Kultur


Gruppeportrett i Nasjonalbiblioteket av Karoline og Bjørnstjerne Bjørnson, og Nina og Edvard Grieg, tatt på Aulestad i 1903 av fotograf Karl Anderson (1867-1913)

I 1870 skrev Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910) diktverket Arnljot Gelline som består av femten sanger, og året etter setter Edvard Grieg (1843-1907) musikk til den fjerde av dem, den som presenteres her. Denne kombinasjonen av tekst og musikk griper i alle fall meg, og jeg synes det er vel anvendt tid å bruke 9 minutter på den.

Vi befinner oss i tiden før kristningen av Norge. Den beryktede illgjerningsmannen Arnljot Gelline og rikmannsdatteren Ingigerd vil ha hverandre, men far hennes motsetter seg. Arnljot brenner da ned gården hans, og faren omkommer. Ingigerd forlater deretter Arnljot og gir seg på vandring. En sen, mørk og uværstung natt kommer hun utslitt, nedbrutt og ulykkelig frem til et kloster i Syden og hører nonnene synge innenfor murene. Hun banker på klosterporten, og fjerde sang følger:

FORAN SYDENS KLOSTER

«Hvem banker så silde på klostrets port?»
«Fattig mø ifra fremmed land.»
«Hvad lider så du, og hvad har du gjort?»
«Alt et hjærte, det lide kan.
Men intet har jeg gjort;
jeg trætner, jeg trænger,
jeg kan ikke stort,
og dog må jeg længer.
Luk op, luk op, jeg har ikke sted,
jeg har ikke fred.»

«Hvad heter det land, som du har forlatt?»
«Nordenlandene, langt herfra.»
«Hvad voldte du stanset just her i nat?»
«Kvinnerøsters ‘Halleluja’.
Det sken, det sang av fred,
på sinnet det sænktes;
og alt hvad jeg led,
sig løftet og længtes.
Luk op, luk op, for ejer I fred,
så giv mig med!»

«Først nævn mig din smærte; – hvad heter den?»
«Aldrig mere jeg kan få ro.»
«Så tapte du nogen, din far, din ven?»
«Ja, jeg tapte dem begge to.
Og alt jeg hadde kjært –
selv tanken i hjærte,
ja, hvær jeg hadde nært,
fra længes jeg lærte.
Luk op, luk op, jeg synker; jeg ser,
jeg kan ikke mer.»

«Din f a r, hvordan var det, du tapte ham?»
«Dræpt han blev, og jeg så derpå.»
«Din v e n, hvordan var det, du tapte ham?»
«H a n drap far, og jeg så derpå.
Han tok mig, men jeg græd
og bad hele tiden,
så slap han mig ned,
så flygtet jeg siden.
Luk op, luk op, jeg ælsker, det er gru,
jeg ælsker ham ænnu.»

KOR AV NONNERNE FRA DEN OPLYSTE KIRKE

Kom barn, kom brud,
kom in til G u d,
kom synd, kom savn,
i Jesu favn!
Hvil synkende sorgen
på Horebs top,
med lærken imorgen
så kviddrer du op.

Her attrå du bytter,
her længsler du flytter,
her frygten den faller,
hvor Frælseren kaller;
her, knækket som sivet,
du rejser dig hel,
i hedningelivet
forliste sjæl.

Det er vel rimelig å tolke nonnekorets siste linjer dithen at Ingigerd omvender seg til kristendommen og blir værende i klosteret. I Norge stifter den uvitende Arnljot Gelline vennskap med Olav den Hellige, kjemper sammen med ham på Stiklestad og faller i striden. I en bedre verden møtes så illgjerningsmannen og rikmannsdatteren på ny, for i dødsøyeblikket får Arnljot et syn:

Fagre hvite fylgjer
følte han favne,
frælsende at føre
avsted,
syngende og salig,
opad et sol-fjæll,
og der så han Ingigerd
stå.

Og dette følges opp i diktverkets siste vers:

«Men der Arnljot vændtes om,
så de hans åpne øjne smile
op imot himlen; smilet han bar fra
siste syn
som han så.

«Røver’n ler,» henkastet Kalv.
Tore med arm om kongen svarte:
«Kanskje på rette siden han ser sig …»
Taus gik Kalv,
som han kom.»

(Tekstene følger utgaven av Bjørnsons samlede verker fra Gyldendal, Oslo 1932)

Les også

17. mai i USA -
"Brand" og "Peer Gynt" -
Langsom glede -
Barder mot barbari -
Med strupen skåret ut -

Mest lest