Hans Rustad Danmark opplever økende uro i rettssalene. Faktorene er flere: manglende respekt for autoriteter, etniske grupper som enten ikke forstår rettspleien eller bryr seg om den, massivt fremmøte på tilhørerbenken for å støtte de tiltalte og eventuelt intimidere vitner, upraktiske rettslokaler og vitner som ikke tør å stå frem. Ytterligere et element er dommere som ikke tør å sette seg i respekt og ta affære.
Tine Glindvad Nielsen har foretatt en ringerunde på vegne av bladet til dansk politi og resultatet er forstemmende:
B
åde hos Nordsjællands, Vestegnens og Østjyllands Politi nikker de politifuldmægtige genkendende til beskrivelsen af urolige, forstyrrende tilhørere og en vigende konsekvens fra dommernes side.
– Vi oplever i høj grad at dommerne er blevet mere langmodige. Tit kunne vi godt tænke os en mere håndfast retsledelse. Det er ofte anklagerne, der må skrue bissen på, når der bliver for meget larm og ballade. De yngre dommere er i nogle tilfælde konfliktsky. Jeg tror de er bange for balladen – de sidder med grundprincipperne om offentlighed i retsplejen og det er jo godt nok – men alt for mange barylere kommer ind med omvendt kasket, og en provokerende attitude uden at få besked på at opføre sig ordentligt, pointerer Politiadvokat i Vestegnens Politi, Ole Stig Weikop.
Politiadvokat Niels Vejlby Hansen, Nordsjællands Politi, oplever også, at der tidligere var en hårdere profil i retssalen, hvor dommerne slog ned på uro.
– I dag er der både mishagsytringer og glædesudbrud,
når en tiltalt bliver enten dømt eller frikendt. Det er af nyere dato. Det har måske også noget at gøre med, at unge – især utilpassede unge eller unge med anden etnisk baggrund – ikke kender retssystemet så godt og derfor ikke ved, hvad der forventes af dem i retten, siger Niels Vejlby Hansen.
Frustrationerne over de utidssvarende retsbygninger er den samme landet over. I Østjylland bruger juristerne meget tid på at tackle de dårlige venteforhold og sikre vidner så godt som muligt.
– Retssalene er bare ikke indrettet til 2009-forhold. Vi gør alt, hvad vi kan for at beskytte vidnerne, men vi forfalder til nødløsninger, når vi må sætte skillevægge op. Rent fysisk sidder vidnerne nogle gange kun en meter fra banditterne eller deres venner, forklarer Poul Gade, politiadvokat hos Østjyllands Politi.
I Vestegnens Politi oplever politiadvokat Ole Stig Weikop også, at det bliver sværere og sværere at få vidner til at stå frem. Allerede i politiets efterforskning værger folk sig for at vidne, og de møder ofte holdningen, at man nok skal klare tingene selv. Hvis politiet så kommer på banen, så klapper de i. Lukket land. Ingen vil vidne.
– Frygt er meget ofte grunden. Den kan være mere eller mindre velbegrundet. Vi fra systemets side siger jo, at der er en lille risiko for repressalier – i 99 procent af tilfældene sker der ikke folk som vidner noget. Men frygten er der, konstaterer Ole Stig Weikop.
Det er også et nyere fænomen, at der dukker store grupper af tilhørere op i retssalene, som skaber uro. Poul Gade konstaterer, at der er sket en stigning inden for de sidste fem år, hvor det tidligere var fuldstændig uhørt at lave larm og ballade.
– Det er blevet rutine for os at overveje, om det kan give problemer, og hvordan vi tackler det. Det sker jævnligt, at vi får ryddet retssalen eller bruger politiloven til at få folk smidt helt uden for retsbygningen. Det samme fortæller Ole Stig Weikop på Vestegnen:
– Vi oplever store grupper af tilhørere, men det er meget etnisk bestemt. Det er svært at gøre noget ved, og man kan da ikke afvise, at de udnytter den skræmmende effekt, det har på vidnerne.
Det bedste, der kunne ske, set fra politianklagernes bord, er, at de fysiske rammer i retsbygningerne bliver bedre og mere nutidssvarende, og at dommerne er mere markante i forhold til, hvad de lader passere i deres retssale.
