Gjesteskribent

Der var møde i Trykkefrihedsselskabet forleden, og det arabiske forår var til debat. Direktøren for Dansk-Egpytisk dialoginstitut i Kairo Jacob Erle udtrykte sin moralske harme over, at jeg problematiserede de demokratiske revolutioner. For det var dog et fremskridt i forhold til det diktatur, befolkningerne i f.eks. Egypten havde levet under.

Men var det nu det? Kan et diktatur – eller snarere et autokrati – ikke være bedre end et demokrati? Lad os diskutere nogle oplagte eksempler.

Et demokrati kan også føre til et nyt slags diktatur, som er værre end det gamle. Revolutioner fører ikke altid fremskridt med sig – hvis målestokken altså er liberalt demokrati. Vi ved, hvad der skete i Iran i 1979.

Der er ingen tvivl om, at de arabiske diktaturer var og er korrupte, stimulerer terrorbevægelser og af og til er direkte fjender af Vesten (Gaddafi indtil for nylig, og det samme gjaldt Saddam Hussein). Men er et islamisk ”demokrati” med shariapakken og det hele bedre end selv Mubarak-regimet? Mubarak-regimet var dog relativt godt, dvs. sandsynligvis bedre end alternativet.

Under Mubarak kunne man handle med Egypten, landet var åbent for turisme, der var en relativ stabil retsorden, og der herskede en grad af frihed i eksempelvis uddannelsessystemet, der blev indgået fredsaftale med naboerne, især Israel, og de kristne koptere levede under tålelige vilkår.

Alt det trues under det islamiske styre, der nu er på vej. Allerede nu er forholdene så utålelige i f.eks. Egypten – Klaus Wivel skrev om det i ugens WA – at vi endda ikke hører om det. Det er simpelthen for farligt at rapportere om det. Og i Libyen, et andet land som Vesten ”reddede” fra diktaturet, foregår der nu etnisk udrensning, der tangerer forbrydelser mod menneskeheden.

Et diktatur – og selv med typer som Gaddafi og Saddam i front – er som regel at foretrække frem for anarkiet. Tag f.eks. Somalia, hvor befolkningen af gode grunde længes efter et islamisk diktatur. Anarki er den værste synder, når vi taler om barbari og overgreb på civilbefolkningen. Det anerkendes af selv liberale menneskerettighedstænkere som Michael Ignatieff. Hvem husker ikke Rwanda i midt-halvfemserne eller de ufattelige myrderier i kølvandet på Saddam Husseins fald i Irak? Når diktaturer styrtes, opstår der nemt failed states, som tillige udgør enorme sikkerhedspolitiske risici.

Behovet for sikkerhed er et langt mere universelt og elementært menneskeligt behov end frihed. For uden orden, ingen frihed. Så eksisterer der kun anarkiets alles kamp imod alle. Først mad, bolig, tryghed, dernæst demokrati.

Dertil kommer, at vestligt demokrati ikke er universelt, hverken deskriptivt eller normativt. Vesten opfattes hyppigt som dekadent og ude af stand til at kunne træffe svære beslutninger i krisetider. Tom Jensen skrev for nogen tid siden her på Berlingske blogs om utilfredsheden med demokratiet:

”Med andre ord er en mørkrandet status her tre år inde i finanskrisen følgende: Ikke-demokratiske kapitalistiske lande som Kina og Rusland og andre lande stormer frem; demokratisk-kapitalistiske lande i Vesten er derimod i knæ på grund af krisen; ikke-demokratier får dermed mere og mere global indflydelse – også politisk.

I de vestlige lande synes flere og flere at tilslutte sig to betænkelige strømninger. Enten begynder man som Asger Aamund og Kim Fournais at stille spørgsmål ved selve demokratiets evne til at tackle krisen. Eller også gør man det stik modsatte og vender sig aggressivt mod selve kapitalismen og princippet om en fri økonomi som vi ser det på gaderne i USA, men også i Grækenland, Spanien, Frankrig, Storbritannien.”

Når enkelte herhjemme er skeptiske over for demokratiet og dets handlingslammelse, træghed, defaitisme og kulturelle selvfornægtelse, ja, hvad så med resten af den ikke-vestlige verden? Det kan meget vel være, at befolkningerne rundt omkring slet ikke ønsker vestligt demokrati, men trives bedre under autokrater, vel at mærke ”gode autokrater”, som Robert Kaplan forleden skrev om i The National Interest.

Selv i Mellemøsten kender man til gode autokrater. F.eks. monarkerne med relativ legitimitet i Marokko, Jordan og Oman. De har reformeret deres regimer, givet kvinder flere rettigheder og udviklet uddannelsessystemet.

Men det er især i Asien, at vi finder gode autokrater med folkelig opbakning. Disse regimer bygger på den konfucianske kultur, der fokuserer på autoritet, hierarki, kollektivet og harmoni frem for konflikt. Disse værdier er selvsagt bredt funderede i befolkningerne. Dertil skal vi huske, at regimerne har succes, især hvad angår økonomisk vækst. Vi ser det bl.a. i Kina, Singapore, Malaysia og Vietnam. Millioner af asiatere har forbedret deres livsvilkår markant inden for de seneste mange år under autokratiske styreformer.

Nogle af de mest berømte autokrater tæller Sydkoreas Park Chun Hee, Kinas Deng Xiaoping og Singapores Lee Kuan Yew. Singapore har i dag en af de højeste levestandarder i verden. Men der er stadig masser af forbud, censur og kontrol med pressen i de asiatiske lande. Alligevel nyder regimerne folkelig opbakning.

Det betyder bestemt ikke, at de er liberale regimer og handler idealistisk. Tværtimod. Udenrigspolitikken er ofte drevet af kynisme. Flere regimer nedkæmper brutalt oprørsbevægelserne (tænk på Kinas fremfærd på Den Himmelske Freds Plads i 1989), de handler med despoter rundt omkring i verden og udfører en art nykolonialisme i f.eks. Afrika. I Malaysia slås der ned på menneskerettighedsaktivister, oppositionen intimideres, og ligesom i andre lande er der kontrol med internettet.

Men tør vi ikke godt sige, at vestligt, liberalt demokrati ikke er universelt, ja, at det måske ikke engang efterstræbes i andre dele af verden? At det faktisk nogle gange opleves som bedre at leve under autokrater end demokrater, og at diktatur er bedre end anarki? Moralsk bedreviden og idealistisk universalisme kommer man i hvert fald ikke langt med, hvis man skal forstå den multipolære verden, vi lever i, hvor historien ikke er endt med vestlig triumf.

Document takker Støvring for tillatelse til å gjengi hans artikler. Denne sto i Berlingske 29. februar.

Kasper Støvring skriver om kultursammenstød, sammenhængskraft og værdipolitik herhjemme og i udlandet.

CV: Kulturforsker ved Syddansk Universitet, ph.d. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Har bl.a. udgivet bøgerne ”Villy Sørensen og kulturkonservatismen”, ”Sammenhængskraft” (2010), ”Den borgerlige orden” (sammen med Morten E.J. Nielsen, 2008) og ”Blivende værdier” (2004). Skriver p.t. på en bog om kulturkonflikter. Derudover er Støvring flittig foredragsholder og debattør. Bor til daglig i Sorø på Vestsjælland.

Læs mere på: www.kulturkritik.dk