Fremdeles lar vestlige journalister seg dupere og imponere og fascinere av persondyrkelsen. Er det fordi den er religiøs?

30 år senere kan man stadig mærke eftervirkningerne: Iran er fastlåst i en konfrontation med Vesten. Indtil for nylig truede USA åbent med krig. Og i Iran har Ayatollah Khomeini og hans idéer, i hvert fald på overfladen, stadig stor betydning. Han døde i 1989, men den elskede imam ser stadig gådefuldt ned på folk fra gigantiske plakattavler overalt i byen. På perronerne i byens funklende undergrundsbane bliver hans hvidskæggede ansigt med sort turban projiceret op på væggen ved siden af togenes køreplan.

Nogle af dem, der deltog i begivenhederne for 30 år siden, husker dem stadig med stolthed:

«Vi lyttede til båndene med ayatollahen, som blev sendt fra Paris. Uanset hvad han sagde, gjorde vi det,» siger Masoumeh Mohammadi, som dengang var 24 og netop havde færdiggjort sit engelskstudie:

«Han talte om retfærdighed og uafhængighed, og vi hørte om shahernes korruption og hadede dem for det.»
Hurtig udvikling

I en indhegnet bygning i en stille forstad i det nordlige Teheran gentager en spinkel kvinde sidst i 60’erne, som er iført en sort burka, med lav stemme ayatollahens idealer om et Iran frit for udenlandsk indflydelse og baseret på muslimske værdier. Det er hans datter, Zahra Mostafavi Khomeini:

«Imamen førte ikke blot an i revolutionen for at vælte shahen, men for at oprette Guds herredømme,» siger hun og beretter om de betydelige resultater i løbet af de sidste 30 år.

Av Independent/Information Katherine Butler
Revolutionens arvinger kæmper for at bevare troen

Når Butler snakker med studenter får hun høre at de er ligeglad med politikk, eller hater både den og politikken. Et politisert teokrati må nødvendigvis få konsekvenser for forholdet til selvsamme religion.

Norske journalister har minnet revolusjonen ved å si at den ville skape sosial trygghet og fred. Det å terpe på korrupsjonen er å fastholde propagandabildet. Var det en revolusjon? I så fall ble det hurtig overtatt av en kontrarevolusjon. Det er ikke noe revolusjonerende med Khomeini-styret.

Er det rimelig å montere Khomeini på podiet med AH? Hvis politisk satire skal ha noen berettigelse, så er det det. Men karikaturstrid og internalisering av frykt for å krenke islam har ført til at man heller ikke tør å se diktaturet for hva det er.

Få har derfor hørt om det nye prinsipp Khomeini innførte om Den øverste jurist, velayat-e faqih, som har absolutt øverste makt, ikke ulikt Føreren, Il Duce og sovjetisk vozhd.

Leserne følger bedre med enn journalistene. En Per Erik Rønne skriver:

Mig bekendt medførte Reza IIs hvide revolution at analfabetismen blev afskaffet, og selv om der ikke var tale om demokrati var der tale om en Oplyst Enevælde, der må få en til at sammenligne ham med kejser Peter I den Store, kejser Joseph II og kong Frederik II den Store.

Iran oplevede under ham store fremskridt, der i dag er afskaffet i islamisk despoti, og en styrtdykkende levestandard.

En tragedie.

Vi i Document ønsker å legge til rette for en interessant og høvisk debatt om sakene som vi skriver om. Vennligst les våre retningslinjer for debattskikk før du deltar.