Gjesteskribent

Palmesøndag 1990 var jeg i Assisi. Min påske var dybt kedsommelig, selv om det var det dejlige Italien, jeg opholdt mig i: Jeg var lige begyndt på et studieophold, de få, jeg kendte, var taget på påskeferie, og jeg gik mutters alene omkring.

Som adspredelse tog jeg en dagtur til den nærtliggende middelalderby. Da jeg kom til byporten, som stadig er bevaret, stod en munk og delte palmegrene ud. Jeg havde mildt sagt ikke lyst til at vade alene rundt i byen med et kæmpe bregneagtigt blad i hånden, men tog for skams skyld imod den. For munken ville partout have, at vi skulle huske, hvilken dag det var. Det lykkedes. Hver palmesøndag tænker jeg tilbage på byporten til Assisi og det er altid den, Jesus drager ind ad på sit æsel for mit indre blik.

Så tak til munken med palmegrenene! Han viste mig, hvad det var for et sted, jeg var kommet til: ikke et tilfældigt beboet område, men det kristent-katolske Italien. Han gad give kulturen videre på en levende måde, fordi den var levende for ham selv.

Vi bør tage ved lære af ham i den kommende tid. Hvis vi skal stå os i den kommende kulturkamp, skal vi ikke bare kende vores kultur, men dyrke, elske og videregive den med glæde og stædighed, så opvoksende generationer ikke alene er fortrolige med den, men glade for den og stolte af den.

Vi ved nu, at den største trussel mod vores frihed kommer fra jihad-rekrutteringscentralerne, også kaldet moskéerne, og de dertil hørende hastigt voksende parallelsamfund. Men truslen ville formindskes drastisk, hvis vores rige kulturskat var noget, som enhver dansker blev gjort fortrolig med, og ikke blev smidt på loftet af folkeskolen. Så påsken var andet end påskeæg og påskebryg og den første sol på terrassen. Så dansk kultur var andet end tolerance, åbenhed og hygge.

Det er noget af det, horrorhistorien om Victor Kristensen kan lære os: beretningen om den blåøjede dreng fra Blåmejsevej, der endte med at sprænge sig selv og andre i luften i Syrien. TV 2’s fremragende dokumentar om ham rejste spørgsmålet, hvorfor gik det så galt for den lyshårede krøltop fra det pæne parcelhuskvarter.

victor-kristensen

Den korte forklaring er, at Blåmejsevej kun ligger fem kilometer fra Grimhøj-moskéen. Den dybere forklaring er selvfølgelig længere. Victor havde en diagnose, han var usikker og angst. Det sidste var brudt igennem, da den arme dreng blev udsat for et integrationseksperiment i 6. klasse: For at forbedre integrationen spredte man i Aarhus byens tosprogede børn, så ballademagere fra Gellerupparken i busser blev kørt ud til byens andre folkeskoler – herunder den, Victor gik på.

De arabiske drenge var langt mere udviklede og så voldelige, at mange af de mere stille elever blev decideret bange for at være i nærheden af dem. Den følsomme Victor blev så angst, at han nægtede at forlade hjemmet, fortalte hans mor. Det, der på papiret lød så smart og rigtigt, viste sig at være både hensynsløst og hjerteløst over for de svage børn på skolen. Og integrationen lykkedes, som det hedder, men på en noget anden måde end tiltænkt:

Den angstplagede dreng fandt et holdepunkt i sine plageånders stærke Gud, og pludselig forvandledes han til en skråsikker, bedrevidende islamist, der docerede islamiske dogmer uafbrudt for sin mor. Og endte som selvmordsjihadist i Syrien.

Hvis Victors skole i stedet for at udsætte eleverne for uansvarlige integrationseksperimenter havde gjort eleverne fortrolige med deres egen kultur og religion og tilsvarende vaccineret dem imod den militante lovreligiøsitets dæmoni, havde Victor i det mindste haft en solid modvægt til den påvirkning, som han udsattes for.

Det værste ved Victors historie er, at den næppe bliver den sidste af sin slags.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 19. mars 2016.

Mest lest

En stille invasjon