Gjesteskribent

Hvis man vil forstå, hvordan den blødeste form for islamisering af Danmark skrider frem med små, næsten lydløse skridt, skal man bare tænde for Claus Hjortdal, Skolelederforeningens formand.

Du kender måske ikke Skolelederforeningen. Det gjorde jeg heller ikke førend i dag. Skolelederforeningen organiserer landets skoleledere og repræsenterer mere end 30.000 af slagsen i både den offentlige og private sektor. Altså, lidt større end den lokale cykelklub.

Når der er en særlig grund til at beskæftige sig med, hvad formanden for denne velanskrevne forening mener, så skyldes det hans udmelding i dagens JP. Anledningen er, at det om få dage er 10 år siden, nærværende avis trykte de siden så berygtede Muhammedtegninger. Ja, dem.

Dem vil Claus Hjortdal ikke vise frem i skolen. Vi viser jo heller ikke porno, som han tilføjer til Berlingske med en sammenligning, som nok kun de færreste havde tænkt på. Med denne – skal vi sige – kryptiske uddybning:

”Det er ikke folkeskolens opgave at sikre de kunstneres ytringsfrihed. Vi skal sikre, at vi forstår hinanden. At folk forstår de ting, der skete omkring ytringsfriheden. Vi skal formidle det sådan, at det kan skabe en debat”.

Lad os prøve at forstå, hvad skolelederen forsøger at udtrykke. Men jeg advarer: Det er ikke for børn og fulde mennesker.

Nej, det er ikke folkeskolens opgave at sikre bestemte kunstneres ytringsfrihed. Men tænk, om folkeskolen stod op for ytringsfrihed?! Dét ville være vildt – og for øvrigt i pagt med grundlovens ånd.

”Vi skal sikre, at vi forstår hinanden”, siger han i stedet. Jovist. Men hvad mener formanden mon egentlig med denne platitude? Hvad er det, vi skal forstå? Det er ”de ting, der skete omkring ytringsfriheden”. Hvilke ting? Hvornår? For ti år siden, forstås. Men hvad skete der lige præcist omkring ytringsfriheden? Manden taler i koder. Hentyder han til, at tegnerne, særlig én, angiveligt misbrugte ytringsfriheden? Sådan må man forstå skolelederens udsagn, når dertil lægges hans anbefalingen om at forbyde tegningerne for børn og unge. Alligevel tilføjer han, at formålet er at skabe «debat». Hvorfor så ikke vise de fordømte tegninger? Så vidt jeg husker, har vi diskuteret dem lige siden deres offentligørelse. Hvis man vil starte en ”debat”, er intet mere nærliggende end at vise dem frem. Debat med dødstrusler og livvagter på.

Skolelederens ræsonnement hænger ikke sammen. En anden skoleleder kommer ham straks til undsætning. Han hedder Dennis Hornhave Jakobsen og er formand for historie- og samfundsfagslærerne i folkeskolen. En lærd mand, tænker du måske, men nej. Også han skøjter derudad uden forståelse for præmisser og konsekvenser. Her er hans logik for skoleledere: Muhammedtegninger duer ikke, men Charlie Hebdos illustrationer af verdens skæve gang er ok:

”Hvis tegningerne for nogle elever udløser så stærke følelser, at det er svært for dem at reflektere og lære noget om emnet ytringsfrihed, kan man sagtens tage f.eks. Charlie Hebdo frem i stedet. Det ser jeg ikke noget problem i.”

Nåsådetgørduikke. Javelja. Og hvorfor ikke, om man må spørge?

Det er tilsyneladende ikke andet end subjektive følelser, der ligger til grund for Dennis Hornhave Jakobsens grænsedragning. Intet principielt. På hans intellektuelle matrikel forefindes heller intet normativt forsvar for ytringsfriheden som selvstændig, vesterlandsk-dansk værdi. Der er kun siksnak, kodesprog og tilpasningsdygtighed tilbage.

Sådanne skoleledere triller os baglæns tilbage til 2005. De har øjensynligt intet lært og evner ikke at føre en rationel samtale om ytringsfrihedens væsen. Skridt for skridt vil de bevidst eller ubevidst gøre krænkelseslogikken til gældende norm: Krænker noget nogen, så må vi andre tie, forklejne, camouflere.

Og så alligevel. For der findes andre skoleledere. Det er her, formanden for gymnasieskolernes rektorforening, Anne-Birgitte Rasmussen, kommer insåmænd ind i billedet. Hun har forstået, at de fucking Muhammedtegninger er en del af danmarkshistorien, om vi så kan lide dem eller ej. Derfor kan de naturligvis indgå i undervisningen, uden at det af den grund skal opfattes som en provokation – ja, selv hvis det opfattes som en provokation. Og endnu bedre: Foreningen Danske Skoleelever (som jeg heller ikke kendte) bakker rektorerne op. Her med ordene fra Silke Fogelberg:

”Det ville være meget mærkeligt, hvis vi skulle sidde og tale om Muhammedtegningene, men ikke måtte se dem. Det giver god mening at se de ting, vi lærer om”.

Ja, naturligvis. Der er jo ingen grund til at opføre sig lige så idiotisk som Danmarks Radio, hvor tegningerne for længst er bandlyst. Sammen med nye og måske bedre tegninger. Hvidt snit, sort skærm.

Dagens episode fra Skoledanmark kan forekomme ubetydelig. Men viser i al sin enkelhed, at islamiseringens kilder er mange og forskelligartede. Én ting er alverdens islamister, der hopper og danser og halshugger og destruerer. En anden ting er, at 80 pct. af herboende muslimer i 2009 mente, at det burde have været ulovligt at offentliggøre Muhammedtegningerne, og at 54 pct. af samme befolkningsgruppe mente, at det skulle være forbudt at kritisere religion, sådan som Inger Støjberg mente, men fik byttet rundt på. Endnu mere overraskende er det, når islamiseringen kommer fra selve velfærdsstatens hjertekammer – folkeskolen.

Så er det, man får lyst til at pjække fra det hele.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 21. september 2015.