Et tilbakeblikk på de seks år som er gått siden karikaturene ble publisert får Uwe Max Jensen og Helle Merete Brix til å dra en nedslående konklusjon: Vi står midt oppe i en kamp vi risikerer å tape. Det ene tilbakeslag følger det andre. Tilsynelatende.

Det er ikke lenge siden Kurt Westergaard måtte forlate Oslo uten å kunne opptre offentlig.

Det er riktig. Men taper vi? Den forestillingen kan bli selvoppfyllende. Motstanden er større enn man kan tro. En bør ikke bedømme situasjonen ut fra overflaten: trussel og kunstner og myndigheter som bøyer av. Sannheten er mer kompleks.

Men journalistparets oppsummering er korrekt nok.

Vi står i øjeblikket i en kulturkamp, som vi risikerer at tabe. At det er kommet så vidt, og at det er sket så hurtigt, er skræmmende. 30. september 2005 publicerede Jyllands-Posten 12 Muhammed-tegninger. I februar 2006 fulgte optøjerne i Mellemøsten. Det fik avisens daværende chefredaktør Carsten Juste til at slå fast, at kræfter udefra ikke skulle bestemme over indholdet i avisen. I februar 2008 anholdt PET tre mænd, der var i gang med at forberede et drab på Kurt Westergaard. I forlængelse af anholdelserne valgte 17 danske aviser at trykke Westergaards tegning. På lederplads skrev aviserne om, hvorfor de genoptrykte tegningen.

I oktober 2009 blev to nordamerikanere anholdt for at planlægge et attentat mod Jyllands-Postens redaktion i København. Ingen danske aviser bragte Westergaards tegning, men flere aviser skrev nu, hvorfor de IKKE bragte den. Anholdelserne i USA førte samtidig til, at Ekstra Bladets chefredaktør i en intern mail til alle medarbejdere udstedte et forbud mod at bringe tegningen.

Øksemandens anslag

Nytårsdag 2010 forsøgte en somalisk mand at slå Kurt Westergaard ihjel. Sent om aftenen trængte han ind i tegnerens hjem bevæbnet med en økse og en stor kniv. Tegneren befandt sig ved toilettet, der også fungerer som boligens sikringsrum, og søgte tilflugt der. I stuen sad Westergaards barnebarn, hvilket fik Ekstra Bladet til at anklage tegneren for at være en kujon.

I september samme år blev en tjetjener anholdt. Han var i færd med at lave en brevbombe. Den gik af ved et uheld, og tjetjeneren og et toilet på Hotel Jørgensen, hvor han var indlogeret, blev de eneste ofre for bomben, der var tiltænkt Jyllands-Posten. I december anholdt PET fire mænd for at forberede et terrorangreb mod Jyllands-Postens redaktion på Rådhuspladsen.

Midt under den netop overståede valgkamp kom det frem, at en kendt norsk kriminel ville bombe Kurt Westergaard. Sagen blev ikke dagsordensættende. Terror mod tegnere er blevet hverdag. Man dræber da tegnere.

Er det ikke riktigere å si at det er en ulik kamp? Demokrater er ikke spesielt gode til å slåss. De kan ikke riktig tro at noen vil dem ondt. Det tar tid før de våkner.

Det spesielle med situasjonen er at myndigheter og en politisk-kulturell elite sender ut signaler om at alt er ok, sånn i det store og hele, hvis man bare oppfører seg pent. Det er de gode gamle borgerligheten i ny innpakning. Det skjer intet med den som oppfører seg. Denne innbilte naiviteten har borgerskapet alltid omgitt seg med. Dens diskrete charm. De har tillempet den under alle styresett: det vil helst gå bra. Hvis man bare legger godviljen til. For intet skjer den som tilpasser seg.

Men hva når reglene endres, hva er det da man tilpasser seg?

Å konstatere at vi taper blir nettopp å tilpasse seg den defaitismen som er borgerskapets. Faktum er at motstanden er stor og voksende, men den sliter med å finne egnede kanaler. Folk frykter sanksjoner og represalier.

Folk som Lars Vilks og Kurt Westergaard betaler en uhyggelig stor pris for at vi andre skal få tid nok til å forstå hva som foregår. Vi skylder dem å lære fort.

Man dræber da tegnere
Af Helle Merete Brix og Uwe Max Jensen, for HRS