Sakset/Fra hofta

Det er et fenomen i vår tid at folk man skulle tiltro intelligens og vurderingsevne feiler fullstendig i analysen av islamister og terrortrusselen. En av dem er tidligere leder av det danske sikkerhetspolitiet, PET, Hans Jørgen Bonnichsen. Når man ser hva han får seg til å si, må man klype seg i armen og spørre om det er samme person som har vært PET-leder i ni år.

Bonnichsen har vært invitert til Norge flere ganger pga sin kompetanse. Hans bortforklaringer passer de norske offisielle holdningene godt. Man liker dårlig motforestillinger.

Nå har Bonnichsen skrevet bok og her får man svart på hvitt hans skjønnmaling og benektelse av virkeligheten. Henrik Gade Jensen tar ham fatt i Jyllands-Posten:

Hans Jørgen Bonnichsen har 41 års erfaring som politimand, de sidste ni år før pensionen i 2006 var han leder i PET og fungerer nu i offentligheden som ekspert om PET, terror og sikkerhed.

Bonnichsen gennemgår den terror, der siden 1985 har ramt Danmark, og giver samtidig små indblik i britisk og amerikansk efterretningsarbejde, da Bonnichsen har samarbejdet med MI5, CIA og FBI gennem mange år. Men Bonnichsen løfter ingen flig, og det er sympatisk ikke at ville markedsføre sig med indiskretioner. Bogen viser, at Danmark bl.a. har undgået terror i kraft af solidt og gedigent efterretningsarbejde.

Bonnichsens problem

Bogens problem er Bonnichsens personligt prægede vurderinger. Han vil placere sig selv som fornuftig mellem islamister og de danske »dommedagsprofeter og hadprædikanter«, hvortil hører Helle Merete Brix, Lars Hedegaard, Karen Jespersen og Morgenavisen Jyllands-Postens kommentator Ralf Pittelkow. Og på det sidste uden navns nævnelse også Villy Søvndahl. De er paranoide, intolerante, og danske nazister suger næring fra dem, ifølge Bonnichsen, der har sin viden ikke fra PET, men fra Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken. Derimod var imam Abu Laban ifølge Bonnichsen ingen hadprædikant, men brugte blot »billedrig arabisk retorik«.

Naser Khaders advarsler mod fængselsimamer kalder Bonnichsen det rene sludder, men kun fem sider længere fremme skriver Bonnichsen selv om radikaliseringsprocesser i fængsler i England, Frankrig og Spanien, som direkte affødte «skobomberen» Richard Reid.

Det rimer dårligt

Bonnichsen skriver om Hizb-ut-Tahrir, at »vold ikke indgår i organisationens ideologi«. Hvordan rimer det med, at dets leder i Danmark fik 60 dages fængsel for opfordring til drab på jøder og tre måneders fængsel for trusler mod statsministeren? Og at foreningen i øvrigt er forbudt i Tyskland.

Ren glorie

Bonnichsen mener, at islameksperterne Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen udsættes for berufsverbot af Folketingets flertal.

Om de danske imamer, som PET har samarbejdet med, skriver Bonnichsen, at det er fordomme at opfatte dem som integrationsfjendske og kvindeundertrykkende, også selvom »de var tilhængere af Det Muslimske Broderskab«.

Bonnichsens korte gennemgang af islams historie er ren glorie. »Tolerance over for andre trosretninger har altid været et nøglebegreb i islam.«

Bonnichsen fejler fatalt i sine vurderinger, hvori danskeres frygt gøres til had, og islamisters ønske om sharia eller drab på jøder underspilles som ikke-vold og arabisk sindbilledsprog. Da PETs arbejde af gode grunde er hemmeligt, må man som fornuftig borger frygte for, om han er repræsentativ for tjenesten.

Hans Jørgen Bonnichsen: Frykt og fornuft i terrorens tidsalder.
276 sider, 249 kr.

People’s Press