Kommentar

Avhengighet skaper motvilje og underlegenhetsfølelse. Derfor er sosialhjelp og andre former for offentlige ytelser så skadelige for forholdet mellom innvandrere og europeiske flertallsbefolkninger.

Det skriver lektor ved Syddansk Universitet, Mehmet Ümit Necef, i en kort, men ytterst innsiktsfull artikkel i Weekendavisen.

EN del muslimer i Danmark udtaler konstant, at de føler sig fornærmede og krænkede. Denne følelse kan naturligvis skyldes en række konkrete oplevelser, eksempelvis de famøse Muhammed-tegninger. Men spørgsmålet er, om det er noget nyt, for mange af disse mennesker gav også udtryk for lignende følelser og fornemmelser før denne sag.

Når en del muslimer og ikke mindst en række intellektuelle fra de muslimske lande er så disponible til at føle sig krænkede og fornærmede, skyldes det snarere muslimernes underlegne position i det danske samfund. Jeg mener ikke, de føler sig underlegne i teologisk forstand, da mange muslimer tror på, at deres religion er bedre end alle andre trosretninger. Der er nærmere tale om en underlegenhed i økonomisk og følgelig psykologisk forstand.

Mange muslimer er ikke bare for en stor del avhengige av offentlig støtte. De er også overrepresentert på negative statistikker:

Udover den økonomiske afhængighed er indvandrere fra muslimske lande ofte overrepræsenterede i de »forkerte« statistikker: Bistandshjælps-, kriminalitets- og voldtægtsstatistikken og senest kriminalitet blandt unge under 18 i København. Den eneste positiv overrepræsentation, jeg kan huske, er, at pakistanske og iranske unge er overrepræsenteret blandt gymnasielever. Deres gymnasiefrekvens var indtil for nylig højere end danskernes. Med andre ord er der ikke tale om gensidighed i forholdet mellem de danske skatteydere og indvandrere og flygtninge fra muslimske lande, ikke mindst palæstinenserne. Mens den ene side yder, nyder den anden. På trods af de økonomiske midler, som mange muslimer modtager, kan de ikke en gang yde den basale modydelse: At kontrollere deres drenge og at have styr på deres gøren og laden i det offentlige rum og på skolerne.

Den samme logikken kan anvendes på norsk virkelighet: Stønadsavhengighet, men overrepresentasjon på negative statistikker. -De mottar våre penger, men greier ikke en gang holde styr på sine sønner, er det samme som mange norske tenker.

Necef viser til en bok fra 1924 av den franske antropologen Marcel Mauss: Gaveudvekslingens form og logikk i arkaiske samfund. Gaver er limet som binder samfunnet sammen. Det er en kunst og plikt å motta gaver, og gjengjelde gaven. Slik sementeres forbindelser. Men det krever en viss jevnbyrdighet. Hvis ikke blir gaven til noe som føder motvilje og underlegenhetsfølelse.

Prinsippet om gavers gjensidighet gjelder også for moderne samfunn, mener Mauss.

Man kan prøve at tro på, at det danske velfærdssystem er hævet over de »arkaiske« regler vedrørende gavegivning, og at danske statsborgere og indvandrere bare modtager deres rettigheder, ikke gaver. Men i sin bog fremhæver Mauss, at reciprocitetsprincippet ikke kun gælder for »arkaiske« samfund, men også for moderne velfærdsstater. Hvis en del borgere kun modtager uden at yde noget, er det skadeligt for solidaritetsfølelsen i samfundet, understreger han.

Dette er et sentralt punkt: Majoriteten føler seg sveket av de fremmede, og vil tendere mot å avvise dem. Mindretallet har behov for å opprettholde selvrespekten og for muslimenes del kan de finne samhørighet og bekreftelse hos sine trosfeller i Midtøsten og Nord-Afrika. Et farlig mønster. Dette er en langt mer intelligent og sofistikert analyse enn den gjengse hets mot Fogh Rasmussen og Danmark som norske medier er fulle av.

Og det er netop det, vi på det seneste har oplevet i Danmark. Den politiske udvikling ikke mindst de seneste 5-6 år viser med al tydelighed, at mange danskere er begyndt at miste solidaritetsfølelse med indvandrere, ikke mindst med de muslimske. Den meningsmåling i ugeskriftet A4, som i denne uge viste, at under halvdelen af de danske muslimer tager klart afstand fra de voldsomme reaktioner i Mellemøsten på Muhammed-tegningerne, og at 11 procent af herboende muslimer har »fuld forståelse« for flagafbrænding, ambassadeødelæggelser og boykot af danske varer, har til gengæld demonstreret, at deres solidaritetsfølelse med det danske samfund lader meget tilbage at ønske. Det samme antyder en række imamers rejseaktiviteter i diverse diktaturstater i Mellemøsten.

Har disse muslimer mon nogensinde tænkt, hvor pengene til diverse former for overførselsindkomst skal komme fra, hvis de danske firmaer ikke tjener penge, bl.a. i Mellemøsten, og betaler skat til den danske stat?

Svaret er nei, de tenker ikke de baner. Muslimer og deres ledere i Europa har tenkt ut forklaringer som rettferdiggjør overføringene. De minner om 60-70-årenes radikale ideologi: De muslimske innvandrerne får bare tilbake en liten prosent av det Vesten suger ut av deres hjemland.

To strategier

Det er to veier ut av uføret hvis man er underlegen: Hard work- eller feel good-forklaringer, skriver Necef.

Dessverre finnes det en tilbøyelighet blant muslimer i dag til å gå inn i en offer-rolle.

Den anden strategi kræver kun, at man abonnerer på en ideologi eller fortælling, som (bort)forklarer, hvorfor man er i en underlegen position. Den fortælling går altid ud på, at det er »de andres«, aldrig ens egen, ens families eller ens etnisk-religiøs gruppes netværks skyld. Det er altid samfundet, danskernes racisme og islamofobi, diskrimination osv., som får skylden. Enhver anden forklaring beskyldes for »blaming the victim«. Den første strategi er work hard- og den anden feel good-strategien.

Muhammed-striden er blitt en katalysator for disse motsetningene. Imamene valgte å dra til Midtøsten og piske opp stemningen mot Danmark for å få «oppreisning». Plutselig kjente danskene seg angrepet og truet.

Hvis Abu Laban og Ahmed Akkari havde valgt den første strategi, ville de, i stedet for at rejse rundt i Mellemøsten og spille Mister Islam i Danmark, danne nogle hold, der rejste rundt og ringede på dørklokkerne i muslimske hjem i Danmark. De burde fortælle muslimske familier, at de skal sørge for, at deres børn får en uddannelse, at de skal bekæmpe voldtægter og kriminalitet blandt unge indvandrere, bekæmpe sort arbejde. De burde mobilisere deres etniske og religiøse netværk for at gøre muslimerne uafhængige af danskernes skattepenge.

Men den anden strategi, der går ud på at udstille ens krænkethed og vrede i hele verdens medier og at give andre skylden for din egen og din gruppes underlegen position, giver tilsyneladende mere psykologisk tilfredshed og prestige i de muslimske kredse, de færdes i.

Behovet for psykologisk tilfredsstillelse er stort, for den sårede maskulinitet. Dette har også en god del med kjønn og kjønnsroller å gjøre.

Necef sier det uten sammenligning viktigste er å få folk i arbeid. Det er ikke bare et trivsels- men et sikkerhetsspørsmål.

Artikkelen er sub only.