Sakset/Fra hofta

Kongen av Marokko, Muhammed VI og kongen av Gabon, Ali Bongo, i Rabat 3. desember. Foto: Reuters/Scanpix

Asger Aamund har en klok analyse av Marrakeshpakten i Berlingske: Avtalen vil over tid bli stadig mer innarbeidet i lovfortolkningen. Den vil gå fra soft law til hard law.

Politikerne som bedyrer at pakten er uforplitende, lyver.

Hvis vi ser migrantaftalen som et foto, der fastholder en begivenhed i tid og sted, er der ingen juridisk binding for Danmark, men hvis vi i stedet ser pagten som en film, der ruller, er det kun et spørgsmål om tid, før vi bliver presset til at acceptere aftalen som gældende lov.

Jo mer oppmerksomhet pakten fikk, jo tydeligere ble det at den betyr langt mer enn politikerne innrømet.

Pagten blev ikke skrevet under i Marakkesh, men vedtaget med akklamation, det vil sige med fælles bifald og klapsalver. Senere vil aftalen blive endeligt vedtaget på FNs generalforsamling, og så begynder fælden at klappe for kontrahenterne. Hærdningen af vejledende love, så de ender som gældende lov, kan ske på flere måder. For eksempel ved at den vejledende lovs deklarationer og anbefalinger ses som det første skridt på vej til en egentlig traktatproces, hvor man henviser til de principper, der allerede er vedtaget i den vejledende aftale. Eller hvis to af de kontraherende stater indgår en aftale, der henviser til den vejledende pagt, som så bliver forvandlet fra »soft law« til »hard law«. Som juraprofessor Mikael Rask Madsen udtalte til Jyllands-Posten 5. december: »Pagten er udtryk for en politisk overenskomst. Man kan ikke køre en sag ved domstolen på den. Men i konkrete sager kan en domstol bide mærke i den. Den kan indgå som et fortolkningsbidrag.«

Den stedighet politikerne viste under oppløpet til pakten, vitnet om at den betød noe for dem. De ga ikke etter for motstanden, de utsatte ikke godkjennelsen. Det var om å gjøre for dem å være med.

Soft law

Migrationspagten er det, man i international ret kalder vejledende lovgivning (soft law), som ofte anvendes, når de kontraherende parter tøver med at forpligte sig til en bindende aftale, men godt kan leve med nogle hensigtserklæringer, en viljesakt, der viser hvor man vil hen. De fleste deklarationer og resolutioner fra FN er således vejledende lovgivning, der ikke forpligter, men som alligevel presser medlemslandene til at gennemføre bestemte handlinger eller til at indtage bestemte holdninger. Også Europarådets resolutioner er vejledende lovgivning, idet det ofte ses, at flere medlemslande kasserer anbefalingerne uden, at de rammes af straffeaktioner.

Det globale systemet, med FN i spissen, er ved å bli en fiende av menneskene i de vestlige land. Det er en nedslående, men uunngåelig konklusjon.

Det humanitære kompleks

Alle vet hva som vil utspille seg når pakten skal begynne å virke: Den vil få luft under vingene fordi et utall NGO’er med statlig støtte vil legge press på myndighetene for å få pakten anerkjent som gjeldende lov, på toppen av alle de andre.

Folk risikerer ikke å våkne før det er for sent.

FN migrationspagten er blevet til i et tæt samarbejde mellem FN og en række migrantorganisationer og NGOer, der nu alle vil mase på for at tvinge vore vakkelvorne politikere til at leve pagten ud i praksis. Vi kan også være stensikre på, at internationale domstole som Menneskeretsdomstolen og EU-Domstolen vil betragte pagten som et vejledende retsgrundlag. Alt det er statsministeren naturligvis fuldt ud klar over, men når FN Migrationspagten om nogle år er slået fuldt igennem som retsgrundlag, er han ikke længere statsminister og vil henvise til, at andre må tage ansvaret for, at den bløde pagt forvandlede sig til »hard law«, hvad jo aldrig var hensigten. Sådan er realpolitik.

Alle NGO’ene, stiftelser, institutter osv. utgjør til sammen det humanitær-politiske kompleks. De rår over et stort budsjett og tusenvis av mennesker. De har sugerør ned i statskassen.

Både Erna Solberg og Lars Løkke Rasmussen er godt klar over hvordan dette systemet fungerer, og hvordan det driver humanitære saker frem. De lever av at bistand og migrasjon vokser.

Andre herrer

Man kommer ikke utenom at de svikter det folket som velger dem, lønner dem og gjør det mulig for dem å skalte og valte.

Pagten er intet mindre end en ulykke for Danmark af to årsager: For det første fordi den sidestiller migranter med vaskeægte flygtninge, således at alle vandrende mennesker skal have en flygtnings vidtgående rettigheder og privilegier efter konventionen af 1951. For det andet fordi aftalens hele ideologiske forudsætning udnævner migration som et afgørende bidrag til vækst og velstand i modtagerlandene.

Allerede i dag koster migrantene Danmark 30 milliarder om året. I Norge er summen medregnet asylanter og familiegjenforente langt høyere.

Avskaffer seg selv

Aamund konstaterer at 80 prosent av de som kom til Tyskland i 2015 var uten forutsetninger for å delta på et moderne arbeidsmarked. Hva skal de bestille?

Politikerne bedrar ikke bare egen befolkning, de bedrar også de ufaglærte som kommer hit.

Det tyske arbejdsministerium konstaterede derimod i 2016, at 80 procent af den million migranter, der landede i Tyskland i 2015, var fuldstændig uden forudsætninger for at få et job på det tyske arbejdsmarked. Hvis vi følger FN migrantpagtens bud om at slå dørene op for en lavine af ufaglært, migrerende arbejdskraft fra Mellemøsten og Afrika, vil den danske demokratiske retsstat snart være historie. Alt sammen resultatet af en »juridisk uforpligtende aftale«.

Man er fristet til å bruke Thilo Sarrazins uttrykk: Norge og Danmark avskaffer seg selv.

 
 

Kjøp «Hypermoral» av Alexander Grau fra Document Forlag her!