En kjent dansk forfatter og homoseksuell, Tomas Lagermand Lundme, skriver en kronikk om hvordan han ble overfalt to ganger på samme natt i København. Omgivelsene reagerer med harme. I begge tilfeller var angriperne fra muslimske land. Men Lagermand Lundme vil ikke ha noe Dansk Folkeparti-snakk. Han vil ikke gjøre noen kulturelle koblinger. Han erkjenner at han er redd for å vise sin legning på byen, men nekter å trekke noen konklusjoner.

Fenomenet er ikke ukjent. I Tyskland i tredveårene beskyttet liberale, sekulære jøder seg på samme måte: man nektet å erkjenne at de ble angrepet for sin jødiskhets skyld. De var jo ikke sådan: med lange krøller og frakker. De var tvert imot de mest moderne. Hvorfor skulle de være noen trussel? Mange nektet å se sannheten i øynene mens jernringen lukket seg om dem.

For venstreorienterte Tomas Lagermand Lundme er det for smertefullt å erkjenne at noen vil skade ham pga av hans legning. Hans homoseksualitet er nøye forbundet med hans venstreorienterte standpunkter. Han er progressiv, tror på idealene, fremtiden. Å erkjenne at overfallene er kulturelt betinget, oppleves som et nederlag. Derfor blir reaksjonene til venner og familie reaksjonære, og han ender opp med å forsvare angriperne.

Det er en absurd situasjon. Anno 2010 har de fleste «lært», men noen argumenterer fortsatt som om de levde på 90-tallet. Psykologisk er det likevel interessant, og dynamikken er vel verdt å studere. Den gjentar seg på mange plan og i mange situasjoner. Man nekter å erkjenne at man blir angrepet, fordi det vil bety et nederlag for den forestilling om verden man har bygget opp og investert mye av seg selv i. Det handler om identitet.

Thomas Lagermand Lundme åpner med å fortelle at han og mannen, Danmarks Radios underholdningsdirektør, ikke holder hånd på åpen gate lenger.

Jeg blev slået ned for halvandet år siden midt på Vesterbrogade og blev af myndighederne efterfølgende behandlet, som om det nærmest var min egen skyld. Og hurtigt blev mit overfald skubbet over i journalerne hos politiet som noget, jeg selv havde været ude om. Jeg havde været ude den aften på Centralhjørnet og set Melodi Grand Prix. Og jeg var så smuttet hjem hen ad klokken tre – alene – fordi manden var et eller andet sted i Jylland i en eller anden sportshal for at producere showet til hele DK – og så skete det.

Jeg kan ikke huske så meget af det.

Andet end der pludselig kom tre løbende bag mig, og det gik stærkt. Jeg blev pandet ned, de rodede i mine lommer, jeg lå på asfalten. De sparkede mig i ansigtet, jeg flækkede min læbe og fire tænder. Så kom der en mand fra døgn-sandwich-baren løbende og de stak af. Han fik mig på benene.

Lagermand Lundme har en del idiosynkrasier som han blottlegger: han liker ikke drosjer og fremmede. Derfor tar han ikke en taxi til legevakten. Han tøver så lenge at han blir plukket opp av en mann han tror vil hjelpe. For det er det han venter på – hjelp, men hvem hjelper en mann av uselviskhet? Eller rettere: hvem utnytter en skadet mann ved å late som om det er av barmhjertighet?

Den eneste bil, der stoppede og ville have mig med, var en pirat-taxa. Det anede jeg bare ikke, da jeg satte mig ind i den. Der kom en mand løbende ud fra sin bil og hen mod mig, mens jeg stod med manden i mobilen. Manden fra bilen sagde, han ville hjælpe mig. Han virkede flink. Han ville køre mig til skadestuen på Rigshospitalet.

(Den skadestue, som var lukket, men det vidste jeg heller ikke! Har ikke styr på skadestuesystemet. Og slet ikke, når hovedet banker, og læben brænder, og tænder, arme, ben – primært begge knæ – bløder voldsomt!).

Så jeg gik med ham. Vi satte os ind i hans bil. Jeg slukkede mobilen. Han kørte.

Og så skete det!

På næste gadehjørne stod to af hans venner ind i bilen. Stemningen skiftede med det samme. Og så truede de mig til at udlevere min dankortkode. Og så brugte vi en time, hvor de kørte rundt og hævede på mit kort, mens jeg sad med en mand på bagsædet, der jævnligt prøvede at strangulere mig, fordi jeg prøvede at stikke af første gang, bilen holdt inde ved et hæveautomat.

Likevel får Lagermand Lundme seg til å skrive at de er hyggelige menn, tross alt, for de gir ham et lommetørkle.

Heldigvis blødte jeg så meget, at han var lidt bange for at røre mig. Og et eller andet sted var de fine mennesker, de tre fra Iran, fordi de havde et lille hjerte, der blev fisket op, da blodet blev ved. Så de satte mig til sidst af på Trianglen – uden min pung og dankort – og så gik jeg omtåget og forvirret og storblødende og stortudende mod Rigshospitalet.

På sykehuset ville de ikke ta ham imot, og den kjente ektemannen på jobb i Jylland måtte bruke sin innflytelse for å få ham inn.

Så følger lange passasjer om møtet med politiet, og her kommer Lagermand Lundme med kommentarer om politiet som tyder på fordomsfullhet – mot politiet. Men det er politiet som er fordomsfullt, mener han. De forsøker å rubrisere overfallet som kriminalitet begått av 2. generasjons innvandrere. Det liker han ikke. Politiet forsøker å etnifisere kriminaliteten. Det er han imot. Han vil være farveblind politisk.

Og så kan man sige, at de kom på banen. Hele den familie fra Amager, der aldrig har bekendt den slags kulør. Nu blev den farvet. Og lige præcis ikke af den farve. Nu kom der en vrede, der kunne måles med redaktionen på Ekstra Bladet. Det var underligt at opleve. At en familie, jeg respekterer for deres værdier, pludselig blev Dansk Folkeparti og talte om strengere straffe og fik sådan nogle små, arrige øjne, der bare så griserødt.

Og så skulle jeg sidde der og svare imod, holde det hvide flag – eller i det mindste noget papir, der hurtigt blev blodrødt – op foran ansigtet, imod deres ord, så de ikke fik lov til at sætte sig fast og blive en lov. En sandhed.

Familien gjør derfor det samme «beskidte» arbeid som Dansk Folkeparti. De tar enkelthendelser som gjør til en sannhet.

Præcis på samme måde som Dansk Folkeparti fører sig frem ved gang på gang at postulere, at det rent faktisk er sådan og sådan, så de små danskere i de små sutsko efterhånden tror, at det er rigtigt, fordi de har hørt det så mange gange. Det er mystisk. En løgn skal man bare sige tilpas mange gange, så bliver den sandhed.

Jeg vil ikke have, at angst og frygt skal bestemme over mig. Det skal ikke være et lille hus, der sidder på toppen af mit hoved og bestemmer, at byen ikke må være min, når det er mørkt
Ligesom en fordom. Hvis den placeres i tilpas mange sætninger og helst kommer ud fra en overvægtig politiker fra Venstre fra Græsted, så bliver det sandt!

Men er det en løgn eller en overdrivelse? Hvor mange tilfeller skal til for at det går fra å være løgn til en statistisk sannhet? Er det likevel en fordom selv om det er et statistisk faktum? Det er nærmest den posisjonen man aner at Lagermand Lundme har plassert seg selv i. Det er en schizofren posisjon, med store psykiske omkostninger.

På grunn av tilhørigheten til et kulturelt hegemoni kan han fremføre sine idiosynkrasier i full offentlighet, uten å rødme.

Fysisk vold må ikke mødes af stilhed

via uriasposten.net