Gjesteskribent

Jeg har stundom sittet på møter som berører islam og Vesten, og undret på hvor lenge det går før motsetningene slår ut i trusler og det som verre er. Så dype er motsetningene, så stor er aggressiviteten. Det er som om åpenheten i vestlige samfunn er en oppfordring om å «gå lenger».

I Danmark er truslene et faktum, drapstrusler sogar. Er det fordi Danmark har en reell opposisjon, mens folk i Norge kun tør ytre seg på kammerset? Danmark har til og med en politiker med innvandrerbakgrunn som er liberal, kritisk, og forsvarer frihetlige verdier, ikke sin egen gruppe. Det har ikke Norge. Tvert om. I Norge er det folk som profilerer seg selv og bruker sin gruppe som brekkstang, som er synlige representanter og vil inn på Tinget.

Prisen for å være liberal innvandrerpolitiker er å være konstant omgitt av to fra Overvåkingspolitiet. Man skulle tro det ville være noe norske medier var opptatt av, men de er ikke det. Det er for ubehagelig.

En ny omdreining

Nylig deltok Naser Khader på et debattmøte hvor islamister gjorde det ubehagelig for ham. Det er ikke første gang. Politiet måtte hive ut en mann som fornærmet Khaders familie grovt. Men så skjer det noe: Mediene får det for seg at det var Khader som truet den unge mannen, og Politiken lager et intervju med mannen som har gått til anmeldelse av Khader for trusler. Politiken gjør ikke noe forsøk på å sette saken i kontekst og fortelle hva som virkelig foregikk. Det er den unge muslimen som får brette ut sin versjon.

Det er en grov fordreining og ikke bare presseetisk forkastelig, men nærmest en politisk forbrytelse: Politiken tar parti for de kreftene som ønsker å ramme Khader, ikke bare true ham til å gi seg med politikken, men står ham etter livet. Det er et angrep på demokratiet.

Ytringsfrihet og lex Auschwitz

Helle Merete Brix var på møtet som paneldeltaker og beskriver hva som skjedde: Tema var islam og Vesten: clash eller dialog. Det satt et par unge menn på første benk som tok ordet og presenterte seg som troende muslimer. De tok og fikk mye taletid, blant annet tok de opp hvorfor det ikke er lov å kritisere Holocaust i Vesten.

Dette er blitt en gjenganger blant islamister. Det er ikke et tema som detter ned i hodet på folk. Det er noe man har bestemt seg for å «kjøre». Akkurat som SUF (m-l) i sin tid hadde punkter de mente var samfunnets svake sider, har islamistene valgt seg sine. Det sier mye om hva de står for. De sier alltid at de ikke er for Holocaust-benektere, men stiller spørsmålet prinsipielt, ut fra ytringsfrihet: hvorfor forskjell på Loke og Tor: hvorfor er det lov å kritisere islam, men ikke Holocaust?

Holocaust-tvil som rambukk

Svaret er enkelt: det er ikke religionen som har krav på beskyttelse, men menneskene. Holocaust er spesielt: det var et angrep på et folk og vår sivilisasjon. Den som benekter Holocaust benekter en historisk sannhet og det er den grusomste sannhet. Hvis man tilstår dem en rett til å trekke denne sannheten i tvil har man samtidig innrømmet dem en rett til å rive fundamentet for dagens samfunn, som faktisk bygger på vissheten om Auschwitz. Det ligger derfor et stort tragisk paradoks i at islamister bruker retten til Holocaust-tvil som rambukk. Friheten de nyter i Europa er resultat av erfaringene med nazismen, og nå vil de selv ødelegge denne friheten.

Det er derfor grunn til alarm når islamister reiser spørsmål Holocaust og ytringsfrihet. Man må spørre hvorfor, og ikke begi seg inn på en diskusjon på deres premisser.

Under møtet i København tok islamistene debatten om ytringsfrihet et skritt lenger: De kom med grov forulemping av Khaders mor, og problemstillingen var da: – Hvis du blir fornærmet over dette, hvor fornærmet tror du ikke vi blir når dere forulemper profeten?

I dagens klima er dette faktisk et resonnement som noen vil forsvare. Men den som er til stede og hører fornærmelsene, vet at hensikten er en helt annen.

Da jeg nævnte de problemer i forbindelse med beskyttelse, som for eksempel kritikere som Ayaan Hirsi Ali, Kurt Westergaard har i deres daglige liv, sagde den ene unge mand:

– Vi er også nogle, der skal beskyttes mod Nasers synspunkter.

Højdepunktet i debatten, eller rettere lavpunktet, indtraf da en ung mand på bagerste række pludselig råbte til Naser, at han måtte hilse sin mor, «hun giver sådan et godt blowjob».

Der var et øjebliks forbløffet tavshed. Derefter samlede jeg mig og sagde højt: «Smid ham ud». Khader rejste sig og henvendte sig til den unge mand: «Hvad sagde du?».

Arrangøren af foredraget tog sig sammen til at bede manden om at forlade lokalet. Khader, der følges af to mænd fra PET, Politiets Efterretningstjeneste døgnet rundt, blev stående. Efter lidt besvær fik PET smidt manden ud.

Det sidste billede jeg har i hovedet fra episoden er to PET-folk, der holder godt fast i en aggressiv ung mand og lemper ham ud af døren.

Legg merke til argumentet: «Vi er også nogle, der skal beskyttes mod Nasers synspunkter.» Her gjør man en annens deltakelse i den demokratiske debatt til en krenkelse. Hvordan skal feks. Jonas Gahr Støre trekke en grense mot slike synspunkter? Han argumenterer at ytringsfriheten må brukes hensynsfullt. Hvis noen skriker høyt nok at de blir krenket, vil det ikke da oppstå en tvil hos publikum: kanskje Khader eller Hege Storhaug bør dempe seg litt? Har ikke de sinte ungdommene litt rett?

Bølla er forurettet

Naser Khader kjemper sin kamp alene, mens islamistene arbeider i flokk. Nå også med grov personlig sjikane. At bølla har valgt å anmelde Khader for trusler er ikke tilfeldig. Det sier noe om at man forstår hvordan systemet kan brukes som våpen. Når en avis som Politiken gir pøbelen spalteplass, er dette et signal om at intimideringen har støtte og legitimitet.

Næste dag ringede Politiken, altså den avis, der har «Nej-til-Muhammedtegninger-Tøger Seidenfaden» som chefredaktør. For nu var Khader meldt til politiet. Altså Khader, ja, De læste rigtigt igen. For at have truet den unge mand. Den unge mand, der optrådte provokerende ved mødet, ville ikke nøjes med at anmelde Khader. Han havde også allieret sig med den kendte advokat Thorkild Høyer, der bl.a. var forsvarer for en af de unge i terrorsagen fra Glostrup i 2006. Her vendte advokaten sig mod brugen af de såkaldte karaktervidner, der bl.a. skulle udtale sig om de anklagedes forhold til deres religion. Islam skulle ikke sættes på anklagebænken, mente Høyer, det kunne marginalisere unge muslimer yderligere.

Politikens beskrivelse af mødet baseres omtrent udelukkende på den unge provokatørs udsagn. Han får også lov til at optræde anonymt. Hvorfor? Hvorfor forlanger journalisten ikke, at han står frem med navns nævnelse? Det fremgår blot af artiklen, at der er tale om en 32-årig mand, der studerer islamologi på universitetet. Til Politiken har han forklaret, at han ville teste grænserne for ytringsfriheden og ofte deltager i debatmøder.

– Hvis du som person ikke kan tåle, at din mor bliver forurettet, så kan du godt regne med, at der er nogle muslimer, der ikke kan tåle, at man spotter Gud og Profeten. Det var det, jeg ville vise. At der er en grænse for ytringsfriheden. Hvis det er ok at spotte Gud og Muhammed er det også ok at spotte Khaders mor.

Mobb

Bruken av mobb er kjent i den arabiske verden. Nå har vi fått en islamistisk pøbel i Vesten, som brukes politisk, til å intimidere motstandere. De redaksjoner som later som om de ikke ser dette, bør ikke få dø i synden. De graver demokratiets grav og legitimerer politisk vold.

HRS: Jøde biter hund? – et eksempel på fornærmelse av islamismens kritikere