Sakset/Fra hofta

Det er en viss bitterhet å spore hos de som for mange år siden advarte mot det flerkulturelle eksperiment og den store innvandring av fremmedkulturelle: De ble skjelt ut som rasister og fikk munnen stoppet. Nå kommer den danske venstresiden etter.

Norske medier har systematisk fremstilt VKO-regjeringen som betent og anløpen. Danskene var blitt onde. Hva skal de samme medier si nå som SF og Socialdemokratene går i samme retning? Når får vi lese en leder i en norsk avis som denne i Jyllands-Posten:

SÅ SENT som i 1999 var det stadig absolut forbudt at se realiteterne i øjnene. Både professor Poul Chr. Mathiessen og Morgenavisen Jyllands-Posten blev stærkt kritiseret for at beskrive den voldsomme indvandring, som var på vej til at ændre det danske samfund afgørende.

Nu, næsten et årti efter, finder en gennemgribende selvransagelse sted. SF-partiformanden Villy Søvndal er ved at bringe sig i position som en slags symbol på den kollektive ruelse, og fra hele det politiske spektrum dæmrer en fælles erkendelse af, at udlændingeloven i 1983 var katastrofal.

De første, som advarede mod loven, blev uden videre betragtet som racister, xenofober og paranoide ekstremister. Pæne mennesker talte ikke om indvandring – det skulle da lige være i forbindelse med en påstået kulturberigelse, som de fremmede ville føre med sig.

I 1999 lavede professor Poul Chr. Mathiessen en fremskrivning, som indikerede, at befolkningssammensætningen var i hastig ændring, og han kritiserede politikerne: »Jeg mener ikke, at danskerne har fået sandheden at vide,« sagde han til Jyllands-Posten. »Den nuværende indvandring er uden historisk sidestykke. Den får nogle konsekvenser, som ingen rigtigt vil diskutere, men som rammer midt ned i den danske befolknings kultur, religion og levevis. Det, man i realiteten har ladet ske, er en omfattende ændring af den danske nation.«

Forudsigelsen blev dokumenteret med tal, men det mildnede ikke den offentlige mening, og både avisen og professoren blev voldsomt kritiseret.

Emnet var ellers langt fra nyt på det tidspunkt. Der var blevet advaret kraftigt mod udlændingeloven allerede inden dens ikrafttræden i 1983, men de, som advarede, var ikke medlemmer af det gode selskab.

I folketingssalen blev de få politikere, som advarede, anset for ekstremister og fremmedhadere.

Den nuværende integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech, advarede mod loven, og i en kronik i Berlingske Tidende forudså hun, at udlændinge i hobetal ville overskride de danske grænser.

Det var forbuden tale i partiet Venstre. Truslen fra indvandringen skulle ikke diskuteres. Den skulle negligeres.

I dag er resultaterne af den uhæmmede indvandring gået op for de fleste. Senest har den kulturelle berigelse manifesteret sig ved vold, hærværk, stenkast mod politi- brand- og ambulancefolk, ildspåsættelser og knivstikkeri som et naturligt middel til konfliktløsning.

Skolerne har ikke formået at integrere indvandrernes børn, og de tosprogede har i vid udstrækning vist sig at være nulsprogede.

Deciderede fascistiske foretagender som Hizb-ut Tahrir galer op og truer danskere. Deres vanvid hersker der almindelig enighed om, og deres metoder vækker afsky.

Derimod er der ikke helt klarhed over, hvor mange af de ellers velfungerende muslimske indvandrere der dybest set sympatiserer med afgørende elementer i ideologien.

I hvert fald ville det klæde det forhåbentlige flertal af muslimske indvandrere, som ønsker integration og assimilation på det demokratiske samfunds præmisser, hvis de aktivt ville lægge afstand til galningene og erklære demokratiet deres støtte.

Mens vi glæder os over, at selvransagelsen breder sig i det politiske system, vil vi vente på tilkendegivelser fra kvindebevægelsen.

Den forholder sig så sært tavs, når talen er om eksempelvis tvangsægteskaber, som i deres mest vulgære form ikke er til at skelne fra det, som vi i dansk ret kalder voldtægt, og når der spørges, hvori den kulturelle værdi kommer til udtryk, når forældre lader deres børns kønsdele lemlæste.

Der er lang vej endnu, men selvransagelsen tager fart, og det er godt.

Leder: Selvransagelsen