Blandt sadomasochistiske eliter er alt politisk og et spørgsmål om rigtigt eller forkert, det er til at blive idiot af.

Just som vor mand i rummet har sat sin fod på rumstationen ISS, er der nyt fra Sverige, dette smukke land, forført af årtiers multikulturalisme og galopperende selvhad. Intet sted på kloden er det svenske så ugleset som i Sverige. I intet andet land er den naturlige og folkelige patriotisme så mistænkelig, diskvalificerende og moralsk forkert. Ingen vegne på vor grønne og blå planet har den forestilling bredt sig så massivt efter afslutningen på Anden Verdenskrig, at det nationale er en trussel mod fred og stabilitet, og at kosmopolitisme følgelig bør være altings målestok.

Udlandsredaktør Flemming Rose skitserede tirsdag i sin klumme  det generelle skifte fra det nationale til det antinationale. Tilfældet Sverige er det mest slående eksempel.

Her bliver små fænomener store. I den forgangne uge kom det f.eks. frem, at en ”nationalistisk”salme var blevet spillet ved en konfirmation. Ak og ve. Så gik det op for den medierede offentlighed, at det søreme ikke var første gang, sagesløse mennesker var blevet udsat for de sataniske vers, efter at salme nr. 169, «Fædrenes kirke», resolut var blevet pillet ud af den svenske salmebog for flere år siden. Straks fik den skyldige præst besøg af Sveriges Radio, der er den sidste tilbageværende ordensmagt i landet.

Selv om pastoren sad stilfærdigt på en bænk på kirkegården og forsvarede sin brug af salmen med, at den var smuk og god at synge, viste hans kropssprog, at han vidste, at kampen var tabt. At forsvare det fædrelandskærlige er som bekendt udtryk for både mandschauvinisme og racisme i Sverige, hvilket en renfærdig politisk redaktør fra Länstidningen forsikrede seerne om.

ANNONSE

Da intervieweren spurgte præsten, om unge mennesker ikke ville ”forstå salmeteksten forkert”, medgav han, at det nok kunne være – i stedet for at forklare hende, at der sådan set ikke er noget rigtigt og forkert i salmeteksten, at den formidler en metaforisk kærlighed til Gud og et sted på jord – og kanske trøster som andre opbyggelige salmer. Præsten kunne have tilføjet, at der såmænd er forskel på det deskriptive og det normative, men sådan går melodien ikke. I Sverige er alt politisk og éndimensionelt. Alt er et spørgsmål om rigtigt eller forkert, det er til at blive idiot af, så den stakkels mand bøjede nakken og tænkte på Vorherre.

Kort efter var den gal igen. Den berygtede skribent Julia Caesar, som i årevis har skrevet begavet og pointeret og indimellem flabet imod sit lands liberale indvandringspolitik, blev afsløret. Ikke i en udokumenteret påstand. Næ, det var pseudonymet – og hendes mange læsere – der var problemet.

Kunne man afsløre forfatterens virkelige identitet, kunne man muligvis uskadeliggøre hende og lukke munden på andre formastelige under foregivende af, at al debat skal foregå på en åben arena. Som om det var tilfældet i Sverige. Onsdag kunne Expressen, der aldrig har interesseret sig et dyt for indholdet af Julia Caesars bøger og blogs, triumferende annoncere hendes virkelige navn og offentliggøre et portrætfoto med denne sigende vinkling:

”Julia Caesar er en af hadsitenes flittigste og mest læste skribenter, men hun vil ikke stå frem med sit rigtige navn. Expressen kan afsløre, at det er en forhenværende journalist fra Dagens Nyheter, der står bag pseudonymet, hvis tekster går ud på at hetze mod indvandrere, politikere og journalister.”

Javel, i den bedste af alle verdener ville alle og enhver stå frem med navn og ansigt, små som store. Men i den knap så ideelle verden af i dag er det nok for meget forlangt. Her jagter mediekoncerner gerne folk, der ønsker at beskytte sig selv og deres nærmeste fra repressalier ved at ytre sig under pseudonym, ligesom samme presse lige så gerne bruger illegalt tilvejebragte informationer til at afsløre identitet, bopæl og ansættelsesforhold på privatpersoner, der har ytret sig kritisk om indvandringen til Sverige. Er det uforståeligt, at nogle derfor foretrækker at sløre deres identitet?

Hvad den svenske gruppeloyalitet har skabt igennem 40 år, er en slags tilbagevenden til de første trykte politiske offentligheder i 1600-tallets Europa, hvor skandaløse tryksager cirkulerede som sande eller falske korrektiver med chokeffekt og henvendte sig til den almene undersåt. Det var dengang religions- og borgerkrigene, der skabte pamfletterne og polemikken. I vor tids Sverige er det de etablerede mediers meningstyranni, der har skabt behovet for anonymitet og dubiøse netfora.

Begge dele er ulykkeligt. Men løsningen er sgutte at lægge mere låg på diskussionen, tværtimod.

Det sidste er netop, hvad repræsentanter for Oversverige forsøger stadig mere desperat. F.eks. ved at patronisere sine modstandere. Den tidligere borgerlige statsminister Fredrik Reinfeldt, der gik af efter det seneste rigsdagsvalg, fordi han nægtede at tælle Sverigedemokraternes stemmer med, er en mester i så henseende.

Da han forleden udgav sine erindringer med titlen Halvvejs, afskrev han med jubeloptimistens brist på empati det voksende antal indvandrerkritiske vælgere som fremmedfjendske til trods for, at skeptikerne naturligvis også findes langt ind i hans eget parti, Moderaterne. Ud over at mange svenskere simpelthen er racister, meddelte den tidligere statsminister, er de desuden ”utilfredse med deres eget liv og det område, hvor de bor”. Med andre ord: sølle eksistenser. Eller for nu at genbruge den mest sigende ondskabsfuldhed fra den statsministerielle bandlysning: ”afvigere”.

Det mest bitre had er gerne de godes had.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten 4. september.

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629