Av Mikael Jalving

Hurra, hvor det går i FN. Knap nok en uge passerer revy, før endnu en dårlig nyhed dukker op fra Genève eller New York. Der er åbenbart ingen grænser for den fortsatte, forenede nedtur i verdens største forbryderorganisation.

Omkring påske lykkedes det diplomat-islamisterne at få vedtaget en FN-resolution med det formål at indskrænke retten til at tro, tale og trykke frit ved at bekæmpe «religionskrænkelser», «intolerance» og «xenofobi».

Vedtagelsen blev mødt med larmende tavshed fra landets udenrigsminister, der vistnok var på Mallorca med familien, men rygter siger, at hun vistnok skulle være hjemmegående igen, selv om hun endnu ikke har haft tid til at kommentere den nye FN-resolution.
Nu er Lene Espersen jo nordjyde, og nordenfjords plejer man at tolke tavshed som samtykke, så vi må gå ud fra, at udenrigsministeren er tilfreds med den nye FN-resolution. I sandhed et bemærkelsesværdigt standpunkt for en konservativ udenrigsminister i et frit land.

Heller ikke andre frie lande, herunder EU-kredsen eller USA har taget til genmæle mod resolutionen. Enten snorksover de og ser ikke den tiltagende ideologisering – imod FN-grundlaget – eller også spiller de et taktisk spil for med Barack Obamas ordgejl at gøre foreningen af islamiske stater trygge ved situationen.

Fra jurister og pacifister hører man ofte, at den ene og anden FN-resolution ikke er juridisk bindende, og at vi derfor kan være ligeglade med det hele. Denne misopfattelse er ganske blind for, at resolutioner i FN-systemet har en tendens til at skabe præcedens og dermed få betydning over tid. Resolutioner sætter, uanset hvor bindende eller ikke-bindende de er, diplomatiske milepæle, som fremtidige resolutioner henviser til, ofte i et svært forståeligt system af krydshenvisninger.

Nettet bliver med andre ord stadig mere fintmasket, og for hver en resolution, der vedtages af slyngelstaterne, strammes nettet mere om den politiske fremtid i FN-systemet.
Det var som nævnt ved påsketid.

I sidste uge kunne vi så glæde os over, at de for menneskerettighederne så prominente lande som Libyen, Thailand, Malaysia og Qutar i FN’s Generalforsamling er valgt til at indtræde i Menneskerettighedsrådet. Forfriskende nyt, må man sige, hvis man er morbidt anlagt.

Velkommen til, oberst Gaddafi, længe siden, skal vi hjælpe dig af med overtøjet? Og jer fra Thailand: Er I færdige med at skyde jeres egne nu? Kom, kom! Og Malaysia, åh, der er så smukt i Malaysia. Tag plads!

Alt i alt en munter forsamling. Gaddafi & Co. skal nu være med til at fremme, jeg citerer fra Rådets hjemmeside:

Universal respect for the protection of all human rights and fundamental freedoms for all, without distinction of any kind and in a fair and equal manner (…) [The member states] shall uphold the highest standards in the promotion and protection of human rights.

Yeah, right. Det kører bare for FN.

Jyllands-Postens blog: Det kører bare for FN

20. mai 2010.

Document takker Jalving for hans generøse tillatelse.

Les hans siste bok: Mig og Muhammed.