Gjesteskribent

Torben Hansen var som en av få vesterlendinger i Teheran under revolusjonen. Han er intervjuet av Helle Merete Brix, og det er en samtale som burde interessere mange norske revolusjonære.

Hansen var trotskist og skrev for avisa Klassekampen. Han skildret det som en arbeider- og bondeoppstand. Sosialismen ville seire, det religiøse var bare noe forbigående.

Slik gikk det ikke. Det var de religiøse som vant frem. Ved vold. Presis som bolsjevikene.

Revolusjoner skaper en åpning. Samfunnsordenen rystes. Det skaper store muligheter. Den første tiden var det stor ytringsfrihet. Men «åpning» betyr også muligheter for de som benytter vold, og det var det som skjedde: de målbevisste og hensynsløse slo ned alle andre. Men dette ville ikke venstresiden i Vesten innse. Den forsto ikke det teokratiske diktaturet, og har følgelig ikke forstått trusselen fra islamismen til denne dag, sier Hansen.

Ayatollah Khomeini ble fremstilt som en asket, og det ga ham en elevert status, selv blant venstreorienterte. Asketer er nøysomme, hederlige, i motsetning til grådige kapitalister og potentater som shahen.

Khomeini etablete seg som religiøst ikon, og det var et flagg han seilte under, som ga ham en egen nimbus. Vestlendinger nølte med ham å kritisere ham. Han var jo en «hellig mann», hevet over politikken. Han kunne umulig stå bak overgrepene. Det måtte det være andre som gjorde.

Egentlig var det forbausende hvor lett venstresiden lot seg forføre av revolusjonen i Iran. Bare ordet og synet av massene i bevegelse var nok. Det var også fascinasjonen ved at en prest ledet en revolusjon. Det appellerte til offerinstinktet, asketismen som ligger hos den revolusjonære. Det var rett og slett svermeri.

Med den iranske revolusjon støtte venstresiden på en orientalsk despot-tradisjon, der sultaten eller shahen eide alt, også undersåttene. I Vesten så man bare sine egne forestillinger om hvem som var gode og onde. Slik er det fortsatt.

– Det siger noget om, hvad også jeg manglede af beredskab for at kunne undersøge, hvad jeg stod over for. Forståelsen af den patrimoniale stat, altså det fænomen, at et helt samfund tilhører herskeren, kan ikke trænge igennem en leninistisk opfattelse. Her er synspunktet, at staten, det er kapitalen. Det er simpelthen bankdirektørerne og deres håndlangere der styrer politiet og hæren, altså denne primitive opfattelse af, at den udøvende og dømmende og lovgivende magt blot er stik-i-rend drenge for A.P. Møller. Så er der ikke plads til at forstå, at en shah, en sultan kan eje alle, både troende og vantro.

Slik tenkte Torben Hansen i 1980. Helt til han dumpet borti en demonstrasjon der Hizbollah angrep en stor demonstrasjon av Fedayin. Her så han den brutale makt, den knyttede neve, og han forsto at disse stormtroppene ikke var der av seg selv. Noen hadde sendt dem.

Den anden dag, Hansen var i Teheran faldt han i snak med en ung mand fra Fedayin- organisationen. I Fedayin hyldede man Mao og Che Guevara, Fedayin var «sexet», husker Kholghi, de stod for «solbriller og hammer og segl». Den unge mand, der kom fra det nordlige Iran, havde et arbejde i en bank, og han inviterede Hansen hjem til middag.

– Jeg så en hånd, der kom ud bag en dør og stillede mad, det var hans søster. Jeg så ikke andet af hende. Hans far havde beordret hende til Teheran for at hun skulle lave mad til sin bror. Og broderen skulle ikke engang vise sin søster, hun stillede blot et fad ris til os. Denne progressive, unge mand!

Men de iranske kvinder, Torben Hansen talte med var ikke bekymrede. De havde ofte været på studieophold eller i eksil i USA. De mente, at kvindefrigørelsen også var i gang i Iran, for de mente, at kvindeundertrykkelsen skyldtes kapitalismen.

– Man fjernede kapitalismen, når man fjernede imperialismen, sådan var det! Jeg var ikke i Iran længe nok til, at jeg kunne samle op på det her, for der var nogle meget stygge overfald på kvindelige demonstranter i foråret 1980. Det ville jeg godt have diskuteret med de kvinder, jeg havde talt med.

April 1980 deltog Torben Hansen i en demonstration med millioner af deltagere ved Revolutionsalléen og universitetet i Teheran. Man fejrede, at præsident Carter havde udvist det iranske personale fra ambassaden i Washington: «Glæde, stolthed, trods, solidaritet med andre af USA-imperialismens ofre, vilje til at videreføre revolutionen…..» skrev Hansen om demonstrationen og nævnte også militsparaden med de mange kvindekolonner: «I flere af kolonnerne var deltagerne iført ligklæder – et symbol på vilje til at kæmpe indtil døden».

– Jeg antog, at den slags var kultur. Jeg tænkte, det er væk næste år, så er vi fri for det pjat, det er ren maskerade. Det blev bekræftet i det miljø, jeg var i i Iran, for jeg mødte næsten ingen, der var rigtige muslimer. De drak vodka og der var barer, som naturligvis senere blev smadret. Indstillingen var, at religionen ikke skulle tages alvorligt, ja, der var nogle mullaher, men religion ville snart være fortid.

Men allerede i januar havde bankmanden fra Fedayin inviteret Hansen med til en stor demonstration. Her mødtes demonstranterne vest for Teheran tæt på lufthavnen, hvor der ligger et monument til forherligelse af det persiske monarki. En moderne, hvid betonkonstruktion, konstrueret af en arkitekt, der tilhørte den bahai-religion, der skulle blive så bittert forfulgt efter at Khomeini kom til magten. Ved siden af monumentet er et stort stadion, og her var der kæmpemøde med omkring 20.000. demonstranter. Der blev holdt taler, og man hyldede en af Fedayins helte, der var blevet henrettet under shahen.

På et tidspunkt kom der inde fra Teheran en mindre flok Hizbollaher. Hizbollaherne ville slås. De var højst 1000. Men de stillede sig på den anden side af vejen og gav sig til at brække store fliser op, som de angreb demonstranterne med. En ung pige blev ramt. Hun rejste sig ikke igen.

– Fedayin`erne tog kæppe frem og ville slås med Hizbollaherne. Politiet kom, men der var højst 50 politibetjente. De stillede sig op imellem de to grupper. Politifolkene blev ganske enkelt smadret af Hizbollah. Det var så grelt, at jeg tænkte, at dette her må nogen længere oppe i systemet have besluttet. Så vidt jeg kunne se, blev en af politibetjentene slået ihjel. Men vi anså Hizbollah for ekstremister, vi vidste ikke, det var Khomeini, der stod bag.

Et par dage tidligere havde Hizbollah stået uden for universitetet. Inden for holdt en Fedayin- leder tale. Hizbollah turde ikke angribe dér, men måtte nøjes med at skrige, «Der er kun et parti, Guds parti, det er os, Hizbollah».

Selve navnet sier alt: Guds parti. Hvem kan motstå noen som er Guds parti? Man kan tenke seg til deres forhold til annerledestenkende. Hizbollah er en religiøs-politisk milits. Det er denne sammensmelting av religion, politikk og våpenmakt som er den giftige cocktailen i vår tid.

Men har venstresiden forstått det? Den har selv et tvilsomt forhold til vold. I en venstreradikals øyne kommer det an på hvem som bruker vold. Hvis det er de undertrykte er det OK. Slik argumenterer også Kåre Willoch. Det burde uroe oss. Snart mener den samlede norske presse det samme: Hamas er OK.

Det klassiske Iran-bilde: De store propagandabildene som pryder veggene over alt, akkurat som board-reklame i Vesten. Det er Big Brother, Khomeini som internalisert farsfigur og overjeg.

Inden Torben Hansen brød med trotskismen nåede han at demonstrere mod USA foran Den Amerikanske Ambassade i København sammen med SFs tidligere formand Gert Petersen. Anledningen var, at USA havde forsøgt at befri gidslerne på ambassaden i Teheran! Foran 500 demonstranter talte Torben Hansen engageret om bønder og arbejderes kamp i Iran. Og:

– Jeg råbte «marg bar – Amrika». Det betyder «død over Amerika» på persisk. De ord randt mig i hu den 11. september 2001.

For nylig var Torben Hansen igen ved Den Amerikanske Ambassade. Denne gang deltog han i den lille demonstration til støtte for præsident Bush´s besøg i sommer. Samme dag, også foran ambassaden, mødtes en betydeligt større skare demonstranter fra venstrefløjen for at vise deres foragt og had for præsident Bush. Talerne var diverse folk fra venstrefløjen og den ægyptisk-danske stand-up komiker Omar Marzouk. Hansen fortæller hovedrystende om den unge mand, han så på TV, der begejstret fortalte om demonstrationen, hvor han havde demonstreret sammen med burkaklædte kvinder og kvinder med hovedtørklæde. Ligesom han ryster på hovedet over den venstrefløj, der i disse år overalt i Europa peger på USA og Israel som hovedfjenden, som viser forståelse for den islamiske terrorisme og egentlig ikke har fjernet sig spor fra de paroler, som Hansen selv engang så som sandheden. Og som ikke generer sig for at finde sammen med islamister i demonstrationer, menneskerettighedsligaer, politiske partier med mere. Men han er ikke forundret.

– Det handler om, hvad er kommunisme? Hvad sker der med hovedet, når man er kommunist? Kommunismen er en tro, den er reduktionisme. Verden forklares af et princip og verdens frelse forklares af et andet princip. I den forstand er Enhedslisten og SF stadig kommunister, der mener at ondets rod er den private ejendomsret og kapitalismen. Den tankegang præger også dele af Socialdemokratiet.

Hansen ser også en direkte parallel mellem begyndelsen på den iranske revolution, på den indflydelse Teherans magtfulde mullaher fik over de fattige landarbejdere, der kom til byen og på den magt, som imamerne i Europa i stigende grad får over de ikke-integrerede muslimer her. Ligesom de islamisk-religiøse militser, der hærger i blandt andet de franske forstæder, fuldstændig er organiseret og struktureret som de militser, der tyranniserede den iranske befolkning under revolutionens opbygning. Khomeinis revolution er stadig forbilledet.

– Khomeini satte den dagsorden, der ikke slipper os i mange, mange år. Det begyndte med Khomeini. Og venstrefløjen har intet lært.

Lærdommen vil ikke bare si å gjennomskue diktaturet. Det betyr også å forstå andre undertrykkelsesformer enn fascismen, imperialismen og kolonialismen. Feks. det orientalsk despoti, der sultanen eier alt, landet og undersåttene. Dette var en tradisjon en venstrerevolusjonær ikke kunne fatte.

Inden Torben Hansen brød med trotskismen nåede han at demonstrere mod USA foran Den Amerikanske Ambassade i København sammen med SFs tidligere formand Gert Petersen. Anledningen var, at USA havde forsøgt at befri gidslerne på ambassaden i Teheran! Foran 500 demonstranter talte Torben Hansen engageret om bønder og arbejderes kamp i Iran. Og:

– Jeg råbte «marg bar – Amrika». Det betyder «død over Amerika» på persisk. De ord randt mig i hu den 11. september 2001.

For nylig var Torben Hansen igen ved Den Amerikanske Ambassade. Denne gang deltog han i den lille demonstration til støtte for præsident Bush´s besøg i sommer. Samme dag, også foran ambassaden, mødtes en betydeligt større skare demonstranter fra venstrefløjen for at vise deres foragt og had for præsident Bush. Talerne var diverse folk fra venstrefløjen og den ægyptisk-danske stand-up komiker Omar Marzouk. Hansen fortæller hovedrystende om den unge mand, han så på TV, der begejstret fortalte om demonstrationen, hvor han havde demonstreret sammen med burkaklædte kvinder og kvinder med hovedtørklæde. Ligesom han ryster på hovedet over den venstrefløj, der i disse år overalt i Europa peger på USA og Israel som hovedfjenden, som viser forståelse for den islamiske terrorisme og egentlig ikke har fjernet sig spor fra de paroler, som Hansen selv engang så som sandheden. Og som ikke generer sig for at finde sammen med islamister i demonstrationer, menneskerettighedsligaer, politiske partier med mere. Men han er ikke forundret.

– Det handler om, hvad er kommunisme? Hvad sker der med hovedet, når man er kommunist? Kommunismen er en tro, den er reduktionisme. Verden forklares af et princip og verdens frelse forklares af et andet princip. I den forstand er Enhedslisten og SF stadig kommunister, der mener at ondets rod er den private ejendomsret og kapitalismen. Den tankegang præger også dele af Socialdemokratiet.

Hansen ser også en direkte parallel mellem begyndelsen på den iranske revolution, på den indflydelse Teherans magtfulde mullaher fik over de fattige landarbejdere, der kom til byen og på den magt, som imamerne i Europa i stigende grad får over de ikke-integrerede muslimer her. Ligesom de islamisk-religiøse militser, der hærger i blandt andet de franske forstæder, fuldstændig er organiseret og struktureret som de militser, der tyranniserede den iranske befolkning under revolutionens opbygning. Khomeinis revolution er stadig forbilledet.

– Khomeini satte den dagsorden, der ikke slipper os i mange, mange år. Det begyndte med Khomeini. Og venstrefløjen har intet lært.

Klassiske kjennetegn ved den totalitære Førerstaten: en karismatisk leder og ungdommer som indoktrineres med slagord og bilder til å følge Lederen.

les hele artikkelen:
Khomeini og venstrefløjens blinde øje