Gjesteskribent

Det nye mantraet i Danmark lyder «Ingen rettigheter uten plikter», men i mange år underviste man nærmest innvandrere i hvordan de skulle få mest mulig penger ut av det danske velferdssystemet i det som ga inntrykk av å være en bunnløs statskasse. Dette feiltrinnet sammen med en gjenoppfinnelsen av en sneversynt og fordømmende form for islam bidrar til å holde muslimske innvandrere borte fra arbeidsmarkedet og engasjement i det danske samfunnet, sier integrasjonskonsulent Esma Birdi, som selv har tyrkiske røtter.

– En stor gruppe innvandrere og deres etterkommere er i ferd med å oppbygge en bekvem, men uoverstigelig barriere for sin egen integrasjon i samfunnet ved å gjenoppfinne islam, sier hun:

»Meget høj på hensynsfuldhed. Og meget lav på mod.« Svaret fra integrationskonsulent Esma Birdi falder prompte, når man spørger hende, hvordan hun vil karakterisere den danske indvandrerpolitik i hvert fald frem til de stramninger, som Poul Nyrup Rasmussens (S) regering satte i gang i slutningen af 1990erne.

Når det er interessant at tale om politik og praksis, der ligger mere end 10 år tilbage i tiden, skyldes det, at begge dele fortsat trækker dybe spor i den danske integrationsdebat. Når det halter gevaldigt med beskæftigelsen blandt primært de tyrkiske efterkommere, skal forklaringen nemlig ifølge Esma Birdi til dels findes i den nære fortid.

»Folk blev så harme over at få at vide, at de pludselig skulle arbejde, for i 80erne og det meste af 90erne havde man nærmest undervist indvandrerne i at trække penge ud af systemet. Folk fik indtryk af en bundløs dansk statskasse, så fra at handle om at man som tyrker ville til Danmark for at tjene flere penge, end man kunne hjemme i Tyrkiet, kom man efterhånden, især kvinderne, til at fremstå som nærmest stupid, hvis man gik på arbejde. Når man nu kunne få løn fra Danmark,« siger Esma Birdi.

Selv kom hun til Danmark i 1972 som en lille syvårig pige fra en tyrkisk provinsby. Hendes far var en del af den første store tyrkiske indvandrerbølge i Danmark i slutningen af 1960erne. Han og de andre mænd kom for at få arbejde og fik det. Det samme fik Esmas mor og senere teenagepigen Esma, da hele familien blev samlet i Danmark.

»Min familie hørte til de ressourcestærke indvandrere, der som en selvfølge ville arbejde. De ressourcestærke findes også i dag, men med familiesammenføringerne fik vi en kædeindvandring af indvandrere fra landet med kort skolegang, der aldrig kom ud på arbejdsmarkedet. Den arv slås vi med i dag. Og så oplever mange indvandrere, ofte med rette, en vis intolerance fra danskernes side.«

Birdi er utdannet tolk, og har ofte opplevd en fullstendig mangel på felles referanseramme mellom dansker og innvandrere, samt innvandreres manglende forståelse for hva den danske samfunnsmodellen går ut på:

»Jeg har oplevet folk, der stillede på kommunen og nærmest sagde værsgo, her er min mand, han er lige kommet herop og vil gerne hjælpes resten af livet. Den negative holdning til de nye krav om uddannelse og arbejde er nedarvet blandt de indvandrere, der blev hardcore bistandsmodtagere, og hvis børn og børnebørn aldrig har oplevet deres forældre tage del i samfundet eller livet uden for lejligheden. Den gruppe indvandrere lever i et parallelsamfund, hvor man i øjeblikket er ved at genopfinde religionen som endnu en forklaring på, at man ikke skal have et job eller tage del i samfundet.«

Med genopfindelsen af islam og den stædige insisteren på at der er rigtige muslimer og ikke-rigtige muslimer, er en stor gruppe indvandrere og deres efterkommere efter Esma Birdis mening ved at opbygge en bekvem, men nærmest uoverstigelig stor barriere for deres egen integration i skolen, på uddannelsesinstitutionerne og på arbejdsmarkedet.

– Religion er et problem hvis man vil være en del av det danske arbeidsmarked men samtidig insisterer på å være tørkle eller be 5 ganger om dagen, sier Birdi.

– Du kan ikke arbeide i en bank og du kan ikke bli dommer hvis du bærer tørkle. Kanskje kan du få jobb på Kvickly, fordi de synes det er greit at du skilter med din religion. Men andre steder får du nei. Og så får du en lettvint unnskyldning for å si at danskene ikke liker muslimer, de er rasister, for selv om de sier at vi lever i et fritt land med religionsfrihet, så blir man holdt utenfor hvis man er muslim.

Esma Birdi er selv muslim og understreger, at hun til enhver tid vil forsvare ethvert menneskes ret til at vælge sin egen tro. Men retten til at vælge selv har i de senere år fået en gevaldig rusketur blandt mange danske muslimer. Her er den interne kontrol benhård, og dem, Esma Birdi kalder uautoriserede og uoplyste imamer prædiker sammen med deres tilhængere, at der findes én rigtig måde at praktisere islam på. Og at dem, der ikke er med dem, er imod dem.

Undersøkelser som Catinét Research flere ganger har foretatt for Ugebrevet A4, viser at unge muslimer er betydelig mer religiøse enn sine eldre trosfeller. Mens to tredjedeler av 15-20-åringene erklærer at deres religion har betydning for den måten de lever på til daglig, gjelder det bare hver fjerde muslim i 50-årene. Det stemmer helt med Esma Birdis erfaringer:

»Mange unge er fuldstændig sovset ind i religion. De formår ikke at skille tingene ad og æder alt, hvad imamerne eller de mest rabiate siger. Muslimer, der ikke overholder ramadanen eller ikke går med tørklæde, bliver hånet. Deres børn bliver kaldt plastic-muslimer, og i stedet for at tænke selv underlægger man sig en flokmentalitet og en enormt gammeldags patriarkalsk holdning. Man er i gang med at genopfinde islam på en måde, der fratager folk ansvaret for at finde deres plads i det danske samfund,« mener Esma Birdi.

I hendes optik er islam en meget elastisk religion, der netop opmuntrer sine tilhængere til at tilpasse sig det omkringliggende samfund: Du må ikke tro så meget, at du ødelægger det for dig selv men husk nu, der er en Gud.

»Koranen taler om, at man har pligt til at integrere sig. Ja, selv spise svinekød, hvis der ikke er andet, du kan ernære dig af! Hvis situationen kræver det, må du godt. Men der er jo ingen i Danmark, der tvinger dig til at spise svinekød. Der er så meget andet at vælge imellem, og der er ingen muslim, der er blevet omvendt af at deltage i en dansk julefrokost.«

Men i følge Birdi tar i dag de mest rabiate gruppene blant innvandrerne alle koranens forbudspragrafer ut av sin sammenheng, og bruker dem både til en hard intern sosial kontroll og i en forakt for andre mennesker – også dansker, som man mener at lever umoralsk:

»Man forsøger at slå ned på kvindernes adfærd og med religiøse argumenter holde dem væk fra at deltage i udviklingen af samfundet. Fornuften er sat fuldstændig ud af kraft, og man har ældgamle patriarkalske holdninger med hjemmefra, som man så går grueligt galt i byen med, både i det danske samfund og på arbejdspladsen.«

For Esma Birdi er religion en privat sag. Det er den ikke for de muslimer, der efter hendes mening har fundet et af danskernes ømme punkter, nemlig den individuelle frihed, og fermt formår at trykke dér, hvor det gør allermest ondt.

»Vi ser allerede i dag en gruppe muslimer, der gør krav på, at arbejdspladserne skal indrettes efter deres krav og får man så ikke dem opfyldt, så siger man, at danskerne er racister. I de kommende år vil vi se flere krav om for eksempel halalslagtet kød i kantinen, for når man kan lave vegetarmad, så kan man vel også lave noget til muslimer, eller krav om bederum, for ellers har jeg jo ikke de samme frihedsrettigheder som danskerne.«

Man er nødt til at finde en gylden middelvej, hvis man vil have alle hænder med i opbygningen af et samfund med frihed under ansvar, mener Esma Birdi. Hun arbejder selv som konsulent med at klæde lærere, skoleledere, HR-konsulenter, politibetjente og andre faggrupper på til at håndtere en religion, der får stadig mere plads.

LO Ugebrevet A4: Religion er blevet en undskyldning for at holde sig væk fra arbejdsmarkedet

Via Steen