Gjesteskribent

Af og til bliver jeg inviteret ud i alle mulige afkroge af Danmark for at holde foredrag om sammenhængskraft. Når jeg taler ude i det, der nedsættende kaldes »den rådne banan«, bliver jeg ofte slået over, hvor malplaceret dette udtryk er. For her findes ofte en særlig medborgerlig ånd, der får folk til at finde sammen og samarbejde om fælles mål. Det kan være initiativer som at bygge et bryggeri, et kulturhus, en rideskole eller andre gode ting.

Der findes altså initiativrige mennesker, der uden betaling gerne vil gøre en forskel i deres lokalområde. Professor Gunnar Svendsen, der har forsket i denne form for social kapital, har anbefalet, at man udskifter udtrykket ’den rådne banan’ med ’Danmarks rygrad’. For det er også sandheden om ’udkanten’, aktuelt såvel som historisk. Tænk på andelsbevægelsens opståen derude i den vestjyske periferi.

Men det hænder også, at jeg holder foredrag i virkelig belastede områder. I denne uge var jeg således i Tingbjerg for at holde foredrag i den lokale kirke. Bydelen efterlod mig nedtrykt. Tingbjerg-ghettoen giver et uhyggeligt indtryk i al sin trøstesløshed og nærmest bundløse morads. Grå betonboliger, vandaliserede facader, butikker uden liv, støjende biler der kører vildt omkring, børn der driver omkring sent om aftenen, tilråb på gaderne osv.

Netop kirken i Tingbjerg måtte for få år siden have politibeskyttelse, fordi den var genstand for massivt hærværk. Også præsten måtte gå under jorden efter længere tids chikane. Der kunne altså i en periode ikke drives kristent missionsarbejde i denne bydel i det engang kernedanske kristne samfund. Opholder man sig i dag i Tingbjerg, er man på mange måder i Mellemøsten.

Denne aften i Tingbjerg kunne jeg lytte til beboernes rædselsesfulde erfaringer. De få etniske danskere, der endnu var tilbage, levede i frygt, udsat for trusler, overfald og røverier. En af de ældre beboere var således blevet antastet hele to gange den forgangne uge. Og politiet synes ikke at hjælpe. De lader bare bydelen forfalde, som en af kirkens folk betroede mig. Vi andre hører ikke meget om problemerne. Kun når der er skyderi på åben gade, som for et par uger siden.

Jeg anser de sidste 30 års masseindvandring af mennesker fra især Mellemøsten og Afrika som den største katastrofe i nyere dansk politik. Økonomiske kriser, som den vi oplever nu, er umiddelbart presserende, men også forbigående. De kan løses. Det er straks meget vanskeligere at løse længerevarende kriser som dem, der er knyttet til demografi og indvandring. Altså med befolkningsudskiftning i hele områder.

Det er problemer, der vil forandre vores land, som vi hidtil har kendt det. Det vil sige som et land med høj tillid mellem borgere, med national samhørighed og kulturel homogenitet – kort sagt som præget af sammenhængskraft.

Hvad skal man gøre ved disse ghettoer? Alle synes at være rådvilde og stå uden egentlige løsninger. Politisk korrekte appeller er der dog mange af. For eksempel at man ikke længere bør kalde områderne det, de er, nemlig ghettoer. Det er bl.a. by-, bolig- og landdistriktsminister Carsten Hansens appel. Samtidig vokser den såkaldte ghetto-liste, der definerer ghettoer som områder med særlig høje andele af personer fra ikke-vestlige lande, arbejdsløse og kriminelle beboere. Den nye ghetto-liste blev offentliggjort i denne uge, og den rummer 33 belastede boligområder. Der er endda faldet nogle områder ud. Besynderligt nok netop Tingbjerg.

Aktuelle rapporter viser, at kriminaliteten er steget voldsomt i ghettoerne, og at borgerne er blevet meget mere utrygge. Trods flere års indsats mod ghettoisering er regeringen ikke kommet nærmere sit mål om at reduceret antallet af ghettoer med en fjerdedel i 2016 og halvere antallet i 2020. Tværtimod. Der bliver også flere og flere fattige i landets ghettoer. Det viser beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Politikere har investeret milliarder i nytteløse integrationsprojekter og ghettoplaner. Ja, man har ligefrem fastholdt udlændinge i parallelsamfund. Af samme grund er Københavns Kommunes projekt om mere ’mangfoldighed’ så skadelig. Kommunens integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev, har endda for nylig foreslået at ændre kommunernes kvotesystem for flygtninge, så København skal tage imod flere asylansøgere. At det kun vil forværre problemerne er åbenlyst.

Men også regeringen og Liberal Alliance har svigtet fatalt. De har åbnet for en markant tilstrømning af ansøgere om asyl og familiesammenføring. Forleden præsenterede regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance en asylaftale, hvor asylansøgere blandt meget andet netop får mulighed for at bo og arbejde uden for asylcentrene. Vi kan dermed imødese, at større grupper af asylansøgere vil bo i samme boligområde uden for centrene. Med andre ord: Flere ghettoer.

En langt mere håndfast tilgang er bydende nødvendig. Et forbillede kunne være New York. Her blev der i 1990erne indført en streng kurs over for kriminalitet, der havde hærget byen i årevis. Der blev indført ’nultolerance’. Det betød, at mange kriminelle fik lange fængselsstraffe, hvis de gjorde sig skyldige i gentagne lovbrud, og det gjaldt også ganske små forseelser. Nærmest mirakuløst er byen i dag en af landets sikreste og tryggeste byer, bl.a. fordi hovedparten af de kriminelle simpelthen sidder i fængsel.

New Yorks indsats mod kriminalitet byggede også på teorien om ’Broken Windows’. Ideen var, at man kunne reducere kriminaliteten ved at genoprette boligområderne. Midlet var at slå hårdt ned på hærværk. For hvis der forekom graffiti på facaderne og knuste vinduer i bygningerne, ville der være en større risiko for, at flere områder også blev vandaliseret og føre anden kriminalitet med sig.

Det virkede altså, og forslaget kan frit afbenyttes. Det er bare med at komme i gang.

 

En tur i ghettoen