Gjesteskribent

Enten vinder islamisterne, der er inspireret af den islamiske erobringsperiode på det indiske subkontinent, eller den vestlige civilisation vinder ved at være på vagt over for islamister og deres strategier. Europæerne bliver nødt til at se alvorligt på, hvordan islam blev den næststørste religion i verden.

Da pave Benedikt XVI citerede den byzantinske kejser Manuel II Paleologos, som stillede sig kritisk over for islam, bragte det Vatikanet ud i en international krise, der mindede os om den danske sag om Muhammed-tegningerne. Nu er det fem år siden, tegningerne blev trykt første gang, men verden står fortsat over for samme udfordring: Er vi parat til at stå fast på vores ytringsfrihed og stille de relevante kritiske spørgsmål for at se tingene i det rette historiske perspektiv? Et af de vigtigste spørgsmål, som få vover at berøre, er, hvad sandheden om islams fortid egentlig er. Jeg påstår, at for at forstå islams fremtid i Europa, og dermed også den vestlige civilisations fremtid, er man nødt til at forstå islams fortid i Asien, herunder i Indien.

Islamisk herredømme kom til det indiske subkontinent fra Mellemøsten i det 8. århundrede, da Mohammad bin Qasim erobrede Sindh-provinsen, der ligger i det nuværende Pakistan. Erobringen blev yderligere fastslået, da Qutb-ud-din Aybak erobrede Delhi i 1206 og derfra begyndte at regere subkontinentet. Resultatet blev, at der i det 15. og 16. århundrede blev etableret et omfattende moguldynasti i Indien. Det lykkedes således for relativt få islamiske guerillakrigere at sejre over en hel hinduistisk civilisation i Indien og regere hele det indiske subkontinent i flere hundrede år. Moguldynastiet blev først omstyrtet, da briterne erobrede magten i Indien i 1857.

Efter flere århundreders islamisk tilstedeværelse er det stadig således, at hinduer og muslimer bor hver for sig i deres egne områder i storbyer i Indien. Jeg er vokset op med, at religiøse optøjer mellem hinduer og muslimer næsten hvert år resulterede i, at flere hundrede mennesker blev dræbt i den delstat, Gujarat, i Indien, hvor jeg boede.

Europæerne bliver nødt til at se alvorligt på, hvordan islam blev den næststørste religion i verden. Nobelprismodtageren og forfatteren V.S. Naipaul fattede sig i korthed ved at sige, at islam forventer total underkastelse af sine tilhængere. Konvertitter er tvunget til at glemme deres oprindelige kulturelle baggrund. Det er hans konklusion efter mange års rejser i asiatiske lande. Med rette omtaler han i titlen på en af sine bøger Indien som en »wounded civilization« (en såret civilisation). Og der er mildest talt historisk belæg for det. Da islamiske herskere kom til Indien, blev millioner af hinduer slagtet, og andre millioner konverterede under tvang.

Historikeren Will Durant siger i sin bog »The Story of Civilization: Our Oriental Heritage«: »Islams erobring af Indien er sandsynligvis den blodigste historie gennem tiderne. Det er en nedslående beretning, for moralen er, at civilisationen er et værdifuldt gode, hvis skrøbelige orden og frihed til enhver tid kan omstyrtes af barbarer, der invaderer udefra og mangfoldiggør sig indefra. Næsten alle muslimer i Sydasien er efterkommere efter svagere elementer i befolkningen, der gav efter over for tvungen konvertering til islam.« Islamiske historikere beskriver med stolthed, hvordan hinduistiske kvinder og børn blev solgt på slavemarkeder, og hvordan millioner konverterede i perioden mellem 800-1700 e.Kr. i Indien. Kun to grupper gjorde kraftig modstand mod islams fremmarch i Indien: sikherne i nord og marathaerne i syd. Havde det ikke været for disse to grupper, havde hele den indiske befolkning i dag været muslimer.

Aktuelt er 80 pct. af den indiske befolkning hinduer, og 2 pct. er sikher, som primært bor i Punjab-provinsen. Sikherne er blevet belønnet for deres historiske indsats ved, at over 15 pct. af den indiske hær udgøres af sikher. Der bor ca. en halv million sikher i Storbritannien, og mange af dem er efterkommere efter sikher, der kæmpede på briternes side under 2. Verdenskrig.

Will Durants påstand støttes af en tysk historiker, Dr. Koenraad Elst, som siger: »Den muslimske erobring, som fortsatte indtil det 16. århundrede, var for hinduerne helt enkelt en kamp på liv og død. Hele byer blev brændt og befolkningen dræbt. Flere hundredetusinde blev dræbt under hvert erobringstogt, og et lige så stort antal blev deporteret som slaver. Lederen af hver ny invasion skabte sit eget (ofte bogstaveligt talt) bjerg af hindukranier. Således blev erobringen af Afghanistan i år 1000 fulgt af udryddelse af den hinduistiske befolkning; regionen hedder stadig Hindu Kush, hvilket betyder Hindu Massakre.«

Mange historikere anslår, at 80 millioner mennesker mistede livet på det indiske subkontinent under den islamiske erobring. Professor K.S. Lal, som også har beskæftiget sig med samme emne, skønner i sin bog »Growth of Muslim Population in India« ligeledes, at antallet af hinduer i Sydasien faldt med 80 millioner mellem 1000 og 1500 e.Kr. Hinduer fik under flere hundrede års islamisk herredømme som regel ikke engang status som dhimmier (beskyttede mindretal). Denne status blev som regel kun tildelt jøder og kristne. I nyere tid blev ca. en halv million af de hinduer, der i 1947 boede i Pakistan, dræbt og de resterende ca. 7 millioner sendt på flugt til Indien, da Indien og Pakistan blev erklæret selstændige nationer.

I den nuværende konflikt i Kashmir-provinsen i Indien er en kvart million hinduer siden 1990 blevet tvunget bort fra Kashmir, den eneste indiske delstat med muslimsk flertal. Den etniske udrensning af hinduer fra Kashmir er foregået i henhold til islamisternes strategi med at »dræbe 1 og fordrive 100«. I 1971, hvor Bangladesh blev et uafhængigt land, har menneskerettighedsorganisationer dokumenteret, at den pakistanske hær dræbte 2,4 millioner hinduer, der på daværende tidspunkt var bosat i Bangladesh. Endnu en gang blev mange hinduer tvunget til at flygte til Indien.

Den franske forfatter François Gautier har udtalt, at den massakre, som muslimerne begik i Indien, ikke i omfang er overgået af andre folkemord i historien. Ifølge ham var den større end nazisternes Holocaust, større end tyrkernes massakre på armenierne, og mere omfattende end spaniernes og portugisernes nedslagtning af den oprindelige befolkning i Sydamerika.

Indonesien er i dag det land i verden, der har den største muslimske befolkning. I dagens Indonesien bliver kristne kirker brændt med jævne mellemrum. Vestlige firmaer, hoteller og ambassader bliver udsat for bombeangreb. Den ekstremistiske imam Abu Bakar Bashir, der er ansvarlig for bomberne på Bali, er udråbt til helt. Og flere end 24 byer i landet har indført sharialovgivningen. Den islamiske erobring af både Indonesien og nabolandet Malaysia har medført, at befolkningen i begge lande stort set ingen bevidsthed har om deres ikke-muslimske fortid. Alt historisk materiale fra tiden før islam er blevet slettet. De er med andre ord blevet historieløse på trods af, at mange af dem stadig har et hinduistisk efternavn. Det lykkedes for islam at erobre såvel udefra som indefra og fuldstændig underlægge sig en af de ældste hindu-civilisationer. Nu er islamister i gang med at erobre den vestlige civilisation, og deres strategi er, som Osama bin Laden har udtrykt det, »bleed-until-bankrupcy« (forblød-indtil-fallit). Han nævner 11. september som et bevis for, at planen kan være en succes. Bin Ladens argumenter er, med hans egne ord, at al-Qaeda brugte 500.000 dollars på 11. september, og USA tabte 500 milliarder dollars. Med andre ord, for hver dollar al-Qaeda bruger på terror, taber Amerika en million dollars. Dette er planen for at vinde over en fjende, der er al-Qaeda svært teknologisk overlegen. Målet er et kalifat med totalitært islamisk herredømme over hele verden, inklusive Europa og USA. Denne militære strategi er inspireret af islams historiske territorielle erobringer i Asien. Men før de endegyldigt kan ramme den vestlige civilisation, er de nødt til at vinde over Indien og Israel.

Vi er nu i den situation, at enten vinder islamisterne, der er inspireret af den islamiske erobringsperiode på det indiske subkontinent, eller den vestlige civilisation vinder ved at være på vagt over for islamister og deres strategier. Under alle omstændigheder er den grove massakre på millioner af hinduer under den islamiske erobring uforståeligt nok blevet et glemt kapitel i den politisk korrekte udgave af islam, der bliver formidlet i religionsundervisningen i Europa.

I Asien, hvor de fleste muslimer bor, fortrænger man den nødvendige debat på grund af trusler fra islamister. Og nu forsøger man også i Europa at fortie problemerne. Spørgmålet er, om vi vil fortrænge fortiden og undlade at ytre os for at undgå konflikter, eller om vi vil være modige nok til at tage en ærlig diskussion og drage konsekvensen af historien.

Mrutyuanjai Mishra er europeisk master i Menneskerettigheter og Demokratisering, freelanceskribent og samfunnsdebattør. Han er styremedlem i det danske Trykkefrihedsselskabet, og har bloggen Brændpunkt i Jyllands-Posten hvor han skriver om menneskerettigheter og demokrati med fokus på internasjonale forhold. Mishra kommer opprinnelig fra India og behersker fire indiske språk, samt engelsk og dansk

Opprinnelig i Berlingske torsdag den 12. oktober 2006. Gjengitt med forfatterens velvillige tillatelse. I den opprinnelige artikkel står det at det er ett år siden karikaturtegningene, da den er skrevet i 2006.