Gjesteskribent

Netop hjemkommen fra Skåne kan jeg konstatere, at jeg fik bekræftet min viden fra tidligere år: Svenske aviser, og måske især Aftonbladet, ligger så langt væk fra en pluralistisk, demokratisk tankegang, så man må genoverveje, hvad man skal kalde den svenske styreform, mediernes magt in mente. Lad os se nærmere på netop Aftonbladet, Sveriges mest læste avis. Avisens politiske linje i udlændingespørgsmål ligger markant til venstre for den, som Politiken og Information indtager. Læs f.eks. følgende uddrag af en lederartikel fra den 30. juli, “Ta rasismen på allvar – den finns i vardagen.” Efter at have nedgjort den gennemsnitlige vælger af Sverigedemokraterne, som “utmärker sig genom sitt kompakta misstroende för samhällets institutioner”, afleveres følgende:

“Men en rasist kan också ha utbildning och en månadslön på cirka 100 000 kronor i månaden, bo i totalrenoverad villa och ha tjänestebostad i centrala Stockholm. Fråga bara Jimmie Åkesson.”

Jimmie Åkesson er som bekendt formand for Sverigedemokraterne. En lignende udtalelse i en dansk avis ville have været en strafbar injurie og ville være blevet dømt som en sådan, var journalisten blevet trukket i retten. Men det er ikke Danmark, det her. Det er Sverige, og dér gælder andre regler.

“Debatsiderne”

Læsernes bidrag til avisen er af en sådan karakter, så det er en hån at tale om “debatt” og “Vad tycker du?” Der er afsat to sider, i tabloidformat, og den ene side udfyldes næsten helt af en professionel debattør fra eliten, en politiker, en fagforeningsrepræsentant, en professor eller lignende. Den sidste ynkelige side – som kan være ned til en halv side på grund af reklamer – er så overladt læserne. Og lad mig garantere, at der blandt læserbrevene af som regel ca. 70 ords længde ikke findes nogen, der kan få blodtrykket op. Ingen overhovedet. Lidt om kongen, lidt om mad, lidt om underholdning, og det er så det.

Hvad der ellers gør det ud for “debat” i Aftonbladet, udfyldes af avisens egne journalister eller af den usalige Jan Guillou og tilliggende aftapninger. Ingen oppositionelle stemmer høres. En demokratisk skandale, intet mindre.

Tæsk til eget folk

En yndet sport i Aftonbladet er at lade de etniske svenskere vide, at de skal skamme sig. Og hvis de ikke skal det, så i hvert fald være klar over, hvor bondske de var, før den velsignede indvandring fra den ikke-vestlige verden tog fart. Om den nu dømte Peter Mangs fra Malmø, der som seriemorder er fundet skyldig i to mord, fire mordforsøg samt tre tilfælde af grove trusler, hedder det den 25. juli, at

“Även om det 2012 visar sig att Peter Mangs har en allvarlig psykisk störning speglade han ändå ett främlingsfientligt samhälle. Han valde at skjuta just invandrare.”

I Europas hastigst forandrede land – 500.000 flere indbyggere mellem 2004 og 2011 – eksisterer der altså fortsat et “främlingsfientligt samhälle.” De etniske svenskere er nogle bæster, der må tage medskyld for Sverigedemokraterne, Anders Breivik og Peter Mangs i en pærevælling.

Dagen efter i Aftonbladet, den 26. juli, var det så journalist Oisin Cantwell, der ved hjælp af adoptivbarnet Marika Carlsson fra Etiopien, fik skovlen under Medelsvensson. Marika Carlsson er just kåret til årets kvindelige komiker i Sverige, og hun er da også enestående, må man mene, når hun kan levere følgende perle, her i Oisin Cantwells referat:

“”Hon [Marika Carlsson] berätter på pigg skånska hur irriterad hon kunde bli som liten då folk förklarade att hon skulle vara glad över att ha få kommit til Sverige. Nej, du ska vara glad över att jag har kommit hit och livat upp ditt trista liv.”

Man bliver ganske rørt, både over adoptivbarnets særlige form for taknemmelighed, men så sandelig også over Aftonbladets journalist Oisin Cantwells lyst til at indvie læserne i den for de etniske svenskere ændrede virkelighed.

Det ensrettede demokrati

Det er inden for en lille uge, at jeg har kunnet finde disse groteske eksempler i Aftonbladet. Der er ikke i disse dages Aftonbladet blot antydningen af noget, der trækker i en anden retning. Vor hjemlige Politiken og Information er ikke på noget tidspunkt sunket så dybt, så den anden side ikke i det mindste får et gran spalteplads i ny og næ.

På Sveriges næstmest læste avis, Expressen, ser det ud til at stå præcis lige så galt til. Fra min noget afsidesliggende residens i Skåne er det ikke lykkedes mig at få fat i andre landsdækkende aviser. Er der håb andetsteds, vil det være godt. Jeg tillader mig dog at tvivle.

Sverige anno 2012 er på et afgørende punkt ikke for et demokratisk land at regne. I et demokrati er det en ubrydelig betingelse, at alle rimelige meninger får lov at komme til orde. Sverige er i gang med en befolkningsforandring helt uden sidestykke, selv i en nutidig vestlig sammenhæng, USA dog undtaget.

At man på Aftonbladet ikke lægger spalteplads til andre meninger end ovenstående, er et demokratisk sygdomstegn af første rang, emnets betydningsfulde karakter taget i betragtning.

Man savner næsten ord, når man skal beskrive forholdene hinsidan. Må nogen dog hjælpe de arme svenskere.