Et fotografi av Samuel Paty henger ved trappen inn til Nasjonalforsamlingen i Paris. Patys skjebne har skremt lærere over hele Europa. Foto: Lewis Joly/AP/NTB
Forleden skrev en frustreret underviser på Københavns Universitet om sine overvejelser i forbindelse med undervisning i ytringsfrihed. Problemet er efterhånden velkendt, selv i Politiken-segmentet. Svar udbedes.

Den går ikke. Alt, hvad der har med fortiden at gøre, bringer den nye nationale sikkerhed i fare, påstår de kinesiske myndigheder. Fortid er forkert og farligt, fremtid er godt. Samtidig har uddannelsesinstitutionerne fået til opgave at forhindre deres ansatte og elever i at tage del i politiske aktiviteter på skolerne. Politik – det er forbudt.

Nyheden er selvfølgelig et kommunistisk varsel om, hvad der kommer mere af i den tidligere vestlige koloni: kapitalisme uden tankefrihed.

Men vi skal ikke komme for godt i gang i Danmark. Her er der også nye tider på vej, når det gælder følsomme emner på skoler og universiteter, takket være de demografiske forandringer.

Forleden skrev en frustreret underviser på Københavns Universitet således i dagbladet Politiken om sine overvejelser i forbindelse med undervisning i ytringsfrihed. Det sidste skal man passe på med. I Hongkong er det direkte forbudt. I Danmark er det kun indirekte forbudt. Emnet er kontroversielt – godt nok kun blandt muslimske elever, men dem bliver der til gengæld flere og flere af, ikke mindst på faget jura, hvor underviseren er lektor i retsfilosofi.

Hans navn er Jakob Holtermann, og han kalder udviklingen tragisk. Selv er han gået fra at have været grundlæggende ubekymret, da han begyndte at undervise i ytringsfrihed og vise relevante Muhammedtegninger i den forbindelse.

Så kom han i tvivl, fordi han erfarede, at jura er, hvad han nænsomt kalder et ”førstegenerationsakademikerfag”, dvs. et fag, der tiltrækker relativt mange muslimer. I dag er han ikke alene i tvivl, han er bange for, hvad det kan koste ham at vise de tegninger, når han underviser muslimske studerende.

Én ting er de karrieremæssige hensyn. Noget andet er de personlige omkostninger med tanke på den franske lektor ved navn Samuel Paty, der blev halshugget i Paris – eller på den skolelærer i West Yorkshire i England, der blev fjernet efter at have vist samme slags tegninger i sin religionsundervisning. Udover at suspendere læreren reagerede den stedlige skoleleder ved straks at udstede en »dybfølt og uforbeholden undskyldning« til de klagende muslimske forældre, brødre og fætre, som stod uden for skolen og råbte og skreg. Alle forstod, at vinden nu blæser fra Mekka.

Juralektoren har ikke noget svar. Han søger blot at beskrive sin erfaring med syv år med Muhammedtegninger i undervisningen, hvilket i sig selv er prisværdigt. Han tøver dog ikke med at konkludere, at den akademiske frihed er under stigende pres.

Hvad skal politikerne gøre?

Vi kan passende sende spørgsmålet videre til den danske venstrefløj, som i særklasse har arbejdet målrettet på at tiltrække muslimske og arabiske migranter til Danmark og ændre den danske demografi. Hvad vil I, kære venstrefløjsere, stille op med presset mod ytringsfriheden?

Vil I importere flere ikkevestlige migranter? Udstede flere statsborgerskaber? Tale mere om dialog? Mere udsyn? Mere menneskelighed? Mere tolerance?

Har I andet end fromme ønsker til fremtiden?

Eller er I faktisk lidt ligeglade med det hele, når bare I kan få lov at gå rundt i jeres evindelige selvgodhed?