Gjesteskribent

Michael Ancher: Skagenspigen Maren Sofie Olsen med et rødt tørklæde

I år 1900 havde Japan ca. 40 millioner indbyggere.  I løbet af 110 år blev dette tal mere end tredoblet til 128 millioner. Allerede i 1975 kom fertiliteten under 2 børn per kvinde og siden 2010 er dette slået igennem i selve befolkningstallet. Fra 2010 til 2015 skrumpede befolkningen med en million. En kurve som fremover bliver stejlere og stejlere, således at Japan kort efter år 2100 vil have mistet to tredjedele af sin befolkning og være tilbage ved de 40 millioner landet havde år 1900.

Fertiliteten er nu på 1,2 barn per kvinde og selvom de japanske kvinder om f.eks. 20 år skulle beslutte at få 4 børn i gennemsnit, ville det, da der nu er så få unge kvinder, stort set intet ændre ved statistikken frem til år 2100. Først 40 år senere ville et boom i fertiliteten sætte sig afgørende igennem i befolkningstallet. Det er således ikke en teori men en kendsgerning at antallet af  japanere på 100 år, fra 2010 til 2110 vil falde fra 128 til ca. 40 millioner.

Dette skifte vil naturligvis have en masse konsekvenser. Ejendomspriserne vil f.eks. falde drastisk, Japan vil blive et endnu fredeligere og mere trygt land end nu, den japanske natur vil blive smukkere og renere og unge familier vil på alle måder  have rigtigt gode vilkår. Måske så gode, at de japanske unge vil begynde at gifte sig tidligere og få lige så mange børn som deres tipoldeforældre fik, således at befolkningstallet efter år 2100 begynder at stabilisere sig.

Under alle omstændigheder vil Japan stadig være Japan i den forstand, at Japan vil være et land for japanere, befolket af japanere med rødder i den årtusindgamle og helt særegne japanske kultur.

Allerede i 1995  begyndte den japanske arbejdsstyrke at blive mindre, men man besluttede sig for ikke at importere fremmed arbejdskraft. Ligeledes har man valgt at fortolke de internationale flygtningekonventioner osv. på en måde som betyder, at man af de kun ti tusind anmodninger om asyl man modtog i 2016 tildelte asyl til 28! Japan er i dag lige så homogent og trygt som Danmark var i 1965.

Havde japanerne omvendt besluttet at opretholde befolkningens størrelse ved import af f.eks. mellemøstlig arbejdskraft, så ville Japan om 50 år minde mere om Mellemøsten end om Japan og japanerne ville se sig som fremmede i det land som engang var deres. På samme måde som franskmænd i dag er et mindretal i Marseille, englændere et mindretal i London,  Leicester, og Luton osv.

I USA havde man stort set lukkede grænser fra ca. 1920 til ca. 1965. Årsagen til lukningen var blandt andet, at ankomsten af mange fattige syditalienere havde skabt en italiensk subkultur som det var svært at assimilere ind i det ellers dengang ganske homogene og aldeles nordeuropæisk dominerede USA.

Havde USA ikke åbnet grænserne omkring 1965 ville befolkningstallet have toppet i 2015 på ca. 250 millioner og ville nu være begyndt at falde. I stedet har USA nu ca. 330 millioner indbyggere, hvoraf de 80 millioner skyldes indvandring fra hovedsagelig de fattigste befolkningsgrupper i Sydamerika. Dertil skal lægges op mod 20 millioner illegale og papirløse indvandrere fra Sydamerika, Mellemøsten og Afrika.

Om 20 år vil det være et mindretal af USA’s befolkning som har europæisk afstamning og som har rod i europæisk kultur. Mange amerikanske byer minder allerede nu – også politisk og kulturelt – mere om Sydamerika end om det USA der eksisterede indtil for nylig. I Californien er det nu kun halvdelen af indbyggerne som har engelsk som dagligsprog. Det er blandt andet denne udvikling, som fik mange almindelige amerikanere til at stemme på Trump.

Frem til 1970 havde USA en megen jævn indkomstfordeling og verdens rigeste arbejderklasse. På grund af masseindvandringen er lønnen for ufaglærte nu på niveau med den tredje verden og de sociale vilkår i f.eks. Los Angeles og San Francisco minder mere om Sao Paulo end om det gamle USA.

I en række amerikanske stater udgør de nye befolkningsgrupper allerede nu så stor en del af vælgerbefolkningen, at man kun kan blive valgt til offentlige embeder hvis man går ind for fortsat masseindvandring fra den tredje verden.

På denne vis transformeres USA fra at være et relativt homogent ”europæisk” land til at være et langt mere opdelt ”Sydamerikansk” land. Trump kan måske endda betragtes som USA’s  første leder af Peron-typen.

Langt mere radikal er udviklingen imidlertid i Europa. Også Europas befolkningstal ville nu falde hvis det ikke var fordi man siden ca. 1970  har åbnet grænserne for folkevandringen sydfra.

I Europa laves der ikke statistikker af samme klarhed som USA. I nogle lande er det ligefrem forbudt at bede folk om at registrere deres religiøse eller etniske tilhørsforhold. I Danmark forsvinder muslimer f.eks. ud af statistikkerne som fremmede eller efterkommere når de er født af forældre med dansk statsborgerskab. Derved kan der heller ikke skelnes klart mellem fertiliteten blandt kvinder af dansk og udenlandsk afstamning  Men vi véd at fertiliteten blandt kvinder af europæisk afstamning gennemsnitligt kun er en smule højere end for japanske kvinder.  Tyske kvinder 1,4, Italienske og Spanske kvinder 1,3. Osv.

Vi ved derfor også, at antallet af europæere af europæisk afstamning vil være skrumpet med mere end to tredjedele inden år 2100. I Tyskland har man, i modsætning til Danmark, gode statistikker. De viser, at uden indvandring ville befolkningstallet have toppet i 1980 på ca. 78 millioner og år 2100 ligge helt nede på ca. 28 millioner. Og igen: Det tager flere generationer at ændre retningen på en demografisk kurve, så denne udvikling frem til år 2100 er ikke teori men fakta.

I modsætning til Japan har man i Tyskland og alle andre vesteuropæiske lande imidlertid valgt at føre en politik som betyder, at de oprindelige befolkninger i løbet af dette århundreder bliver et mindretal og i hovedsagen bliver erstattet at muslimske indvandrere fra Mellemøsten og Nordafrika. Indvandrere som, i modsætning til hispanics i USA, slet ikke opblandes i den øvrige befolkning men tværtimod isolerer sig mere og mere jo flere de bliver, som ønsker egne muslimske retssystemer, som stemmer i blok på partier der støtter deres religiøse og juridiske ønsker osv.

Alt tyder på at dette vil fortsætte lige indtil flertallet er skiftet. Frankrig er ca. 10 år foran Danmark i denne udvikling og lever nu med permanent juridisk undtagelsestilstand, indskrænkning af frihedsrettigheder osv. Italien ser ud til at være længst med befolkningsudskiftningen. Antallet af indbyggere med italiensk afstamning begyndte at falde i 1995 men befolkningstallet vil ifølge eurostat holde sig stabilt og allerede i 2070 vil indvandrere og efterkommere fra Afrika og Mellemøsten udgøre hovedparten af Italiens befolkning. Intet ser ud til at kunne stoppe denne historisk helt enestående befolkningsudskiftning i Sydeuropa.

Nordeuropa er lidt bagefter og rent teoretisk har vi nogle få år endnu  mulighed for at beslutte om vi hellere vil have en udvikling som Japan. Der er fortsat relativt få af de fremmede som har opnået dansk statsborgerskab. Hvis man ville, kunne man nu lave et 10-årigt pause for tildeling af nye statsborgerskaber og så bruge de ti år til at drøfte om vi ønsker at udskifte befolkningens flertal og derved afskaffe det Danmark som har eksisteret i tusind år.

Beslutter vi os til hellere at gå Japans vej, kunne man forlænge pausen for tildeling af nye statsborgerskaber og så sammenknytte tildeling af velfærdsgoder – inklusiv sundhedsvæsen, skole og uddannelse – med statsborgerskabet. Det vil gøre det meget lidt attraktivt for mennesker med baggrund i Afrika og Mellemøsten at opholde sig i Danmark.

En sådan dobbeltbeslutning kunne formentlig stabilisere andelen af indbyggere med ikke-vestlig baggrund i Danmark på omkring 20%. Selv det vil være en opskrift på store problemer og uro, men det vil ikke, som den nuværende udvikling, betyde Danmarks nedlæggelse som dansk og europæisk.

 

 

Claus Thomas Nielsen