Gjesteskribent

Når er det for sent? Samfunnet, dvs. politikere og presse, har en tendens til å våkne først når problemene vokser en over hodet, når de ikke lar seg ignorere. Berlingske Tidende spør: «Hvorfor render ca. 1.000 unge mennesker rundt i et trygt, rigt og veluddannet eventyrland og mejer hinanden ned med pistoler og automatvåben?»

Ja, mon det. Som journalistene selv viser: dette har tatt lang tid før det utviklet seg, og når det slår ut i bandekrig er det gått over mange merkeskiller, hvor det kunne vært stanset. Nå er det vanskelig.

De guttene som utgjør den harde kjerne begynte i det små med å stjeler sykler. De var «røvere». Nå er de hardkokte gangstere.

I 1980erne var Danmarks første indvandrerbande »Warriors« opstået omkring pladsen, og i begyndelsen af 1990erne voksede bekymringen på Nørrebro blandt det store flertal af velfungerende indvandrerfamilier, lærere, grønthandlere, SSPere og politifolk. Det var begyndt med stjålne cykler og smadrede ruder, men udviklede sig til alvorligere kriminalitet, uden at nogen formåede at bremse det. I 1996 ramte 24 skud fra en maskinpistol nærpolitistationen i Blågårdsgade. Politiet mistænkte rødderne fra Blågårds Plads for at stå bag. Men ikke kun politiet bemærkede, at noget var ved at ske på Nørrebro.

Den Store Nordiske Rockerkrig blev på den tid afsluttet med en fredsaftale, hvori Hells Angels og Bandidos delte Danmark mellem sig. I mange af de store byer, hvor Hells Angels fik deres territorium, voksede gadebanderne stille og roligt fra drengestregerne ind i tungere kriminalitet. Pludselig stod der »Fuck Hells Angels« på Assistens Kirkegårds mure, og rockerne kom ud fra deres caféer og fandt deres motorcykler væltet.

Det er egentlig misvisende at kalde Blågårds Plads-gruppen for en indvandrerbande. For det første er der ikke tale om én bande, men snarere fire-fem kriminelle slæng. For det andet er medlemmerne ikke indvandrere, men efterkommere. Gruppen består hovedsageligt af personer, der ganske vist har udenlandske rødder, men er født og opvokset i Danmark. Kernen tæller, ifølge politiet, blot et dusin, men de kan via et stort netværk af familie og venner trække på en hel bydel, når rockerne eller politiet truer deres position. Mobiliseringen foregår via kæder af SMSer.

»Pladsen kan og vil altid kunne noget, som ingen andre grupperinger kan i kraft af sin historie. Hvor de andre indvandrergrupperinger i København vil kunne trække på enkelte allierede fra de øvrige grupper, kommer alle, når pladsen kalder,« siger én af gruppens medlemmer.

Det er det som gjør Blågårds Plads-bandene til noe annet og vanskeligere å håndtere enn Hells Angels: basisen i befolkningsgruppe som er annerledes enn majoriteten. Denne «blod-er-tykkere-enn-vann» følelsen gjør at det snart er kriminelle, snart religiøse saker som mobiliserer, og mange har en følelse av urett, av å bli krenket. Enten det er karikaturer eller politiets visitasjoner.

Slektskap, lokal tilknytning, religion, opprinnelsesland – alt skaper disse båndene av tilhørighet, av at det er «våre gutter». Danskene har ikke hatt samme følelse for Hells Angels, men hvis de etniske motsetningene stiger, kan det meget vel snu, og befolkningene blir speilbilder av hverandre: hvis befolkningen på Nørrebro backer sin, kan majoritetsdanskene i det stille føle en lignende sympati. Tilfeldigheter kan avgjøre. En hendelse kan gjennom mediene få stor betydning.

Utenfor pedagogisk rekkevidde

I dansk debatt har man et uttrykk om de unge i bandene – de er hinsides pedagogisk rekkevidde. Debatten har hele tiden vært preget av tro på at det går an å snakke – i enhver situasjon. Men nå har samfunnet fått grupper det ikke går an å snakke til rette.

Da Berlingske søker til Blågårds Plads rett etter at en iraker er skutt i Mjølnerparken, blir de stanset i Stengade av «Ulvene», væpnede ungdommer som kontrollerer alle som går ut og inn. Det lyder surrealistisk, men er virkelig nok: bevæpnede grupper som kontrollerer et territorium i en nordisk hovedstad.

Men disse ungdommene er bare løpegutter. Den krigen som brøt ut i fjor sommer da bandene på Blågårds Plads utfordret Hells Angels, var ikke en tilfeldig hendelse. Det var resultat av en lang tids styrkeoppbygging.

I sensommeren spidsede konflikten mellem Hells Angels og indvandrergrupperinger i København, Odense og Århus til, og pladsen besluttede at vise sin magt. Omkring 100 unge indvandrere gik gennem den Hells Angels-kontrollerede Jægersborggade og smadrede biler og ruder. Siden er tingene eskaleret. Blågårds Plads-gruppen er nu hovedudfordrer til Hells Angels’ position på gaden i en strid, der har budt på tre drab og 30 skudepisoder i København. At gå op mod rockerne, som har haft årtier til at opbygge sin organisation og sin formue, kræver ikke kun mod og brutalitet, men også et overskud af penge, våben og villige hænder.

Ledelse

Det er når man hører om ledelsen av gruppene at man forstår at dette ikke vil forsvinne: Det er bygget opp en struktur som er en blanding av milits og gangsterbander. Man kan trekke på et antall personer ut fra behov.

Pladsens vagter er små fisk på bunden af et ocean, hvor hajerne styrer. Ingen er større end »AB«, hvis navn er beskyttet af forbud mod omtale af retten lige nu. »AB« er én af dem, hvis kriminalitet kan opskræmme en hel befolkning, holde en bydel i et jerngreb og få et folketing til at vedtage hele lovpakker med fordobling af de kendte straffe for at komme folk som ham til livs. »Store AB« kaldes han. Som 35-årig er han én af de ældste, mest snu og mest brutale kriminelle fra pladsen. Han bærer briller, har pjusket hår, og med sin lave højde og sin let korpulente fremtoning ligner han ikke umiddelbart en gangster, hvilket før har fået modstandere til at undervurdere ham. Det skal man ikke. Det viser en sag, han netop er blevet tiltalt i.

Til april skal »Store AB« for retten, fordi han ifølge anklagen hyrede en lejemorder fra Polen til at likvidere fem af sine rivaler.

Man forstår at personer som Store AB ikke er til å spøke med. De styrer ved hjelp av frykt, og for å opprettholde frykten må de statuere eksempler. De er vanskelige å få ram på. De tjener store penger, og viser det. For innvandrergutter på Nørrebro blir de idoler som appellerer til machodyrkelsen de kjenner fra hjemlig kultur.

I Danmark har de fri bane: de kan utnytte svakhetene i et åpent samfunn, og trekke veksler på kontaktene i opprinnelseslandene. Tenk hvilke kontakter man kan utnytte i et land som Libanon feks. og her står dansk politi uten tilsvarende hjelp. Libanesisk politi har ikke noe særlig å tilby. Hvordan skal dansk politi kunne hamle opp med et slikt fenomen? De er nasjonalt basert, og stilles overfor et flerkulturelt, transnasjonalt fenomen. Det gjør dem sterkt handikappede.

Når kriminalitetspolitikken og integrasjonspolitikken har vært preget av velment pedagogikk, blir resultatet: stadige utsettelser, stadig mer penger, stadig nye sjanser.

Selv etter at bandekrigen er brutt ut, står sosialdemokraten Ritt Bjerregaard og Enhedslisten og slår politisk mynt på at VKO-regjeringen har hatt anledning til å gjøre noe med problemene siden 2001, og den harde linje har ikke virket. De vil ha flere bevilgninger, flere konsulenter. Venstres egen Eyvind Vesselbo foreslo sogar et institutt som skulle finne ut hva som virket og ikke virket i integreringen.

Pia Kjærsgaard var helt klar: det går ikke med åpne grenser. «Vi har mistet kontrollen. Vi må reetablere kontrollen med våre grenser». Det er konkret og to the point.

København har brukt 200 milllioner kroner på Nørrebro. Det minner om en utpressingsituasjon: Lag mer bråk og få mer penger.

Men en dag er kassen tom. Og: hvor lenge vil skattebetalerne betale for at kriminaliteten øker? Disse paradokser og sammenhenger vil etterhvert bli stadig tydeligere.

Biografi

Når personer som Store AB får utfolde seg, blir de som magneter på unge innvandrere på leting etter en plass i samfunnet, etter status og posisjon. De danner et motsamfunn, bygget på helt andre verdier.

De unge ser hva lederne kommer unna med. De kan styre butikken selv fra fengsel, som en amerikansk gangsterfilme.

Han gjorde, hvad der passede ham. Når han sad inde, kørte hans bror »Lille AB«, dømt for indbrud, tyveri og bedrageri, forretningerne videre. Siden 2004 har gademedarbejdere advaret kraftigt opad i systemet om, at den hårde kerne fra Blågårds Plads-gruppen har en stærkt negativ indflydelse på de unge. Én ting er, at dens medlemmer gang på gang begår hård kriminalitet og er uden for pædagogisk rækkevidde. Langt alvorligere er, at kriminaliteten og dens mange penge giver bandemedlemmerne høj status og fungerer som en magnet på flere af de unge indvandrere på Nørrebro. Banderne tilbyder de unge et tilsyneladende nemt alternativ til de krav, som skolen, forældre, lærepladsen eller jobbet stiller. Hvorfor gå i lære og knokle til slaveløn, når man kan tjene gode penge på at sælge hash eller stå vagt på gaden? Først for sent indser de unge, at gaden æder dem med hud og hår. De kommer til at leve et liv, hvor de hele tiden skal kigge sig over skulderen.

De kriminelle har bygget opp en struktur, den forsyner seg av det illegale hasjmarkedet. Bare i København er det beregnet til én milliard kroner. Det er klart at slike beløp skaper kriminelle strukturer.

Da en ung innvandringspolitiker ble drept på en nattklubb i Oslo, slo avisene opp at det svarte utelivsmarkedet i Oslo omsatte for 1,2 milliard kroner i året. Man kan bare tenke seg hvem disse pengene bygger opp, hva de skaper, og hvor store problemene blir.

Når kriminaliteten havner i avisene er det for sent.

Amerikanerne er hands-on. Det var president Bill Clinton som innførte three-strikes-and-you’re-out-politikken: automatisk harde straffer. Justisminister Brian Mikkelsen forsøker noe lignende. Men en hel industri av mennesker står klar til å kritisere og angripe en slik hard linje.

Det rike demokratiske samfunnet har bygget opp en helt annen struktur: høyt utdannede mennesker som forsvarer en toleranselinje uansett kostnader. Man kan si de fungerer i tandem med den kriminelle. Begge er dysfunksjonelle og uimottagelige for kritikk, og føler seg høyt hevet over hva folk mener og tror.

Jo lenger disse strukturene får holde på, jo vanskeligere er de å endre. De skaper korrupsjon rundt seg og motløshet hos de som vil endre situasjonen. Korrupsjonen er tankemessig, men også straffepolitisk – blokkering av alle grunnleggende endringer som må til for å stanse utviklingen.

To-spann-dynamikken mellom en kriminell underverden og en liberal elite som aldri kan sette grenser, er fascinerende og dødelig.


Brødrene fra Blågårds Plads