Kommentar

Historien om en tekst-kritisk utgave av Koranen er som hentet ut fra en Indiana Jones-film: her er nazistiske orientalister, tyske jøder, plutselige dødsfall, og gjemte hemmeligheter.

Den største hemmeligheten av dem alle satt professor Anton Spitaler på i 50 år:

De cirka 400 unikke filmruller med billeder af ældgamle koranmanuskripter, som den tyske orientalist Gotthelf Bergsträsser møjsommeligt har indsamlet i løbet af 1920rne og -30rne.

Alle trodde de hadde gått opp i flammer da britiske fly bombet Det bayerske Vitenskapsakademi en natt i 1944.

Det er så fatalt et slag for koranforskningen, at man efterfølgende opgiver at færdiggøre den tekstkritiske udgave, som allerede fandtes for andre vigtige kulturbærende tekster. Det vil sige en tekst, hvor forskeren dels har forsøgt at finde frem til det tekstlige format, som sandsynligvis er tættest på den tidligste tekst, arketeksten, dels har identificeret små eller store afvigelser håndskrifterne imellem.

Som kjent har Bibelen vært underkastet en tekstkritisk granskning i lang tid. Det henger sammen med oppdagelsen av Rosetta-stenen under Napoleons invasjon av Egypt: man fikk de filologiske nøkler til å forstå oldtidens språk, og ble bevisst kulturutvekslingen og kunne påvise hvordan tekstene har endret seg. Den større historiske bevissthet har detronisert en bestemt måte å oppfatte Bibelen på: for dem var det truende at teksten ikke var skrevet av Gud, men mennesker. I dag er dette allment akseptert, men det har altså vært en lang prosess.

Forskere var i ferd med å gjøre det samme med Koranen, og tyske forskere hadde innsamlet et verdifullt materiale. Som alle andre gamle tekster fantes det ulike versjoner før Koranen fant sin kanoniske form.

Oldtidens håndskrifter er nemlig kendetegnet ved fejl og »rettelser«, som skriverne bevidst eller ubevidst begik. Men i stedet for en sådan filologisk-kritisk udgave måtte man slå sig til tåls med den ægyptiske Kong Fu’ad-edition fra 1924, som den muslimske ulama (klassen af religiøse lærde) havde udarbejdet – en udgave uden nogen former for noteapparat, og som sigtede mod kanonisk homogenitet.

Flere tyske filologer og orientalister har samlet sammen materialet til det tekstkritiske arbeidet. Noen av dem var fellow-travellers eller troende nazister.

Forhistorien begynder i 1856, da det 23 år gamle vidunderbarn Theodor Nöldeke vinder det franske Académie des Inscriptions et belles-lettres’ prismedalje for sin banebrydende behandling af Koranen. Afhandlingen omskrives i de følgende år og kommer til at stå som en nyklassiker for koranstudierne (desværre først oversat til arabisk i 2004).

Op gennem 1920rne og -30rne rejser den semitiske lingvist Bergsträsser rundt i Mellemøsten med sit Leica-kamera og tager billeder af sjældne og gamle koraner. I 1933, året hvor Hitler bliver kansler, dør anti-nazisten Bergsträsser desværre på en bjergbestigningstur i Alperne. Hans arbejde fortsættes af orientalisten Otto Pretzl, men Anden Verdenskrig nærmer sig og sætter pause for den videre koranforskning. Pretzl bliver officer i værnemagtens hær, men omkommer i 1941 under en hemmelig operation i Irak.

Såvel Nazi-Tyskland som de allierede får brug for sprogkyndige orientalister til deres engagementer i Mellemøsten. Ikke mindst Tyskland har brug for alle mand, da de mange jødiske forskere er flygtet eller det, der er værre. Nogle af de tiloversblevne tyske orientalister er overbeviste nazister, nogle er apolitiske og gør blot deres patriotiske pligt, andre flygter og går i allieret tjeneste.

Den senere tid er forbindelsen mellom Nazi-Tyskland og Midtøsten trukket frem. Det var ikke bare en politisk sympati, men også en ideologisk utveksling. Det gikk utmerket an å være orientalist og nazist. Nazi-Tyskland ønsket også å bruke arabere og muslimer til bla. utryddelsen av jøder.

Et beskæmmende kapitel tegnes af Rudi Paret, der efter krigen leverede en af de mest filologisk præcise koranoversættelser til dato, men som også havde en fortid som medlem af en organisation, hvis navn taler for sig selv: Institut for forskning i og eliminering af den jødiske indflydelse på den tyske kirke.
..
En anden dygtig orientalist, Bertold Spuler, afholder derimod grundkurser i islam for flere af de muslimske enheder (hvor en håndfuld er rene SS-enheder), som tyskerne mobiliserer fra deres østlige fronter på Balkan og Sovjetunionen.

Men hovedpersonen i historien, dr. Spitaler, holdt sin sti ren og ble æresdoktor ved Det hebraiske universitetet i Jerusalem.

På begynnelsen av 90-tallet betrodde han en assistent at billedarkivet over Koran-utgaver slett ikke ble flammenes rov, men befant seg i bunnen av et skap, og hadde ligget der i alle disse årene. Likevel tok det ennå flere år før nyheten slapp ut, først i 2007 fikk verden vite om det, og først i januar i år skrev Wall Street Journal den første artikkelen om denne utrolige historien, som garantert vil gi opphav til flere bøker.

Hvorfor tidde Spitaler i alle disse årene? Han var katolikk. En teori er at han av respekt for den hellige bok ikke ville historisere den. Hans arabiske bøker er fulle av kommentarer, men Koranen står ren og uplettet.

Prosjekt

Tyskerne er fortsatt bekjent av sin grundighet. Da nyheten var sunket inn, mobiliserte man til tidenes prosjekt. Det kalles Corpus Coranicum, og imøtesees med stor spenning.

Corpus Coranicum skal 1) dokumentere de tidlige koranhåndskrifter og de respektive mundtlige overleveringstraditioner. Og 2) udarbejde en omfattende litteraturvidenskabelig tekstkommentar, der sætter Koranen ind i sin senantikke sammenhæng, hvorunder kristne og jødiske tekstforbindelser udgør en vigtig forklarings- og fortolkningsnøgle.

Alt sammen skal munde ud i en elektronisk database med dynamiske links og billeder, og hvad hjernen ellers kan begære. Og hvad angår min misundelse: i en tid hvor Forskningsministeriet og universiteterne taler meget om eliteforskning og satsning på »langsigtede« forskningsprojekter à fem (max ti) år, må man bøje sig i støvet for det berlin-brandenburgske videnskabsakademi og deres finansiering af noget så ustrategisk som koranforskning.

Ikke færre end 18 års finansiering fik mine kolleger (og så var de ikke engang helt tilfredse, for de havde jo bedt om 30 år!) Trods krig, død, akademiske dølgsmål og internationalt spændte tider for kritisk koranforskning, synes fremtiden alligevel at love godt.

Det er Thomas Hoffmann ved Center for europæisk islamisk tænkning, Københavns Universitet, som forteller den spennende historie i en artikkel i Weekendavisen.

Arbeidet er selvsagt kontroversielt i en religion som har som dogme at Koranen er skrevet forut for Tiden av Allah selv. Men en vitenskapelig metode vil være Vestens største gave til islam og muslimer, hvor smertelig det enn måtte være. Dette har noe med autoritet å gjøre. En «blind» autoritet vil bli detronisert, og istedet kommer sannhetssøken, respekt for viten og fakta, og ydmykhet for det man ikke vet. Denne vitenskapelige tilnærming er en forutsetning for det frie samfunn og individets ukrenkelighet.

Noe tilsvarende er under utarbeidelse ved Universitetet i Ankara, der man ser på kronologien til hadithene.