglede en syndebuk og straks forelskede sig i den bebrillede indisk-britiske forfatter med de søvnige øjelåg og den distinkte udtale.

“Ham tager vi”, sagde Ypperstepræsten, der ellers ikke var kendt for at læse andet end tegneserier, og snart faldt død om. Teheran kogte. Bradford brændte. Og Tøger Seidenfaden hyldede Rushdie – for snart at komme på bedre tanker, da det hele ikke længere var så litterært og lækkert, og jyderne begyndte at tegne alt muligt.

Dags dato er Rushdies kursværdi knap 19 mio. kr., det er 2,5 mio. kr. mere end dengang. Som den satiriker han også er, vil det nok glæde forfatteren i disse globale krisetider, at hans egne aktier er stigende, mens så godt som alt andet synker.

Det er nu alligevel svært at fatwa, undskyld, fatte. Herregud, manden har bare skrevet en roman, endda en lang og temmelig svær roman med et multivers af stemmer, dvs. opfundet en historie og tilladt sig at sælge den på markedet via sit forlag. Men sådan spiller klaveret ikke i den muslimske verden. For det skal han halalslagtes. Hvis ikke ham, så hans udgivere eller oversættere – eller læsere. Angiveligt fordi forfatteren i et anfald af storhedsvanvid lod Satan skrive et par vers i Koranen og frivolt forestillede sig et fiktivt bordel, hvor skøgerne var opkaldt efter Muhammeds hustruer.

Som vi har lært igen og igen, selv her i Lidenlund, er fiktion ikke bare fiktion, og kruseduller ikke bare kruseduller. Slet ikke hvis der er et par danske imamer indblandet.

Rushdie var begyndelsen, vist var han det. Men på en måde var han også afslutningen. Afslutningen på den illusion, at mange muslimer kan leve fredeligt med andre mennesker i og udenfor deres egne lande, hvor dissens, kritik og fri fantasi er dagens orden. Så har vi balladen – fra Slagelse til Sydney.

De fleste – selv dem, der nøjes med DR og TV 2 – har nok hørt om den seneste Muhammedfilm, der ikke ligefrem glimrer ved sit dramaturgiske greb eller raffinerede skuespilpræstationer. Det er rendyrket amatørisme. Men selv amatører har ytringsfrihed i vores del af verden. Også selvom de fornærmer Muhammed, hans hustruer, hans kameler – eller hans utallige efterkommere. Eller dvs. præcis lige så længe, vi i Vesten ikke giver efter for det kolossale pres, der kommer fra muslimske organisationer og vestlige medløbere for at stoppe “misbruget” af ytringsfriheden, men modstår det og giver fanden i deres protester.

Færre har nok lagt mærke til den dokumentarudsendelse, som den Cambridge-uddannede historiker Tom Holland for nylig har lavet om Koranens forhistorie og produceret for den britiske tv-station Channel 4. Udsendelsen har udløst et ramaskrig fra vrede muslimer og fået stationen til at aflyse et debatmøde af sikkerhedsgrunde, og sådan kan vi blive ved og ved. Ikke engang akademiske diskussioner går ram forbi. Muslimer læser, ser og hører tilsyneladende alt, og man må beundre deres enorme appetit på provokativt materiale, om det så kommer fra USA, Cambridge eller Viby J.

Gud, hvor er jeg træt af det. Men der er ingen udvej. The Torture Never Stops, som Captain Beefheart skråler og brummer med udødelige Zappa. Pludselig er det ikke så svært at fatte. Det er Rushdie eller ingenting.

 

Les også

-
-
-
-
-