Der er blevet stille om det arabiske forår. Jubeltalen er ændret til alvorstunge forhandlinger om interventionen i Libyen og enhver må med bekymring følge, hvordan ønsket om forandring i de fleste lande er blevet udnyttet af de reaktionære og fundamentalistiske kræfter. Da vi i marts i en kronik her i Berlingske manede til besindighed, blev vi mødt med fnysende vrede. Hvordan kunne nogen dog betvivle de oprigtige reformkræfter på Tahrirpladsen? Hvordan kunne nogen se mørke, mens alt var lyst? Vi blev endda beskyldt for at have udviklet en særlig form for moderne racisme. I dag – kun fire måneder senere – er alt anderledes. Alle må med bekymring se, at det, der blev kaldt et demokratisk forår, er ved at udvikle sig til en regulær isvinter.

Et af vestens store problemer i mødet med andre kulturer er, at vi altid ser på årsagerne til politiske begivenheder og omvæltninger med vestlige/demokratiske briller. Som en selvfølge går vi ud fra, at en kineser eller araber dybest set ønsker at leve som os. Af samme grund var det fristende at sammenligne ”det arabiske forår” med en begivenhed som ”foråret i Prag” i 1968 eller de demokratiske revolutioner i Østeuropa i slutningen af 1980´erne. En fristelse som det brede politiske establishment i såvel EU som her til lands faldt for. Da mennesker i Tunis, Cairo og andre arabiske storbyer strømmede ud i gaderne, jublede man i Europa og talte ligefrem om en ”Facebook-revolution”.

Men hvordan rodfæstes i grunden demokratiet i lande, der aldrig har kendt andet end diktatur og korrupte magthavere? Lader et levedygtigt demokrati sig etablere i løbet af få dage eller uger? Hvorfor gik befolkningen på gaden – var det et ønske om frihed eller fordi en enorm generation af unge – ”the youth bulge” – savnede ethvert fremtidsperspektiv i lande, hvis økonomier stod og stadig står stille?

Den arabiske verden er blevet misregeret og skamredet af korrupte magthavere siden Anden Verdenskrig. Det kit, som har holdt landene sammen, har været kombinationen af brutal undertrykkelse og had til den omgivende verden – navnlig Israel og USA. Et land som Egypten har formået at balancere mellem hensynet til vesten og dets egne befolkning ved at tale med to tunger. Over for USA og vesten har man givet den i rollen som internationalt dydsmønster i forholdet til Israel, mens man internt har spredt hadefuld propaganda mod vesten. Interesserede læsere behøver blot at besøge hjemmesiden memritv.org for med egne øjne at konstatere, hvor galt det står til. Her er klip fra arabiske TV-stationer forsynet med engelske undertekster.

Det var derfor ledt at glæde sig, da protesterne mod diktatoren Hosni Mubarak tog til. De færreste lod sig i begejstringen bekymre over, at protesterne var ledsaget af krav om et opgør med Israel. Hvis man vil forstå den arabiske verden, går ingen vej udenom Israel. Netop den jødiske stat har siden sin oprettelse i 1948 været en væsentlig del af den arabiske selvidentifikation. Objektivt set er det latterligt, at denne lille demokratiske ø i et mægtigt ocean af diktaturstater kan vække harme. Men Israel har udgjort et af hovedargumenterne, når egen uformåenhed skulle undskyldes.

Det egyptiske militærstyre under ledelse af premierminister Essam Sharaf har lagt en køreplan for vejen mod demokrati. Han ønsker særligt, at de demokratisk indstillede partier skal kunne nå at udgøre et alternativ til det magtfulde Muslimske Broderskab, der især rekrutterer tilhængere blandt det store flertal af ludfattige egyptere. Ifølge køreplanen skal et valg allerede afholdes i september i år.

Men situationen kompliceres af, at 6.april-bevægelsen, hvis tilhængere deltog i demonstrationerne, ikke har tillid til militærets køreplan. De mistænker militæret for at have planer om at udskyde valget, selv om militæret påstår det modsatte. Men angsten for Det Muslimske Broderskab er reel. Broderskabet er ikke demokratisk, anvender terror – og meget taler for, at hensigten er en omdannelse Egypten til en islamisk stat efter iransk forbillede. Den seneste udvikling burde bekymre. Broderskabet står stærkt. Alle modstanderne er uorganiserede og uerfarne. Den indgåede fred med Israel er under pres og hele regionen risikere at destabiliseret yderligere, hvis landet radikaliseres. De kristne forfølges fortsat – ja, vi får endog meldinger om, at volden er stigende mellem de religiøse grupper.

Der er derfor grund til at stille det samme spørgsmål nu, som vi tillod os i marts. Vil den egyptiske befolkning med sine nye, demokratiske midler ende med at afskaffe demokratiet? Det er set før i den arabiske verden – eksempelvis i Algeriet, der pludselig befandt sig i en borgerkrig. Det er også set i Iran, hvor Ayatollah Khomeini forrådte iranernes frihed efter Shahens fald i 1979.

Netop i lande uden demokratiske traditioner er risikoen for diktatur overhængende. Demokrati er noget, som hverken kan indføres eller dikteres af andre. Demokrati er noget, som skal rodfæstes i den enkelte borger. I Danmark sætter vi ikke spørgsmålstegn ved demokratiet. Det er en kendsgerning. Når danskere sætter sig ned og diskuterer, er de automatisk demokrater, og hvis de er uenige, gennemfører de en afstemning.

Vesten må forstå, at Egypten og de arabiske lande er autoritære stater – ikke kun, hvad styreformen angår, men helt ned på mikroplanet hos den enkelte familie, hvor manden som familieoverhoved har det endelige ord. Den arabiske verden kan ikke nøjes med en demokratisk styreform – landene skal demokratiseres fra neden, og befolkningerne skal opdrages til demokrati. Den proces kan ikke klares på et par måneder.

I et land som Egypten har demokratiet ingen naturlige vækstbetingelser. Først må jorden gødes. Det seneste eksempel på manglende demokrati er tegneren Okasha, som har vakt harme ved i sine tegninger at beskrive Egyptens situation som et vadested mellem militærstyre og religiøst diktatur – på den ene side en uniform, på den anden side en kjortel.

Vesten må droppe de naive forestillinger om hurtige genveje til demokrati i den arabiske verden. Vi påstår ikke, at demokrati er umuligt, men at de arabiske lande har så mange alvorlige problemer at kæmpe med, at demokrati for den enkelte arabiske borger er en abstrakt størrelse. Vi kan i grunden nøjes med at se tilbage på foråret i Østeuropa – var det båret frem af ønsket om frihed eller forbedrede levevilkår? De første demonstranter i DDR var idealister, som troede på, at et demokratisk DDR ville kunne overleve. De fattede ikke, at Muren var den eneste garanti for landets eksistens. Senere kom masserne på gaden – deres ønske var i højere grad D-mark end frihed. Men alligevel forstod de, at der er en sammenhæng mellem frihed og velstand.

De arabiske befolkninger må ligeledes lære, at frihed, demokrati og velstand hænger sammen. Velstand og vækst er simpelthen en umulighed i et land, hvor kvinder fortsat undertrykkes og behandles som andenrangsborgere. Hvis Det Muslimske Broderskab opnår magt, som det har agt, vil Egypten blive kastet lige lukt tilbage i middelalderen, og revolutionen vil være forrådt.

Forhåbentlig kan den danske og europæiske debat om udviklingen i Egypten nu besinde på landets og regionens reelle vilkår. Ingen er tjent med at forfølge fatamorganaer uden en jordisk chance for realisering.

 

Morten Messerschmidt er jurist og representerer Dansk Folkeparti i Europaparlamentet, etter tidligere å ha vært innvalgt til Folketinget for samme parti. Farshad Kholghi er en iransk-dansk skuespiller og offentlig debattant, som flyktet fra Iran med sin familie i 1984, og siden har gjort seg bemerket med forsvar av vestlige verdier og skarpe utspill mot islamsk ideologi. Denne artikkelen ble første gang offentliggjort som blogginnlegg i Jyllands-Posten 16. juli 2011, og gjengis på Document med forfatternes vennlige tillatelse.