Gjesteskribent

Når historien om vores tid engang skal skrives, vil man spørge: Hvorfor var de så blinde? Hvorfor kunne de ikke se, hvad konsekvensen af de pivåbne grænser ville blive? Hvordan kunne de være så uvidende om det frihedstab, Europa kom til at opleve takket være masseindvandringen af muslimske mænd?

Med til svaret på det store ”hvorfor” hører, at der faktisk var nogen, der kunne se det. At der var nogen, der systematisk forsøgte at åbne befolkningens øjne. Europa og Danmark med har haft sine Kassandraer, prinsessen fra Troja, der forsøgte at gøre opmærksom på den truende fare. Forgæves.

Men i modsætning til i historien hos Homer skyldtes den manglende lydhørhed ikke en overjordisk forbandelse. Ansvaret ligger såmænd hos almindelige dødelige, der ikke blot har brugt fortielsen som instrument, men har taget mere krasbørstige midler i brug for at lukke munden på lyseslukkerne.

Lad mig tage et eksempel.

For præcis 15 år siden lancerede et par medlemmer af DFU en valgplakat, der advarede om farerne ved masseindvandringen. Plakaten var prydet af to fotos: Et af Danmark i dag i form af tre, lyshårede piger i stramt tøj, og et af fremtidens Danmark: En sortklædt, blodbestænket Hamas-fundamentalist med en koran i hånden. For at skære budskabet ud i pap stod der i kæmpeskrift: »Massevoldtægter, grov vold, utryghed, tvangsægteskaber, kvindeundertrykkelse, bandekriminalitet: Det er, hvad et multietnisk samfund tilbyder os. Ønsker du det?«

DFU-Plakat

Plakaten var rent ud sagt meget grim og lidt primitiv i sine propagandistiske virkemidler, men hvad med budskabet?

Forekommer det ikke temmelig præcis anno 2016?

Dengang i 2001 var det imidlertid ikke plakatens eventuelle profetiske kvalitet, der blev genstand for drøftelse. Sagen selv var uinteressant; til gengæld forsøgte man at kriminalisere plakatens ophavsmænd. Radikal Ungdom, denne samling ædle mennesker, meldte DFU’erne til politiet for overtrædelse af straffelovens §266b og året efter fandt byretten i Hvidovre DFU’erne skyldige. Den profetiske plakat var ulovlig. Ophavsmændene var ”racister”

Som den kvindelige dommer gav som begrundelse: »Når slagordene i den røde tekst ledsages af det skræmmende billede af muslimer, der fremviser Koranen, sendes det budskab, at der kan sættes lighedstegn mellem troen på Koranen på den ene side og massevoldtægter, grov vold, utryghed, tvangsægteskaber, kvindeundertrykkelse på den anden side.«

Det er mærkeligt at læse denne dommerudgydelse i dag. Klog er den ikke. Der bliver i plakaten jo ikke sat direkte lighedstegn mellem korantro og vold, men selvfølgelig bliver der hævdet at der er en forbindelse. I dag, mange terrorangreb senere, forekommer påstanden nærmest banal. Dengang var den intet mindre end kriminel.

Den var nemlig ”forhånende og nedværdigende over for personer af muslimsk observans” – det var tilstrækkeligt, så måtte sandheden, efter god gammel 266-skik, vige .

Som byretsdommeren konkluderede: »Indgreb i de tiltaltes ytringsfrihed er berettiget for at beskytte andres rygte og rettigheder.«

Af hensyn til muslimske mænds krænkede følelser og nydelige rygte måtte der ikke offentliggøres advarsler om, hvad kvinder kunne udsættes for, hvis udviklingen fortsatte. Skidt med kvinderne, skidt med sandheden – bare de muslimske mænds rygte forblev beskyttet.

Sådan en dom har effekt. Risikerer man at ende med en plettet straffeattest og et racismestempel, fordi man råber højt om farerne ved masseindvandringen, ja, så foretrækker de fleste at tie. Ligesom de færreste har lyst til at lytte til nogen, der er blevet stemplet som racister. Troværdigheden tager skade af sådan en stempling. Så her er svaret på, hvorfor offentligheden ikke for længst fik åbnet øjnene for den fatale forvandling, der sker med Europa netop nu: Et magtfuldt lag i samfundet har undertrykt sandheden og bagvasket Kassandraerne så grundigt at de færreste har troet på dem.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 16. januar 2016.