Gjesteskribent

Korrekt, ingen nyhed. Der er kun én Zlatan Ibrahimović, og lad os runde det Herrens år 2011 af med den svenske ballademager og megastjerne.

Ikke fordi han er en eminent fodboldspiller. Det er han unægtelig. Heller ikke, fordi han sandsynligvis vil tiltrække sig sin del af opmærksomheden ved næste års europamesterskab i fodbold i Polen og Ukraine, hvor Danmark i øvrigt får travlt med at dæmme op for Tyskland, Holland og Portugal i den indledende runde.

Næ, lad os runde året af med Zlatan, fordi han for nylig udgav sin selvbiografi under stort kalas i Sverige. Bogen Jag är Zlatan er hans guldindbundne beretning i en alder af 30 fortalt til journalisten David Lagercrantz og udgivet på det fineste fine: Albert Bonniers förlag. Og solgt i nærved 500.000 eksemplarer i Sverige.

Zlatan, den fortabte søn. Alfahan og underhund. 2.g’eren med guldstøvlerne, der blev solgt til Ajax Amsterdam for 85 mil, mens han driblede rundt i anden division hos Malmö FF som teenagetalent. Ved underskrivelsen af kontrakten blev der skålet i dyre dråber. Skal man tro hans officielle historie, var det første gang, cykeltyven fra forstadssverige smagte champagne.

Der kom snart mere champus, succes og store biler, og som en anden prins Paris blev vor helt gift med den smukke Helena og fik to blonde sønner.

Men der kom også kollision – med trænere, medspillere, medier og svensk misundelse – ligesom der havde været før, ja, hele tiden. Ved siden af denne Illiade om fodbold og mandighed er historien om Prins Zlatan en historie om det moderne Sverige fuld af immigranter.

Bogen er fortalt i episoder med vægt på kronologi, og det fungerer godt. Fortællingen er klassisk: Zlatan er den grimme ælling, men fodbolden er hans redning. Det er Min kamp om igen – bare uden Hitler og uden Knausgård.

Til gengæld løfter selvrefleksionerne sig sjældent over me-macho-you-Jane-niveauet, skønt det virker autentisk. Zlatan er lidt af en bølle, en bølle med en vis charme, hvis man ellers er kørt træt i femimænd og fissekultur, og Zlatans ego har en befriende energi hinsides al jantelov, afleveret på et uforligneligt jugo-skånsk som f.eks. her:

Jag kör min stil. Jag skiter i vad folk tycker och jag har aldrig trivts bland ordningsmän. Jag giller grabbar som kör mott rött, om ni fattar vad jag menar… Jag triggas av hat och revansch.

Bogen er proppet med en masse detaljer om storklubber som Barcelona, Inter, Ajax, mål og kampe, som må være rent guf for fodboldnørder og drenge i korte short, ligesom der er sigende episoder fra det frontale møde med professionel fodbold, når den er mest kynisk.

Det, der gjorde størst indtryk på undertegnede, er imidlertid bogens beskrivelse af Zlatans isolation i forhold til det omgivende samfund. Zlatan lever som på en ø. Formelt i Sverige, men kun formelt. Reelt bor han i Rosengård, hvor han er den evige immigrant side om side med tusinder andre, for hvem Malmø kunne være en by i Rusland. Integration? Må vi lige være her.

Rosengård ligger få km syd for Malmøs centrum, men Zlatan, født og opvokset i forstaden, er 17 år, første gang han sætter sine fødder på Gustav Adolfs torg i den gamle bymidte. Sytten! Og han føler sig som en fremmed.

Det er han sandelig også. Som enhver vil vide, er der det hvide Sverige, og så er der et helt andet Sverige ude i forstæderne.Two worlds apart, som Villy ville sige efter et sprogkursus i ministeriet.

Zlatans bosniske far og kroatiske mor blev gift, så faren kunne få opholdstilladelse i Sverige, og skilt få år efter, fordi de ikke kunne sammen. Først boede ungerne hos moren, siden flyttede Zlatan ind hos faren, der var alkoholisk. Det gik heller ikke, så tilbage igen. På samme måde med diverse skoler, ud og ind, pjæk, slendrian og specialundervisning.

Zlatans helte var Bruce Lee og Muhammed Ali, ikke Ingemar Stenmark, Bjørn Borg, ishockey-landsholdet, der lige så godt kunne have befundet sig på Mars. Ligesom den svenske målmandshelt Thomas Ravelli, som omtales i et karakteristisk klip:

Jeg havde aldrig hørt om ham, ikke at jeg indrømmede det. Jeg ville ikke røbe mig, og selvfølgelig havde jeg set VM i fodbold. Men altså, jeg var fra Rosengård! Jeg sked fuldstændigt på svenskerne. Jeg holdt med brasserne, med Romário og Bebeto og dem, og det eneste, der interesserede mig ved Ravelli var hans shorts. Jeg overvejede, om jeg kunne stjæle et lignende par et eller andet sted.

Af samme grund kan det knap nok overraske, at Zlatan var 20 år, før han så en svensk film – for som han selv forklarer:

Svensk tv var der ingen, der så. Det fandtes simpelthen ikke på landkortet. Vi levede i en helt anden verden.

Når der var slagsmål i luften, var det derfor også Rosengård mod Resten, som under en festival, hvor Zlatan var med til at jage en flok “racister” fra Malmø på flugt. Havde det ikke været for fodbolden, var han blevet kriminel, det erkender han selv.

Det er Zlatans lakoniske stil, der bedst sammenfatter, hvor autonomt han levede sin barndom og ungdom i forhold til resten af Sverige. Og så er hans personlige beretning vel at mærke en kolossal succeshistorie. Andre – mindre talentfulde børn af indvandrere – kan fortælle en noget mere grum historie fra ghettoen. Uden Ferrari. Uden millioner. Uden Helena. Uden exit. Fanget i Troja.

Zlatan er undtagelsen, ikke reglen.

 

Mikael Jalving er historiker og kommunikationsrådgiver


Forfatter til bl.a. Absolut Sverige (2011), Mig og Muhammed (2010) og Magt og ret (2007)

 

Første gang i Jyllands-Posten 29/12.

 

Document takker Jalving for tillatelse til å gjengi hans artikler.

Les også

-
-
-
-
-
-
-