Med valget av Qatar, Malaysia og Libya som medlemmer i FNs Menneskerettighetsråd er Rådets fiasko total. Menneskerettighetsrådet har istedet underminert de menneskerettighetene de er satt til å forsvare siden opprettelsen i 2006, skriver sjefjurist i tenketanken Cepos, Jacob Mchangama, i Berlingske Tidende.

I går blev der til FN’s Generalforsamling afholdt valg til nye medlemmer af FN’s Menneskerettighedsråd. Som bekendt har Menneskerettighedsrådet siden dets oprettelse i 2006 været en fiasko, der har undermineret de menneskerettigheder det er sat i verden for at forsvare. Og med gårsdagens afstemning er fiaskoen total. Blandt de nye medlemmer af Rådet er Qatar, Malaysia og for at fuldende den tragikomiske forestilling; Oberst Gaddafis Libyen. Disse tre lande skal altså nu være medlemmer af et organ, der har som formål at fremme:

«universal respect for the protection of all human rights and fundamental freedoms for all, without distinction of any kind and in a fair and equal manner» og som kræver at medlemsstaterne: «shall uphold the highest standards in the promotion and protection of human rights».

Hvis man skulle være i tvivl om, at disse tre lande ikke lever op til kravet om at opretholde de højeste menneskerettighedsstandarder kan man læse mere om dem her, her og her.

I forveien sitter ikke-demokratiske stater som Kina og Saudi Arabia i det som offisielt er FNs mest prominente menneskerettighetsorgan, så det mest nedslående ved utviklingen er ikke at oberst Gaddafis Libya har fått sete der. Det mest alarmerende er at vestlige land, herunder EU-landene, ikke høylytt og i full åpenhet protesterer på den kontinuerlige utvanningen av Menneskerettighetsrådet, fortsetter Mchangama:

Intet har man hørt fra Lene Espersen og heller ikke hendes udenrigsministerkollegaer i de andre EU-lande har markeret sig. Til Danmarks forsvar skal det siges, at vi så vidt vides, undlod at stemme for Libyen. Men Danmarks repræsentant i Generalforsamlingen satte efter sigende kryds ud for både Qatar og Malaysia.

Helt galt står det til med USA. Under George W. Bush og den tidligere FN-ambassadør John Bolton boykottede amerikanerne Rådet fordi man ikke ønskede, at medvirke til at legitimere et organ domineret af menneskerettighedskrænkere. Endvidere besluttede Kongressen at amerikanske skattepenge ikke måtte gå til Rådet. Da Obama-administrationen kom til magten var der store forhåbninger til, at det ville ændre dynamikken og, at man derved kunne bryde Rådets dødvande. Men i stedet har amerikanerne gang på gang demonstreret, at Obamas insisteren på dialog og konsensus går forud for hensynet til grundlæggende menneskerettigheder. Amerikanerne har således stået bag en resolution om ytringsfrihed med Egypten, der åbner for forbud med religionskritik, undladt at modsætte sig OIC landenes forsøg på at vedtage en tillægsprotokol til FNs Racekonvention, der vil forbyde «religionskrænkelse» og efter afstemningen i går udtalte amerikanerne så, at Rådet ikke skal bedømmes på dets medlemskreds, men på dets praksis. Som om man kan adskille de to. Den amerikanske «Kumbaya» tilgang til menneskerettigheder har fået den forudsigelige konsekvens, at det kun er USA og de vestlige lande, der i dialogens navn giver køb på grundlæggende principper, mens autoritære stater opnår stadigt flere indrømmelser.

Den danske og vestlige taushet i forhold til den groteske utviklingen i Menneskerettighetsrådet aktualiserer for øvrig en sak fra den danske debatten, mener Mchangama:

I begynnelsen av mai foreslo regjeringspartiet Venstres Michael Aastrup Jensen at Danmark aktivt skulle bidra til å velte dikatorer og kjempe for demokrati og ytringsfrihet i udemokratiske deler av verden. Ikke med militære midler, men f.eks. ved å opprette radiostasjoner som kan sende ufiltrerte nyheter til land som Somalia. Dette var en viktig såkalt bløt strategi under den kalde krigen, akkurat som dansker (og nordmenn) nøt godt av illegale radiosendinger fra London under andre verdenskrig. Men Aastrup Jensens forslag ble møtt av hånlige og hoderystende kommentarer fra både opposisjonen og utenriksminister Espersen, som kalte forslaget «på kanten av det naive».

Sett i lys av Danmarks manglende kritikk av FNs Menneskerettighetsråd og aktive støtte til Qatar og Malaysia som rådsmedlemmer, tegner avvisningen av Aastrup Jensens forslag et lite flatterende bilde av dansk utenrikspolitikk når det gjelder menneskerettigheter, skriver Mchangama:

Det malaysiske styre har siddet på magten uafbrudt siden 1957. Udover en stigende islamisering af det malaysiske samfund undertrykker styret ytrings- og forsamlingsfrihed. Det bedste eksempel på dette er styrets fængsling af den tidligere finansminister Anwar Ibrahim, der måtte tilbringe 6 år i isolationsfængsel på frit opfundne anklager, da han faldt i unåde. Ibrahim er i dag en markant og populær oppositionspolitiker og burde være Vestens våde drøm om en leder i et muslimsk domineret land fordi han – der er troende muslim – kæmper for demokrati og menneskerettigheder, inklusiv lige rettigheder for Malaysias religiøse minoriteter, der i stigende omfang bliver udsat for chikane. Jeg havde fornøjelsen af at møde Anwar Ibrahim til Oslo Freedom Forum i sidste uge, hvor vi begge efterfølgende deltog i en paneldebat om menneskerettigheder (der kan ses her (Anwar Ibrahims tale begynder 4:52 inde i klippet) og her). For en mand, der har mærket styrets vrede på egen krop – og som i disse dage er genstand for en politisk retssag, hvor han er anklaget for bl.a. homoseksualitet – udviser Ibrahim et ufatteligt mod ved at kritisere Malaysias manglende respekt for grundlæggende rettigheder. Det er også bemærkelsesværdigt, at Ibrahim lægger afgørende vægt på, at forsvare det enkelte menneskes samvittighedsfrihed som eksempelvis muslimers ret til at forlade islam uden konsekvenser.

Men ifølge Danmarks menneskerettighedspolitik vil det åbenbart være «naivt» og «skadeligt» at støtte en mand som Anwar Ibrahim, som ellers er det bedste håb for et demokratisk Malaysia. Så er det tilsyneladende bedre at give det styre som undertrykker ham og resten af Malaysias befolkning et sæde i Menneskerettighedsrådet, hvor man kan føre ligegyldig, uforpligtende og tandløs dialog om menneskerettigheder på det abstrakte plan, samtidig med, at Malaysia kan udgøre en sikker stemme for OIC-blokken og dens krav om at indskrænke ytringsfriheden.

Det er vestlige demokratier som i overveiende grad finansierer FN – samlet dekker de 46 landene 65 prosent av FN`s regulære budsjetter – og dermed også Menneskerettighetsrådet. I FNs eget charter står det at FN skal «styrke og fremme respekten for menneskerettigehter og for fundamentale frihetsrettigheter». Det vil si at så lenge vestlige land lar seg kjøre rundt i manesjen av diktaturer som håner FNs formål, så er Vesten til latter for sine egne penger.

– Man må spørre seg selv hvorfor vi overhodet skal være med i- og finansiere Menneskerettighetsrådet hvis vi likevel har tenkt til å kritikkløst overlate det til noen av verdens verste stater, avslutter Mchangama.

Jacob Mchangama er sjefjurist i den borgerlig-liberale tenketanken Cepos, og tidligere advokat i et stort dansk advokatfirma. Utover sin cand. Jur har Mchangama en mastergrad i menneskerettigheter og demokratisering og er en aktiv debattør i skrevne og elektroniske medier vedrørende menneskerettigheter og retssikkerhet. Han har også den faste bloggen Rettsstaten i Berlingske Tidende.