Sakset/Fra hofta

Det er travle tider i Gøteborg. Ukentlig når hundrevis av migranter det forjettede land med Kiel-fergen, som legger til i byens havn. Men trafikken går ikke bare til Gøteborg, skriver journalisten Mikkel Andersson i en interessant artikkel i Berlingske der han ser nærmere på noe av det som skjer i vårt naboland: Av de antatt 300 svenskene som er dratt til Syria, kommer svært mange av dem fra nettopp denne byen.

Men glem mislykket integrering og hjemmeavlede jihadister. Gøteborg har mye annet å by på også. Temaet for Mänskliga Rättighetsdagarna 2015, som gikk av stabelen her 8-10. november, var desto hyggeligere: «Tillsammans mot rasism – agera för allas lika värde lokalt och globalt». Her kunne man blant annet lære at Sverige er et strukturelt rasistisk land, at ytringsfriheten er kolonialismens hellige ku og at dagens Europa er 1930-tallet om igjen. Med utgangspunkt i Charlie Hebdos karikaturer kunne deltakerne også være med på et dypdykk i «ytringsfrihetens rasistiske logikk».

Enhetsfronten

Den svenske regjeringen kastet glans over arrangementet ved sin deltakelse, og både Göteborgs universitet og den svenske Kirken var offisielle samarbeidspartnere. Selv om den humanitære stormakten formelt har kapitulert, og de ansvarlige gråtende innrømmer at selv deres godhet har en grense, er det fortsatt ingen skam å tilhøre den svenske godhetsindustrien. Selvsagt var arrangementet finansiert over den svenske skatteseddelen. Og når de anstendige samler seg for å snakke om hvordan man kan gjøre verden til et bedre sted – det vil si fri for alt som kan minne om rasisme – er det i følge Berlingskes skribent sosial harmoni og ideologisk enighet som gjelder:

På de følgende seminarer bliver det stadig mere tydeligt, at en del af pointen med paneldebatter på menneskerettighedsdagene ikke er debat i konventionel forstand, men at manifestere enighed. Der er ikke inviteret nogen repræsentanter for højrefløjen eller andre, som kunne ødelægge enhedsfronten til nogen af de debatter, Berlingske overværer. For enhed gør stærk, og når både panelet er enigt internt, og publikum er enigt med panelet, er styrken jo dobbelt.

Deltakerne ser det kanskje ikke selv, men på menneskerettskonferanse spilles det på nøyaktig de samme strengene som det forhatte partiet Sverigedemokratene gjør. Folks følelser. Klarer ikke avsenderen å få budskapet til å bevege mottakeren, er risikoen stor for at det hele bare blir latterlig. Det gjelder, skal vi tro Andersson, også for venstreradikale menneskerettsaktivister:

«Teater Smuts starter Punkband» er titlen på et stykke, der også indeholder «modstands­strategier i et fascistisk Europa», og sådanne kan jo altid være praktiske at have, har jeg netop erfaret. Stykket består af punknumre, som det er lidt svært at høre teksterne til, da antifascisme kræver et meget højt lydniveau, men vredt er det. Sangene bliver afbrudt af opbyggelige tableauer, hvor de medvirkende f.eks. begynder at hoppe en efter en for til sidst at skose den person, som ikke vil hoppe. En analogi over gruppepres og racisme.

Senere råber en kvindelig guitarist kendsgerninger om Sverigedemokraterna ud til publikum over et dystert guitarriff, i fald nogen skulle være i tvivl om, at det parti er fjenden. Ud fra bifaldet at dømme var det dog næppe tilfældet.

Efter forestillingen fortæller instruktøren, at det var så hårdt at lave stykket på grund af de tunge emner, at de medvirkende bogstaveligt talt græd forestillingen frem. Hun fortæller også, at erfaringerne har lært hende at gøre op med racisme, når hun møder den, og fremhæver som eksempel en gang, en ældre kvinde på gaden havde komplimenteret hende for at have en meget lyshåret og svensk udseende datter. Dengang lod hun det passere, men i dag ville hun tage til genmæle mod dette udslag af hverdagsracisme.

 Godkjent ekstremisme

Er enkelte meningsbærende svensker i ferd med å komme seg ut av det sedvanlige tankemønsteret? Noe tyder på det. Når Dagens Nyheters lederskribent Erik Helmerson skriver at det ekstreme blitt den nye normen i Sverige, og saken ikke handler om Sverigedemokratene, aner vi en ny type erkjennelse.

Nabila Abdul Fattah

Allerede før konferansen startet ble det avslørt at deres konferansier, rap-artisten Nabila Abdul Fattah, i tillegg til sine venstreekstreme sympatier, også hadde skrevet sang om hvordan Satan tar seg inn i jødenes hjerner og forteller dem hvordan de skal styre. Det virket kanskje heller ikke særlig overbevisende at kritikken ble avvist med Fattahs «långa och uppmärksammade engagemang i antirasism» og at hun er «en stark röst i den antirasistiska debatten». Hadde samme type uttalelser kommet fra en på høyresiden ville det vært kort prosess.

Andersson beskriver også en interessant opplevelse fra konferansen som reiser tvil om antisemittisme og jødehat faktisk omfattes av svensk antirasisme i dag:

Derfor er det også så meget desto mere ærgerligt, når nogen ødelægger den gode stemning. Det sker eksempelvis, da en ung kvindelig svensk jøde til debatten «Samling mod racisme» fortæller, at racisme internt blandt minoriteter også er et problem, og de svenske jøder trods terrorfrygt og stigende antisemitisme føler sig lukket ude af det antiracistiske fællesskab. Det bliver ignoreret af alle andre paneldeltagere, hvorefter en repræsentant for partiet Feministisk Initiativ erklærer, at det er kapitalismen, som skaber racismen. Det udløser dagens største bifald, hvorefter hun fortsætter med at sammenligne nutidens Europa med 1930ernes Tyskland.

Når landets radikale nasjonalmantra «Alla människors lika värde» avsløres som en bløff på en statsstøttet rettighetskonferanse med rasisme som tema, har antirasismen fått et problem.