Betragter man den politiske arena i Danmark, bliver man hurtigt forvirret, stakåndet eller farveblind.

Det lader til, at de færreste ønsker at være, hvad de kalder sig, mens de fleste er i fuld sving med til levende musik at lære nye trin på det politiske dansegulv.

Alle, der f. eks. overværede DR 2′ s Debatten 25/ 11, kunne høre og se, at Venstre, selv når partiet er repræsenteret af ideologer som Haarder og Pind, helt har opgivet at forsvare sig mod anklagen om at være de nye socialdemokrater. De er snarere stolte af skudsmålet og valser videre mod midten.

Til andre tider lyder Venstre som et konservativt parti, som når Birthe Rønn Hornbech advarer befolkningen om, at Helle Thornings tanker om at familiesammenføre ukvalificerede udlændinge vil ruinere Danmark, eller når undervisningsminister Tina Nedergaard slår i bordet og kræver, at forældrene hjælper folkeskolen med at genskabe disciplin i klasseværelset.
Imens taler De Konservative om lavere skatter og større anstændighed, som var de lige så liberale som Liberal Alliance, der argumenterer godt for, hvorfor skatten skal ned, men under ledelse af to tidligere radikale politikere pr. re-fleks falder tilbage på tossegod kulturrelativisme, når de skal forklare, hvad vi stiller op mod kædevandring og den kreative klasses almindelige dekadence.

Ude på venstre fløj står Enhedslisten af gamle kommunister og nye anarkister og skriger om flerhed og multikulturalisme, til højre er Dansk Folkeparti mere socialdemokratisk end Socialdemokraterne, når det gælder alt andet end udlændinge. Samtidig er Socialdemokraterne ikke til at skelne fra folkesocialisterne, som på deres side lyder mere og mere som Dansk Folkeparti, men reelt er præcis lige så folkesocialistiske, som de altid har været og drømmer om et Danmark uden privathospitaler og privatbilisme.
Forvirringen skyldes ikke alene en udbredt opportunisme i dansk politik. Forvirringen skyldes også, at Danmark er placeret midt i tidens måske største strid. Den mellem velfærdsstat og indvandring .

Velfærdsstaten kan, som Henning Fonsmark pegede på for præcis 20 år siden, kun holdes i gang ved uafbrudt gældssætning og skatteplyndring. Udviklingen i resten af Europa understreger denne observation. De europæiske maksimalstater falder på stribe, og så er krisen endda kun lige begyndt.

Samtidig risikerer indvandringen fra ikke-vestlige lande, hvor godt mange end synes om den, at belaste velfærdsstaten yderligere, mens det voksende fokus på etnicitet, i snart sagt ethvert spørgsmål, og den politisk korrekte respekt herfor undergraver elementære borgerrettigheder som ytringsfrihed og ligestilling samt sekulære værdier i den offentlige sektor.

På den ene side handler krisen om vores økonomiske frihed, hvor det afgørende problem er, at velfærdsstaten har gjort et flertal af danskerne blinde for, at vi ender med at fordele fattigdommen, hvis den danske overførselsøkonomi ikke reformeres drastisk og kvikt til fordel for individuel foretagsomhed og national konkurrenceevne.
På den anden side handler krisen om vores politiske frihed, hvor det afgørende problem er, at indvandringen fra ikke-vestlige lande i kombination med det stigende geopolitiske tryk fra politisk islam sætter Danmark under pres. Økonomisk på grund af velfærdsstaten.
Kulturelt fordi islams værdier omsat til politik undergraver den frihedskultur, Danmark og resten af Europa bygger på.

Vores krise er ikke alene finansiel. Den er ligeledes politisk og kulturel.

Hvis ikke den nuværende forvirring afløses af en besindelse eller et pludseligt klarsyn, fortsætter vi ud over kanten.

Mikael Jalving er historiker, kommunikasjonsrådgiver og foredragsholder. Han har blant annet utgitt bøkene Mig og Muhammed (2010) og Magt og ret. Et opgjør med Godheden (2007), og har den faste bloggen Frontalt i Jyllands-Posten.

Artikkelen Den ellevte time (ikke på nett) ble første gang publisert i Jyllands-Posten 3. desember 2010, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.