Gjesteskribent

Den 16. og 18. december bragte Berlingske artikler af Mikkel Andersson, der ønskede at forklare fænomenet alt-right, der indtil for ganske nylig var stort set ukendt. ”Det alternative højre” har de seneste måneder fået megen omtale, eftersom dets forskellige forgreninger alle som en holdt med Donald Trump.

Mikkel Andersson har givet den hidtil bedste karakteristik af alt-right i de etablerede medier, men der mangler dels nogle vigtige nuancer, dels en forklaring på, hvorfor alt-right i de kommende år med stor sandsynlighed vil vinde flere tilhængere.

Mikkel Andersson skriver bl.a. følgende om alt-right:

”Udenfor alt-right er der imidlertid stadig stor forvirring om, hvad alt-right faktisk står for. Men internt i bevægelsen, der udgøres af et vidt forgrenet netværk af blogs og enkeltindivider, er der megen lidt uenighed om de centrale værdier. Her er det gennemgående troen på biologisk racisme og drømmen om et racerent USA – en såkaldt »hvid etnostat«. Alt-righterne ser nemlig den vestlige europæiske kultur som et produkt af hvide menneskers overlegne gener. De mener, at mænd og kvinder har forskellige biologiske roller, hvorfor kvinders plads primært er i hjemmet. Også jødehad – her ofte betegnet »JQ«, »the Jewish Question« – er centralt, da man opfatter jøder som et parasit-folk, der fremmer globalisering, feminisme og ikke-hvid indvandring.”

Det er ikke ved siden af, men det er en overgeneralisering fra Mikkel Anderssons side. Richard Spencer fra National Policy Institute er så politisk ekstrem som i ovennævnte beskrivelse af Mikkel Andersson. Det fik Richard Spencer understreget godt og grundigt, da han holdt en tale efter Trumps valgsejr, og hvor en række af deltagerne heilede.

Men Richard Spencer er ikke hele sandheden om alt-right. John Derbyshire skrev i 2012 et længere stykke, hvor han erklærer, at han ikke har noget problem med etnisk blandede ægteskaber (han er engelsk født og gift med en kineser, som han har to børn med). Og linket til John Derbyshires artikel bringer os ind på en hjemmeside, der må kaldes en del af alt-right, nemlig vdare.com. John Derbyshire er i øvrigt alt andet end antisemit, og det er der andre inde på vdare.com, der heller ikke er. Mikkel Anderssons påstand om, at ”jødehad…er centralt” hos alt-right er helt enkelt ikke korrekt. Man kan uden problemer finde ubehagelige konspirationsteorier om jøder hos alt-right, men det er ikke det samme som, at jødehad er centralt. Det er det heller ikke hos en anden af de vigtige sider for alt-right, nemlig amren.com. Jared Taylor, der bestyrer siden, er udpræget alt-righter, men han er ikke antisemit.

Noget lignende gælder synet på kvinder. Mikkel Andersson har ret i, at man kan finde alt-rightere med et forstokket kvindesyn, men igen gælder det langt fra alle på den fløj.

Godt. Det var rettelserne, der vel fortjener at blive hørt, da det må gælde om at beskrive ethvert fænomen så præcist som muligt. Lad mig dernæst fortælle, hvor jeg mener, at Mikkel Andersson har ret i sine vurderinger af alt-right (der kommer også en korrektion mere).

Tilhører man alt-right, vil man uden undtagelse mene, at mennesker af europæisk afstamning adskiller sig så markant fra andre etniske grupper, at f.eks. hvide amerikanere burde leve i et enten helt eller altovervejende etnisk homogent samfund. Igen er der forskel. En Richard Spencer synes nærmest ikke at kunne leve med en eneste ikke-hvid indenfor grænserne af sin ”etno-stat”, mens andre alt-rightere alene ønsker USA’s nuværende udlændingelove ændret, hvorefter det skal være muligt for den enkelte at undgå ”de andre” og f.eks. kunne sende sine børn i skoler kun med børn af europæisk afstamning. Den samme ret skal gælde for andre grupper. Igen overgeneraliserer Mikkel Andersson faktisk, når han skriver, at alt-right ”gennemgående… [har] drømmen om et racerent USA.” Det kan godt være, at de gennemgående drømmer om det, men f.eks. Jared Taylor skriver, at sorte amerikanere har samme ret til USA som hvide.

Mikkel Andersson har dog som nævnt uden for enhver tvivl ret i, at personer, der tilhører alt-right, er voldsomt fokuserede på etnicitet, og lad os bruge den sidste del af pladsen på at diskutere dette.

Identitetspolitik er kommet for at blive. Det har de politisk korrekte sørget for. Jeg har tidligere skrevet om det og tillader mig at citere et enkelt afsnit fra min tekst fra den 1. juni i år:

”Der er en verden til forskel på, om fremtidens identitetspolitik kommer til at dreje sig om klasse, ideologi, nationalitet, kultur og sprog, eller om også race, religion og etnicitet vil blive talt med. Bliver det sidste tilfældet, har vi den hårde variant, og målet må selvsagt og uden forbehold være at fremme den bløde variant.”

Alt-right står i varierende grader for den hårde identitetspolitik, mens jeg slår et slag for den bløde udgave. Det vil jeg blive ved med at gøre, eftersom det vil være åbenlyst urimeligt og i strid med retsstaten at gå efter den hårde variant. Når det er sagt, skal én ting også stå tindrende klart:

Vi vil få meget mere hård identitetspolitik, hvis masseindvandringen ikke standses. I årtier har store dele af venstrefløjen selv dyrket identitetspolitikken ved at tale om særligt udsatte grupper enten af social, etnisk eller seksuel karakter. Som en politisk boomerang vil de få at mærke, hvad det betyder, hvis mange danskere og alle mulige andre af europæisk afstamning begynder at organisere sig, fordi de ender med at sige, at de kun kan forsvare fælles interesser på den måde.

Jeg ønsker det personligt ikke. Jeg ønsker blød identitetspolitik, hvor der i et begrænset omfang er plads til ”den anden”. Men fremtiden vil da være noget så ligeglad med mine ønsker, hvis masseindvandringen fortsætter. Så står den på etniske skillelinjer, så det vil noget.

Dette normative kunne Mikkel Andersson rimeligvis ikke levere som journalist. Nu har jeg gjort det i stedet. Bolden er på eliternes banehalvdel. De kan handle sådan, at vi går efter den fredelige bløde variant, men de kan også skaffe os den hårde på halsen.

Opprinnelig som bloggpost i Jyllands-Posten

Mest lest