Sakset/Fra hofta

Kvinner i Egypt er annenrangsborgere som blir betraktet som sexobjekter. De diskrimineres, omskjæres, tvinges til å gå med tørkle og blir i stigende grad utsatt for seksuell trakassering, sier Dalia Ziada. Hun akter å gjøre noe med det, og i forrige uke ble den 28 år gamle kvinnerettsforkjemperen tildelt Anna Lindhs Middelhavspris for journalister for sine foredrag og sin blogg om kvinners rettigheter.

Ziada, som er troende og praktiserende muslimer, kjemper for å gi kvinner flere rettigheter i det dypt patriarkalske, egyptiske samfunnet. Hun bærer hijab, men er motstander av salafistene og ekstreme islamske krefter som betrakter kvinner som annenrangsborgere og ønsker å holde dem i hjemmet bak stengte dører.

»Jeg er imod dem, der misbruger religionen til at undertrykke kvinder. Men jeg svømmer mod strømmen, og jeg bliver mødt af megen modstand selv blandt mine venner. De forventer ikke at møde en muslimsk menneskerettighedsaktivist med tørklæde, og de mener, at jeg ikke bør tale mod imamerne, men at jeg som kvinde i stedet bør føje dem. Men sådan er jeg ikke,« siger Dalia Ziada.

Dalia Ziada er en kvinde, der siden hun var otte år formede sin egen kritiske holdning til sin konservative familie og det patriarkalske samfund, som hun voksede op i. Modstanden begyndte, da hun som otteårig blev tvunget til at blive omskåret, og som 10-årig lykkedes det hende at tale en læge fra at omskære en af hendes kusiner ved at true ham med at melde ham til politiet.

Siden da har hun talt de egyptiske piger og kvinders sag.

Hun lister opp diskrimineringen hun selv har blitt utsatt for:

Som 13-åring fikk hun ikke lenger lov av foreldrene å spille tennis fordi hun var jente. På universitetet ble hun utelukket fra sjakkfinalen enda hun hadde spilt seg dit gjennom turneringen, fordi hun var kvinne. Inntil for fire-fem år siden kunne hun ikke reise ut av landet og kunne bare være borte fra hjemmet en enkelt dag. Fordi hun er kvinne.

Dette er bare noen få av eksemplene på diskrimineringen egyptiske kvinner blir utsatt for. At f.eks. jobbannonser etterlyser en kvinnelig hushjelp eller sekretær som «ser godt ut» er et uttrykk for et sykt og islamisert samfunn, mener Ziada. At folk interesserer seg for hvordan kvinnen ser ut fremfor hennes kvalifikasjoner understreker det egyptiske samfunnets holdning om at kvinner kun kan brukes i hjemmet eller til sex, sier hun.

I likhet med flere andre kvinnelige observatører forteller Ziada om stigende seksuell trakassering av kvinner i Egypt. Hun mener at den seksuelle trakasseringen skyldes salafister og islamske ekstremister som fremmer kjønnssegregering:

»Salafisterne og ekstremisterne mener, at kvinder og mænd skal holdes adskilt. De siger, at kvinder er onde, og at hvis kvinder går ud, vil de friste mændene. Derfor bør de blive hjemme. De gør mænd til sårbare væsener, og de forsøger at få dem til at tro, at så snart, de ser en kvinde, vil de miste kontrollen. Desværre har det den konsekvens, at mænds seksuelle chikane er en handling, som kvinderne bliver beskyldt for – ikke mændene. De siger, at det ikke er hans skyld, og at det er hende, der frister ham. Det er meget dumt, men desværre bliver det støttet af vores patriarkalske samfund,« siger hun.

I Egypt får kvinnen skylden for alt, forklarer Ziada. Hvis barna klarer seg dårlig på skolen, så er det morens og ikke farens skyld. For mannen er ansvarlig for å tjene penger og kvinnen er ansvarlig for alt i hjemmet. – I vår verden skal kvinner holdes nede, vi er bare objekter. Derfor er det så mange kvinner som går med tørkle, sier hun:

»Som du kan se, bærer de fleste kvinder tørklæder. Det skyldes ikke altid, at de er religiøse. De fleste kvinder gør det, fordi deres familier tvinger dem, eller fordi de forsøger at undgå chikane. De kan se, at kvinder, der bærer tørklæde, bliver chikaneret, så de tænker, at hvis ikke de bærer det, vil der ske noget endnu mere voldsomt med dem. De vil blive voldtaget,« siger Dalia.

Hvor mange kvinder bærer tørklædet af deres egen fri vilje ifølge din erfaring?

»Jeg kan ikke sige noget præcist, men det er ikke mange.«

Dalia Ziada bærer selv tørklæde og forklarer, at hendes mor tvang hende til at gå med det, da hun var 18 år. Efter nogle år havde hun vænnet sig til tørklædet, og det var blevet en del af hendes identitet.

Mange har en feil oppfatning av tørkleet, som ikke er et tegn på religiøsitet, mener Zaida, som kritiserer både arabiske og vestlige land for å bruke tørkleet i verdikampen.

Dalia Ziada mener at internett er kvinnenes vei ut av isolasjonen og posisjonen som annenrangsborgere. På nettet kan kvinner si hva de vil, sier hun, og forteller at internett har gitt hennes eget liv en helt ny retning:

»Det har givet mig muligheden for at frigøre mig, og jeg ved, at det hjælper mange andre. Men ikke alle har den mulighed, og derfor må kvinder som jeg kæmpe for de andre. Det, at jeg har fået tildelt denne pris, giver mig en tro på, at jeg er på rette vej. Så på trods af, at mange mener, at jeg som kvinde burde sidde hjemme, har jeg tænkt mig at forsætte,« siger Dalia Ziada.

Artikkelen «Kvindeliv på anden klasse» av Sanne Gram ble publisert i Jyllands-Posten 22. oktober 2010, og finnes ikke på nett.

Les også

-
-
-
-
-