Kommentar

– Når noen sparker debatten om integrasjon og ghettoer 15 år tilbake blir man nærmest fysisk trett, skriver forfatter og journalist Erik Holstein, og sikter til politidirektører som ikke forstår ghettoenes natur og forfaller til 90-årenes floskler om at ghettoer utelukkende skyldes sosiale problemer. De legger dermed opp til en gjentagelse av 15 års mislykket politikk, mener Holstein.

Nogle gange bliver man nærmest fysisk træt, når man følger debatten om integration og ghettoer. Især når debatten sparkes 15 år tilbage, som man senest har set med politidirektørernes muntre udtalelser om, at »kriminaliteten ikke er hovedproblemet i ghettoerne« – som man i øvrigt ikke må kalde ghettoer mere. Interessant udtalelse i en situation med ghettoområder, hvor politiet kun kan rykke ind med massiv backup.

Så sent som sidste år afviste talsmanden fra Københavns Politi ønsket om, at betjentene på Nørrebro kom mere ud på gaderne. Begrundelsen for afvisningen var, at det ville være for farligt – for politiet. Der er i de senere år opstået tilløb til »no go areas«, hvor det anses for en provokation i sig selv, at politiet kommer ind. I flere ghettoer tør beboerne ikke vidne, og i Vollsmose blev samarbejdsrådets danske formand i sidste uge udsat for grove trusler og chikane, fordi han havde fortalt om de racistiske elementer i kriminaliteten. Manden stillede op til Odense Byråd for Enhedslisten og har ellers altid forsøgt at forsvare Vollsmose mod kritik.

Politidirektørene som mener at det må satses mer på «bløte» virkemidler har åpenbart ikke fått med seg at det er akkurat det man har forsøkt de siste 15 årene, fortsetter Holstein. Det er innlysende at sosiale initiativer er nødvendige, men erfaringene viser at dette i lengden ikke hjelper dersom de kriminelle gruppene får beholde sin dominerende posisjon:

Man har forsøgt snesevis af kvarterløft, sociale projekter – ja, endog kommunal ansættelse af bandemedlemmer. Ikke desto mindre er problemerne accelereret, fordi de kriminelle grupper har beholdt en dominerende position i ghettoerne. Politicheferne forstår tydeligvis ikke ghettoernes natur.

Når det gjelder påstanden om at ghettoer utelukkende er et sosialt problem, viser Holstein til at det tidligere har eksistert massevis av såkalte sosialt belastede områder, som for eksempel brokvarterene i København, uten at disse kom i nærheten av samme kriminalitetsgrad som den man observerer i ghettoene. Heller ikke førte de til den samme destruktive «antikulturen» i forhold til det omgivende samfunn som kjennetegner deler av dagens etnisk dominerte ghettoer. Sosiale problemer er en del av ghettoproblematikken, men nettopp bare en del, konkluderer Holstein.

I likhet med flere andre samfunnsdebattører påtaler Holstein også politidirektørenes forsøk på nytale, hvor det bla heter seg at ghettoer ikke må kalles ghettoer:

Her anser politidirektørerne åbenbart sig selv som særligt avancerede, fordi de har »forstået«, at det er »stigmatiserende« at bruge det ord. Politiske korrekte begreber var også engang udbredt i det politiske miljø, men denne overfladiske tilgang er i dag forladt af langt de fleste folketingsmedlemmer. Her kommer politidirektørerne halsende efter som en anakronisme fra en svunden tid. Man kan for min skyld kalde ghettoer for »eksotiske eventyrområder med grænseoverskridende oplevelser« eller »områder med en alternativ udfordring til politiets udrustning«. Men det hjælper ikke det mindste.

For det er naturligvis ikke ordet ghetto, der skræmmer ressourcestærke beboere væk. Det er kriminaliteten, parallelsamfundene og utrygheden, der skræmmer folk væk. Der er ikke en eneste chefredaktør eller politidirektør i dette land, der kunne drømme om at bosætte sig et sted, hvor hans datter bliver kaldt luder, og hvor hans søn risikerer at blive overfaldet på vejen hjem.

Hvis man vil utnytte sin autoritet som politidirektør skal man holde seg til temaer som har med politiet å gjøre, ellers må man sende et innlegg som privatperson. At politisjefer blander seg bort i den overordnede integrasjonspolitikken eller hvilket ord man bør bruke istedet for ghettoer er ikke innenfor rammen; det er politisering, avslutter Holstein:

Politidirektørerne skal holde op med at lege amatørpolitikere og i stedet koncentrere sig om det, de er ansat til: Nemlig at sørge for tryghed i alle områder af landet – inklusive ghettoområderne. Den opgave er langtfra løst tilfredsstillende de senere år, hvad de mange sager om politisvigt på deprimerende vis illustrerer.

Berlingske Tidende: Politichefer skal holde sig fra politik

Via Uriasposten