Sakset/Fra hofta

Den mest overordnede forklaring på afviklingen af det svenske forsvar er Berlinmurens fald i november 1989 og Den Kolde Krigs afslutning.

Det gælder for Sverige som for andre vestlige lande, hvor politikere og iagttagere talte om “fredsdividende” og aldrig mere krig. Når fjenderne var væk, kunne de nationale forsvar også beskæres og besparelsen komme de civile samfund til gode.

Men en anden og mere delikat forklaring er typisk svensk, fremhæver freds- og konfliktforsker ved Lunds Universitet, Wilhelm Agrell. Nemlig den svenske forkærlighed for det internationale:

Vi har altid haft noget med det store udland, som vi gerne vil sammenlignes med. Vi ser os selv som en stormagt i miniature. Da amerikanerne og russerne udviklede atombomben, ville vi også have en i 50’erne. Og da det amerikanske militær i 90’erne overgik til en ny højteknologisk og offensiv forsvarsstrategi, kopierede vi dem blindt. Vi vil altid gerne følge supermagterne, også når det gælder krig og fred.

Det afgørende klokkeslag var kort efter den første Golfkrig i Kuwait i 1991, hvor Saddam Husseins tropper blev nedkæmpet på rekordtid. Krigen blev af den daværende svenske militærledelse opfattet som en revolutionær begivenhed. Belært af amerikanernes teknologiske overlegenhed mod en konventionel hær som den irakiske, skulle man også i Sverige overgå til en helt ny avanceret form for krigsførelse. Og det i en vis fart. Sverige skulle således tage det store spring fremad, om ikke maoistisk, så teknologisk, lægge såvel fortid som nutid bag sig og hoppe direkte ind i fremtiden.

Disse nye tanker kom ikke fra politikerne, men fra militærets øverste ledelse, personificeret af den tidligere flyvevåbengeneral Owe Wiktorin, der var forsvarets øverstbefalende 1994-2000, og Johan Kihl, chef for forsvarets overkommando frem til 2004. Mere end nogen andre var disse strategiske chefer drivende for en ny optimistisk og aktivistisk doktrin, der baserede sig på det skøn, at det traditionelle kystforsvar havde mistet sin relevans, og som snart skulle udruste og udstationere svenske tropper i Afrika og Afghanistan.

Folk uden forsvar – forsvar uden folk

Hvad der skete her, fik store konsekvenser, vurderer Wilhelm Agrell:

Forsvaret behøvede simpelthen ikke medborgere længere, ligesom medborgerne antageligvis ikke behøvede et i samfundet og hverdagen nærværende forsvar.

I den nye forsvarsstruktur sørgede den nye ledelse for at afskaffe de respektive chefer for hæren, søværnet og flyvevåbenet, der hidtil havde udgjort de administrative bremseklodser for organisatoriske og strategiske reformer op gennem det 20. århundrede. I stedet indsatte man magtløse inspektører, der hverken ville eller kunne stille noget op for den pågående omkalfatring. Dermed sørgede Wiktorin, Kihl m.fl. for, at der aldrig opstod nogen kontrarevolutionær opposition internt.

Endelig demonterede man de tidligere militærområder Nord-, Syd- og Mellemsverige, fordi den militære ledelse ikke længere mente, at Sveriges geografiske størrelse spillede en rolle for organiseringen af forsvaret.
Det er den nærmest skødesløse optimisme og den nærmest barnlige revolutionære ånd, der springer i øjnene dengang som nu, men politikerne og regeringen fandt tankerne interessante. Og brugbare. Som så ofte før var det først og fremmest økonomiske hensyn, der var udslagsgivende for forsvarets mission og vision.

Wilhelm Agrell taler om foreningen af to separate drømme. Den ene var militærledelsens drøm om det store spring ind i fremtiden. Den anden var politikernes drøm om aldrig mere krig og evig fred, demokrati og enighed. Ikke overraskende tog politikerne militærets ledelse på ordet, og fra da af var der ingen vej tilbage. Det nye fjerne og abstrakte svenske forsvar forende de to drømme og realiserede deres herredømme.

Fra det øjeblik fangede bordet, og alle de gamle argumenter om forsvarets folkelige forankring og nødvendigheden af geostrategiske hensyn forsvandt bogstaveligt talt fra den ene dag til den anden. Derfor var afskaffelsen af den almene værnepligt i efteråret 2010 fuldkommen i tråd med den nye logik, og som den svenske freds- og konfliktforsker minder om med et glimt i øjet, udløser ønsketænkning altid god retorik. Change. Hope. I have a dream. Etcetera.

Afmonteringen var tilendebragt. Mission accomplished. Forsvaret var noget, svenskerne havde i udlandet, ikke på svensk jord, i svensk farvand eller luftrum, og Sverige var på sæt og vis blevet en by i Afghanistan. Det nationale invasionsforsvar var gået konkurs hurtigere end Lehman Brothers. EU og NATO, begge storproducenter af positiv retorik fremtidens komme, havde erstattet det.

Tilbage stod et forsvar uden folk og et folk uden forsvar.

Næsten ligesom i Danmark, men det er en anden historie.

Wilhelm Agrell: Fredens illusioner. Det svenska nationella försvarets nedgång och fall 1988-2009, Stockholm: Atlantis 2010, 285 sider, 285 SEK.

Først publisert som blogginnlegg i Jyllands-Posten. Document.no er takknemlig for tillatelse til å republisere.

Første del: