Gjesteskribent

En kirke i Negombo som ble rammet av terrorangrepene på Sri Lanke den 21. april 2019. Foto: Stringer / Reuters / Scanpix.

Der er som bekendt forskel på folk. Det har de seneste to spektakulært infame terrorhandlinger begået mod henholdsvis muslimer i New Zealand og kristne i Sri Lanka sat en fed streg under.

Forskellen er evident, når det gælder vestlige mainstreammediers og mainstreampolitikeres navngivning af ofrene. Mens de i det første tilfælde straks anvendte rette navn for ofrene – muslimer – undgik de at tale om kristne som mål for påskemassakren i Sri Lanka. Dobbeltstandardens topmål stod den tidligere amerikanske præsident Barack Obama og den demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton for ved i emblematiske tweets at beskrive de seneste ofre som »påsketilbedere«.

Jeg praler selv med at have hørt det meste inden for politisk bullshit, men dén betegnelse kendte jeg ikke. Påsketilbedere? Kære medier, kære venstrefløj, hvis I stadig leder efter en forklaring på, hvordan Donald Trump overhovedet kunne blive præsident, så start her. Med hans modstanderes bundløse hykleri. Skulder ved skulder udtrykker de hjertens gerne deres medfølelse med alverdens muslimer. Aldrig nogensinde står de sammen med de kristne, hvorfor præsident Putin da også har haft så nemt ved at blive kristendommens erklærede beskytter.

Mit dumme grin stivnede dog, da jeg på forsiden af selveste Jyllands-Posten kunne læse, at »troende og turister var målet« for den srilankanske massakre. Gad vide, hvilke troende der var tale om? Har vi mon et navn for dem?

Dækningen i andre danske aviser og på BBC tegner samme billede. De kristne er som støvsuget ud af virkeligheden. Den systematisk-islamiske forfølgelse af dem i Mellemøsten er også så godt som ikkeeksisterende i den løbende vestlige reportage fra området. Det samme gælder den tiltagende vandalisme mod franske kirker, der kun er kommet frem i kølvandet på branden i Notre-Dame i Paris. Hvorfor egentlig?

Fordi vor ateistiske strudsementalitet har nået nye rekordhøjder. Det samme har medieklassens nederdrægtigt manipulerende sprogbrug, som skal omskrive og omforme virkeligheden, så den passer bedre ind i multikulturalismens latente og manifeste logik, hvor der kun findes mennesker, enkeltstående begivenheder og ulykker. Hvis man ikke allerede var det, er multikulturalismen lige til at blive kristen af, om ikke andet så bare for at udtrykke sin indre modstand mod Obama, Clinton og den grasserende politiske korrekthed i Vesteuropa.

Læg samtidig mærke til, hvordan ”nyheden” om, at Sri Lanka var »hævn« for Christchurch, gik som varmt brød, selv om det i sagens natur kræver grundig planlægning at gennemføre et succesfuldt bombeangreb som det i Det Indiske Ocean. Ifølge indiske efterretningskilder var der forlydender om et stort angreb allerede for et halvt år siden, dvs. længe før massakren i New Zealand. Beklager, men terror sker ikke i en politisk korrekt rækkefølge, men i én stor kakofoni af moderne religiøsitet.

Som reaktion på Sri Lanka skriver Politiken i en hjælpeløs leder, at terror nu kan forekomme på de mest uventede steder. Uventede? Der er allerede 10 pct. muslimer i Sri Lanka, ligesom de globale terrornetværk stortrives i globaliseringens, digitaliseringens og folkevandringernes tidsalder. Her har vi de nødvendige ingredienser i islamisk terror, som finder sted over det meste af kloden bortset fra kulturstærke øriger som Japan og Taiwan, hvor man hidtil har formået at holde de værste urostiftere og mest destruktive normer ude.

Alle andre steder kan blive et nyt Sri Lanka, og alle liberale ledere kan ende som Obama, Merkel og Løkke; det er den blodige sandhed, vore sødladne medier ikke tør sige højt. Sandheden er blevet uanstændig.

Jeg er ikke meget for at trække fascismekortet, men jeg har i dag ikke noget bedre ord end liberalfascisme for de sprogpolitiske bestræbelser, som udgår fra de politiske og kulturelle eliter og deres forsøg på at sløre de standende politiske og religiøse konflikter og omprogrammere virkeligheden, herunder tendensen til i en misforstået veneration for Den Tredje Verden at lyve om, hvem vore fjender er.

Læg hertil eliternes kampagner mod krænkelser og blasfemi for at tækkes den voksende muslimske diaspora og deres dæmonisering af ikkeliberale som ”fremmedfjendske højrepopulister” samt deres lovprisning af tolerance, som de ikke selv praktiserer, men netop forsøger at kriminalisere via lovgivning mod hadsk tale. Det eneste, der står klart nu, er, at Eric Arthur Blair ikke har levet forgæves. Bedre kendt som George Orwell.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 26. april 2019.

 

Kjøp Oriana Fallacis bok her