Gjesteskribent

»I Sverige undersøger medierne ikke magten, medierne undersøger folket. Jeg har ikke prøvet at leve i Zimbabwe, Nordkorea eller DDR, men det må være nogenlunde som at leve i Sverige«.

Jeg har knap nok tændt båndoptageren, før Johan Andersson er i fuld gang med at kritisere sit eget land og sammenligner med nuværende og tidligere forbryderstater. Det er i særlig grad de svenske myndigheder, det politiske etablissement og medierne, der må stå for skud. Stemmen kalder sig Johan Andersson, men han ønsker ikke at blive fotograferet eller biograferet. Desuden er navnet så almindeligt i Sverige, at det i praksis fungerer som pseudonym. Johan Andersson hedder Johan Andersson – eller måske gør han ikke. Men han har i halvandet år produceret et radioprogram med titlen ”Granskning Sverige” (Undersøgelse af Sverige, red.), hvor han har interviewet journalister, retssystemet, nuværende og forhenværende politikere om nogle af de mest ømtålelige emner i den svenske offentlighed, herunder indvandring, feminisme og folkelighed.

»Alle, der ytrer sig forkert om kontroversielle emner må påregne et vist trusselsbillede. Truslen vokser med indflydelsen. Det måtte bloggeren ”Julia Caesar” sande for nylig, da hendes blogs var nogle af de mest læste politiske blogs i Sverige til trods for, at de blev offentliggjort på en dansk hjemmeside (Snaphanen.dk, red.). Uden nogensinde før at have interesseret sig for indholdet af hendes årelange samfundskritik var hele to formiddagsblade på sporet af hendes virkelige identitet. Til sidst kom den ene avis den anden i forkøbet og offentliggjorde den med billede og det hele. På den måde ønsker mainstreammedierne at lukke munden på hende. Hun var blevet for farlig.«

For hvem?

»For den uformelle alliance mellem mediefolk, politikere og industri. Men det er ikke bare Julia Caesar. Alle med et nationalt engagement, og som jeg har talt med, og som har været i opposition til den herskende  mening om indvandring, feminisme og homoseksualitet – og det er mange – er blevet udsat for chikane, trusler eller fysisk vold. Men politiet  går ikke videre med opklaringen, sager henlægges, tiltaler frafaldes. Jeg kan fortælle dig, at der i flere år har eksisteret et tæt samarbejde mellem Socialdemokraterne og den mest ekstreme venstrefløj via ”antiracistiske” organisationer som EXPO og AFA (Anti Fascistisk Aktion, red.). Den tidligere partileder Mona Sahlin (2007-2011, red.) blev af statsminister Fredrik Reinfeldt sidste år udnævnt til leder af en national indsats mod ekstremisme. Forinden sad hun i bestyrelsen for EXPO, der er sat til at stå for det praktiske arbejde, og som notorisk tilhører den revolutionære venstrefløj. Der er kun i Sverige, at knap nok ingen undrer sig over denne sammenblanding af interesser – eller tør kritisere den. I Sverige findes der nemlig, hvad der i medierne kaldes ”det gode had” til ”ekstremismen”, herunder Sverigesdemokraterne (SD).«

»I realiteten nyder sådan nogle som jeg ingen retslig beskyttelse. Indadtil er Sverige de facto et lovløst land, en bananrepublik. Vi er jaget vildt. Sker der os noget, er det for myndighederne at regne collateral damage. Partiet Nationaldemokraterne (til højre for SD, red.) har afholdt hundredevis af møder, som er blevet forstyrret eller angrebet af venstreaktivister. Ikke én er blevet dømt. I dag har Nationaldemokraterne opgivet og nedlagt partiet.«

Sverigesdemokraterne er på vej mod 25 pct. af vælgerne. Er det ikke snart på tide for dig og andre at træde ud af anonymiteten?

»Det er rigtigt, at SD går forrest, og at partiets rigsdagsmedlemmer arbejder under et nærmest umenneskeligt pres og må finde sig i ”husbesøg” – og lad os kalde det – mediernes mere end fulde bevågenhed. Flere af dem har fået korporlige tæsk af venstreorienterede aktivister. Jeg ville ønske, jeg turde at stå frem, men jeg er nødt til at tænke på min families sikkerhed. Desuden rummer anonymiteten en moralsk gevinst, nemlig den at vise etablissementet, at man stadig kan være anonym i Sverige og fortsætte med at kritisere, at myndighederne ikke ved alt, ikke kan kontrollere alt. Det rummer i sig selv en lille sejr.«

Ville det ikke være en større sejr at stå frem?

»Teoretisk, jo, men ikke i praksis. Når jeg f.eks. ringer til svenske medier og giver dem tips om historier, reelle oplysninger om overgreb, overfald, konkrete detaljer osv., så strander de ved den første og bedste telefonsamtale. Jeg tilbyde dem regulært, journalistisk sprængstof, men hver gang fejes jeg til side med standardspørgsmålet: Hvad er din dagsorden? De er sjældent interesseret i at høre mit svar. Jeg er biased, de mener selv at være objektive. Selvbilledet blokerer for deres journalistiske nysgerrighed – udover at de ikke skal nyde noget af at udfordre deres chefers normative udgangspunkt, at verden skal gøres mere retfærdig. Det indebærer, læg mærke til det, at vi skal have det værre i Sverige, og at Afrika skal have det bedre, og at alle folk til sidst skal blandes. Eliterne drømmer om at gøre Sverige til FN’s kæledægge. Vi skal være de bedste, ergo må grænserne afskaffes. Med den nordiske pasunion og Schengen-aftalen er svensk politik i dag en trussel mod Danmark og hele Europa. Svenske politikere vil tvinge resten af Europa til at adoptere svensk politik. På den måde håber de at kunne få sæde i FN’s Sikkerhedsråd.«

 

Blå bog:

Johan Andersson producerer radioudsendelsen ”Granskning Sverige”, der kan høres på Youtube. Hans virkelige identitet er intervieweren bekendt.

Den ”Julia Caesar”, som der henvises til, er den berygtede svenske forfatter og blogger, der i årevis har kritiseret landets liberale indvandringspolitik. For en måned siden afslørede formiddagsbladet Expressen hendes virkelige navn og offentliggjorde et portrætfoto. I artiklen hed det bl.a.:

»Julia Caesar er en af hadsitenes flittigste og mest læste skribenter, men hun vil ikke stå frem med sit rigtige navn. Expressen kan afsløre, at det er en forhenværende journalist fra Dagens Nyheter, der står bag pseudonymet, hvis tekster går ud på at hetze mod indvandrere, politikere og journalister.«

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 9. oktober 2015.