Gjesteskribent

På Lunds Universitet sidder den 60-årige freds- og konfliktforsker Wilhelm Agrell en vinterdag og kigger ud gennem de store vinduer kun et stenkast fra statuen af Tycho Brahe og universitetets planetarium.

Agrell er professor i efterretningsanalyse og disputerede i 1985 på en diger afhandling om opbygningen af det svenske forsvar efter 1945, men har kontor på Sölvegatan, hvor universitetets naturvidenskabelige fakultet og afdelinger holder til.

I det nærliggende Astronomihuset studeres galaksernes planetsystemer og forudsætningerne for liv, og på Pufendorf Institute for Advanced Studies henne om hjørnet, i et pragtfuldt palæ, leder svenske forskere efter liv i rummet.
Wilhelm Agrell er på sporet af et lidt mere jordisk anliggende. Hans spørgsmål er, om der stadig er liv i det militære forsvar af Sverige?

Efter at have undersøgt sagen i tre år er hans svar nej. Der er ikke længere noget svensk forsvar – i betydningen et territorielt og defensivt forsvar af landets geografi, befolkning og infrastruktur.

Dokumentationen for denne vidtgående påstand lægges frem i den nørdede, alvorstunge bog Fredens illusioner. Det nationella försvarets nedgång och fall 1988-2009, der udkom i efteråret – uden nævneværdig diskussion i svenske medier. En anmeldelse og en signeret leder – begge særdeles positive – men ellers ingen kommentarer. Slet ikke fra forsvarets ledelse, endsige regeringen.

Den svenske gåde

Til gengæld er professoren blevet kontaktet af begejstrede og bekymrede læsere lige fra lægfolk til såvel aktive som pensionerede militærfolk, beretter Wilhelm Agrell, da vi har hentet kaffe i universitære plastickopper, og han byder på medbragte chokoladekiks på sit kontor, hvor stakke af bøger, papirer, notater og to store Apple-skærme sætter en vis begrænsning på armbevægelserne.

“De bekymrede og skuffede militærfolk er glade for min bog, men fortæller mig, at det faktisk står endnu værre til end jeg beskriver”, siger Agrell. “De har ikke længere tillid til den militære ledelse af Sverige”, tilføjer han.

Hvordan det militære forsvar af Sverige, der op gennem Den Kolde Krig blev udrustet med den nyeste teknik og våbentyper, båret frem af en stærk folkelig opbakning, værnepligt, hjemmeværn og verdenskendt krigsindustri – med andre ord: det mest moderne forsvar, Sverige nogensinde havde haft – kunne fordufte i løbet af ganske få år, er en gåde.

Også for professor Agrell, der kom på sporet af sagen nærmest ved et tilfælde, da han for seks-syv år siden underviste i historie på en officersskole i Västergötland.

Her fortalte nogle af officererne, at alle de oplistede divisioner og bataljoner i det svenske forsvar kun fandtes på papiret. I virkeligheden var de ikke kampklar, ligesom deres materiel og reservedele var spredt for vejr og vind rundt omkring i det store land. Vist kunne man finde en kampvognsdivision her og et kompagni der, men der var ingen sammenhængende plan, organisation og logistik, og bataljonerne havde ikke afholdt øvelser sammen og kunne ikke mobiliseres.

Sverige var kort sagt ukampdygtig.

Wilhelm Agrell minder om, at krig betyder koordineret og kontrolleret magtanvendelse, idet han siger:

Da jeg begyndte at undersøge tilstanden i det svenske territorialforsvar, opdagede jeg skridt for skridt, at der ingen koordination fandtes. Der fandtes heller ingen mobiliseringsplaner, ingen fælles øvelser og praktiske forberedelser på krig. Man stod med et atomiseret forsvar, et virtuelt forsvar, og Sverige var i løbet af ganske få år – og helt foruden almenhedens kendskab – gået fra et reelt eksisterende forsvar til et fiktivt forsvar.
I bogen konkluderer han, at det nationale forsvar var kommet til at fremstå som “noget irrelevant, forældet og nærmest pinligt”.

I 1982 var der ca. 700.000 mand i det svenske forsvar efter en mobilisering på et par uger. 25 år senere var der ca. 40.000 mænd og kvinder, som tidligst ville kunne mobiliseres i løbet af et år. Udgifterne i 2007 var dog stort set uændrede i forhold til 1982 målt i faste priser, ca. 40 mia. svenske kr. om året.

Hvordan kunne det ske?

Der var og er tale om et vaskeægte mysterium – for såvel forsvaret selv som for forsvarspolitikerne – og allermest for den svenske offentlighed. Agrell gravede sig ned i dokumenterne, og jo mere han fandt, jo mere forbavset blev han. I bogen hedder det: “Det nationale forsvar blev ikke afskaffet, men en dag var det der bare ikke mere”.

Som en hovedpine. Eller en færdighed, man mister.

Opprinnelig som blogpost i Jyllands-Posten 16.02.211

Document.no er uhyre takknemlig for tillatelse til å publisere disse viktige artikler.

Les også

-
-
-
-
-
-