Det er ingen tvil om hvem som bestemmer på dette bildet av president Hassan Rouhani og generalene i Revolusjonsgarden. Rouhani er et haleheng når det gjelder Irans projisering av makt. Iran har gjort noe langt mer enn å hjelpe Assad i Syria. De har erobret en korridor som går fra Teheran til Middelhavet.

Iransk-kontrollert milits har skaffet seg kontroll over et tyve kilometer bredt belte på grensen mellom Irak og Syria. Dermed har Iran et sammenhengende territorium fra Teheran til Middelhavet, de såkalte shia-halvmåne som Jordans kong Abdullah ga navn til.

På den syriske side af grænsen er der ifølge amerikanske og israelske efterretningsrapporter etableret en regulær base for op mod 8.000 shiamuslimske krigere, der ligeledes støttet af Iran deltager i den syriske borgerkrig på diktatoren Bashar al-Assads side. Iran har dermed taget kontrol med begge sider af grænsen.

Det er ikke noe tegn til at Iran senker ambisjonene. Tvert imot. Teheran tror at de skal kunne presse USA ut av regionen, ved tyrkisk og russisk hjelp.

Iran tror at andres nederlag omsettes i deres seire: Da Saddam falt var det Iran som høstet fruktene. Når Assad gjenvinner kontrollen vil Iran ha en direkte forbindelse til Hizbollah i Libanon. Indirekte står Iran ved Israels grense.

Israel er villig til å gå meget langt for å forhindre en slik utvikling. Iran ser ut til å ta mål av seg til å være en islamske nasjonen som utfordrer Israel. Det er ingen tom trussel.

Udviklingen efter nedkæmpningen af IS går i Irans retning. Der er udsendt revolutionsgardister og militser til områder i hele den shiamuslimske halvmåne, og iranske officerer er til stede overalt. Officielt hjælper de med at beskytte de shiamuslimske helligdomme. Reelt befæster de Irans magt i regionen.

Idéen om en shiamuslimsk passage hele vejen ud til Middelhavet går tilbage til den iranske revolution i 1979 under ayatollah Khomeini, men er blevet forstærket med Irak-krigen fra 2003 og efter fordrivelsen af IS.

Omverdenen er ikke klar over hvor sterk den iranske innflytelsen er.

Det er den iranske revolutionsgarde, der står for den militære indflydelse i nabolandene. I Syrien er op mod 100.000 kæmpere i den paramilitære NDF-styrke iransk trænet. Også de udenlandske grupper i Syrien, der støtter regimet, er uddannet af Iran, som også har etableret kommandocentre i begge lande. Hizbollah i Libanon er helt kontrolleret af Iran.

Trump kommer ikke til å tillate at Iran kan projisere makt i Syria og Libanon. Netanyahu har hans fulle støtte. Dette var uforutsett av Assad, Erdogan, Putin og mullahene.

Hva gjør de med Trump?

USA har fortsatt 2.000 spesialsoldataer i kurdiske områder av Syria. Trump skal ha revurdert beslutningen om å trekke seg ut. Det gjør iranerne rasende. Amerikansk nærvær ødelegger deres planer.

Den 20 kilometer lange grænsestrækning løber mellem al-Bukamal på den syriske side og al-Qaim på den irakiske. Det er den irakiske PMU-milits, støttet af Iran, der er gået i stilling og sikrer den iranske indflydelse. På den syriske side er Syrien-krigere fra mange lande samlet i en lejr, som flere gange har været bombet af formentlig israelske jagerfly, senest i juni.

»Vi er tættere på jer, end I aner. Hvis I begynder en krig, afslutter vi den. I ved, at en krig vil ødelægge alt, hvad I ejer,« sagde lederen af den iranske revolutionsgarde, general Qassem Suleimani, tidligere på sommeren.

Iranerne bruker store ord. Spørsmålet er om de tør å omsette dem i handling. Med USA i ryggen kan Israel tukte Iran. Usikkerhetsmomentet er Putin. Men har Putin mage til å bli involvert i en ny krig i Midtøsten? Det er tvilsomt.

Det sidste hul i shia-halvmånen fra Iran til Middelhavet er lukket
Iran har lukket et sidste hul på 20 kilometer på grænsen mellem Syrien og Irak. Dermed har præstestyret skaffet sig en direkte passage til Middelhavet – og dødsfjenden Israels grænser.