Gjesteskribent


Foto: Snaphanen

Av FARSHAD KHOLGHI, skuespiller og forfatter

For 30 år siden kæmpede det iranske folk for at opnå et frit Iran. I iranernes iver begik de en fatal fejltagelse.
De lod sig narre af en løgnagtig islamisk folkeforfører ved navn Khomeini. Han lovede befolkningen frihed, ytringsfrihed og demokrati.
De frihedshungrende iranere stolede blindt på ham og lod sig forføre af hans løfter.
Kort tid efter shahens fald oplevede Iran nogle få, men utrolige dage med total frihed og i særdeleshed ytringsfrihed. For første gang havde iranerne nu mulighed for at diskutere politik på åben gade.
Jeg glemmer aldrig, da jeg som en nysgerrig dreng gik ture sammen med min bedstefar uden for Teherans universitet. Jeg så unge, gamle, kvinder og mænd diskutere politik så lidenskabeligt og med sådan en glædesrus, at intet ville kunne standse dem.
Jeg glemmer aldrig duften af håb.
Endelig var Iran blevet frit, syntes folk at synge i kor. Men de religiøses brutalitet omdannede håbet til en bundløs afgrund.

Brød sit løfte

Khomeini overholdt ikke sit løfte.
Han bragte ikke frihed og demokrati til Iran.
Hans gave til iranerne var død, rædsel, undertrykkelse, seksuel apartheid og terror. Kongens strålende krone blev erstattet af en bombefyldt turban. 30 års undertrykkelse er et bevis på dette.
Det er yderst vigtigt at forstå, at der ikke eksisterer nogen som helst form for demokrati i Iran i dag, og det har der ikke gjort i alle de 30 år, præsteskabet har terroriseret Iran og resten af verden.
Så enhver snak om snyd eller ej er spild af tid. Udgangspunktet i mullahernes valgcirkus er netop snyd og bedrag. Husk på, at Vogternes Råd bestemmer, hvem der må stille op, og hvem der ikke må stille op til valget.

Den reelle magt

Den eneste person, der besidder den reelle magt, er Khomeinis efterfølger, Khamenei. Han er landets åndelige leder og besidder en magt, der ville gøre enhver diktator misundelig.
Disse valg-shows er ikke andet end spil for galleriet, eller rettere: spil for den vestlige verden.
»Se, vi har demokrati, folket går hen og stemmer«, synes mullaherne at sige til det internationale samfund, og på samme tid overtræder de menneskerettighederne hver eneste dag.
Det tragikomiske valgresultat viser, at mullahernes forståelse af demokrati ikke er andet end en kønsopdelt islamisk maskerade.
På den persisk-sprogede BBCkanal kunne man 13/6 høre flere iranere ringe direkte fra demonstrationerne i Teheran.
De var vrede og følte sig misbrugt af præstestyret. Endnu en gang havde mullaherne lovet demokrati, og endnu en gang havde de svigtet folket. Dets håb for en fremtid i frihed var knust.
De fortalte, at de havde fortrudt at have deltaget i valghandlingerne.
»Khameneis stemmeseddel vejer tungere end millioner af iranernes stemmesedler«, udtalte en skuffet iraner.

Trætte af mullah-regimet

At så mange unge mennesker støtter den såkaldt reformvenlige Mousavi, er en tydelig indikation af, at de er trætte af mullah-regimet, og derfor stemmer de naturligvis på en af de kandidater – godkendt af Vogternes Råd -der kan give dem et håb om en lidt bedre fremtid.
Det er et valg mellem svinein-fluenza og fugleinfluenza.
I disse dage er iranerne vågnet op, og med de tydelige protester viser de deres foragt for præstestyret.
Iranernes råb for frihed skal bringes ud til hele verden og skal høres af alle.
Det er vores pligt at fortælle deres historie og sætte fokus på denne revolution ved at vise alle de optagelser, der slipper ud af landet på YouTube, Facebook m. m.
Præsterne må ikke endnu en gang have held med at slukke håbet.
Vi må hjælpe iranerne med at opnå deres gamle drøm om et frit Iran.

Farshad Kholghi er forfatter, foredragsholder, skuespiller og debattør. Kholgi ble født i Iran i 1971, og flyktet sammen med sin familie til Danmark i 1984. Han er forfatter av boken «Verden er èt land», og har medvirket i flere filmer. Farshad Kholghi er en flittig foredragsholder, og var medredaktør til antologien «Fri Tale. Danske kunstnere om ytringsfrihed» som ble gitt ut i 2005.

Kronikken «Et persisk eventyr?» ble publisert i Jyllands-Posten 16. juni 2009.